Sommeren er begyndt, og igen i år har jeg sat mig et læsemål på fem bøger, som jeg skal have læst inden 1. september. Jeg tillader selvfølgelig mig selv at læse andre ting også, hvis jeg får lyst, der er ingen begrænsninger, men de fem på listen har førsteprioritet og skal læses! Efterhånden som jeg kommer igennem bøgerne på listen, laver jeg en lille anmeldelse, lægger den på bloggen og linker til den her. Hvordan ser jeres læselister for sommeren ud? Min læseliste denne sommer: Ulysses af James Joyce https://www.bog-ide.dk/produkt/216420/james-joyce-ulysses-hardback/1193194 The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde https://www.bog-ide.dk/produkt/117383/oscar-wilde-the-picture-of-dorian-gray-paperback/1056878 Utopia af Thomas More https://www.bog-ide.dk/produkt/145579/thomas-more-utopia-haeftet/2260801 4321 af Paul Auster https://www.bog-ide.dk/produkt/700901/paul-auster-4-3-2-1-indbundet/2326496 A Haunted House af Virginia Woolf https://www.bog-ide.dk/produkt/380671/virginia-woolf-sammen-og-hver-for-sig-e-bog/2223191 Rigtig god sommer og god læselyst!

I maj måned lagde jeg en ny meningsmåling ud på Storyline.dk’s facebookside, hvor jeg spurgte jer om en boggave altid er et hit. Resultatet blev 50/50 mellem de, der mente ”ja, alle elsker bøger” og de, der svarede, at ”bøger er ikke for alle”. Jeg svarede selv ja til spørgsmålet. Jeg ved selvfølgelig godt, at alle ikke elsker bøger. Mange vil uden tvivl meget have sig frabedt en boggave. Jeg har endda oplevet at sidde en juleaften, hvor et voksent familiemedlem ytrede, idet hun pakkede sin gave op: ”Det er da forhåbentlig ikke en bog! Jeg hader bøger!” Det var en bog. Den var fra mig. Den var nøje udvalgt, og jeg var helt sikker på, at hvis hun ville give den chance, ville hun sætte pris på den. Da rædslen i hendes øjne først havde lagt sig, blev stemningen fin igen, og hun fik heldigvis også andre gaver. Situationen har heller ikke afskrækket mig fra at fortsætte med at give bøger i gave. Jeg kan ikke lade være med at tro, at folk der ikke sætter pris på bøger, ikke er helt klar over, hvad de er gået glip af. Det er faktisk også mit indtryk, at det omtalte familiemedlem siden har læst andre bøger i samme genre, som den hun fik. Hun har endda selv anbefalet mig en! Når jeg giver bøger, behøver det absolut ikke være den slags bøger, jeg selv foretrækker, som andre død og pine skal tage til sig. Selvom det kan jeg også finde på at argumentere for. Det kan også være krimier, samtalebøger eller mere ubestemmelige genrer inden for underholdningslitteratur (som jeg også selv kaster mig over indimellem). Det er læseoplevelsen, jeg så gerne vil give videre, og derfor går jeg naturligvis efter noget, der kan give modtageren netop det. Læs også: Derfor…

Andre skrivende kender det uden tvivl. Man er kommet godt i gang med sit projekt, man har målet for øje, og man forskanser sig med sin computer i dagevis for ikke at blive distraheret eller forstyrret af noget som helst. Jeg skal skrive! Jeg har lært, at den strategi indimellem kan være en fejl. For pludselig sidder man bare og stirrer på skærmen og den blinkende cursor uden nogen form for resultat, og med mindre man har lagt digitale benspænd ud for sig selv, ender man – ender jeg – på komplet uvedkommende steder som Facebook, Twitter og Netflix. Jeg har lært, at i stedet for hidsigt at tvinge mig selv tilbage til dokumentet og forsøge at fremmane et engagement og et flow, kan det være en god idé at klappe maskinen sammen, løfte blikket og gå ud i verden for at lede efter noget eller nogen, der kan sætte tankerne og ikke mindst fingrene i gang på tastaturet igen. Jeg er så heldig at have en hund, som hellere end gerne gør mig selskab på en tur eller flere. Med snørede gummisko og Henry i snor, marcherer jeg ud i byen, gennem parker og ned ad gader. Jeg ser på livet omkring mig og prøver at lade noget af det lagre sig, mens Henry søger informationer med næsen. Der sker næsten altid noget, når man går rundt i byen. Om ikke andet kan man blive forundret over, hvordan folk, store som små, opfører sig i det offentlige rum. Hvordan dagens forskellige tidspunkter har forskellige stemninger og udtryk. Hvor mange mennesker man deler byens rum med, som man synes aldrig at have set før. Nogle gange kan en rask gåtur være nok til at sætte hjernen i gang. Andre gange skal der mere til. Så må jeg tage en skrivedag…

”Kort over Paradis” er Knud Romers anden roman og udkommer tolv år efter den prisbelønnede debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Modtagelsen har generelt været positiv blandt anmeldere og Romer-fans, men romanen er samtidig blevet kritiseret for at stikke i for mange retninger, og for at være rodet og meningsløs. Nogle har endda bemærket, at romanen burde været blevet gennemarbejdet mere! Fra mit perspektiv er de mange års arbejde resulteret i en original og værdifuld roman, som jeg gerne vil anbefale her på bloggen. Man skal ikke ret langt ind i romanen før man må give tidligere læsere ret i, at der er noget anderledes ved strukturen og formen i Romers roman. For det er hverken virkelighedens eller fiktionens kronologi, der er det styrende i ”Kort over Paradis”. Der er mange spring frem og tilbage i tid, og der veksles løbende mellem Romers ungdomsoplevelser og fantasi-vennen M’s mere eventyrlige oplevelser i og omkring Vesten under den Kolde Krig. Der er mange veje og indskud, som ikke umiddelbart tjener noget formål i forhold til romanens handling. Og så alligevel. For det her handler ikke om at danne et konkret og stringent kort over et landskab. Men om at mærke det landskab gennem et poetisk sprog og fantasifuldhed. Den røde tråd i Romers roman er stemninger, følelser og refleksioner over sit liv i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne på tværs af tid, geografi og fortællespor. Det er følelserne og refleksionerne som udgør strukturen i romanen. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Den eksplosive og anarkistiske form er enorm meningsfuld, da mange afsnit af romanen er dedikeret til at give dogmerne på litteraturvidenskab tørt på. Den unge Romer møder forventningsfuld op på studiet med sin læseglæde og kærlighed til sin barndoms- og ungdomsbøger og forfattere, der har været hans…

Min sidste refleksion handlede om udfordringen ved at finde ud af og derefter fastholde, hvad den bog jeg skriver, egentlig handler om (se refleksion #1). Selvom jeg stadig kæmper med den udfordring, føler jeg, at jeg i løbet af den sidste måned er kommet tættere på en mening, en sammenhæng og måske endda et budskab. Ikke særlig overraskende er det alt sammen kommet til syne efterhånden som jeg har fået sat flere ord på papiret. Det er først, når byggeklodserne lægges, at der kan forme sig et mønster. Faktisk har jeg været inde i en god stime af ord og handling de sidste dage. Sætninger i meningsfulde scener er kommet forholdsvis nemt til mig, når jeg har holdt koncentrationen. Jeg tror, det skyldes, at jeg har undladt at redigere og læse gammel tekst i gennem før jeg fortsatte og i stedet fokuseret på at komme videre i teksten, som man siger. Det har været en befrielse bare at ignorere alt det, der allerede er skrevet, som om det ikke har noget med mig at gøre, selvom jeg godt ved, at det uden tvivl trænger til kraftig redigering. Men det må komme senere. Den fremgangsmåde har gjort mig i stand til at komme ind i et godt skrive-flow og opnå den udsøgte tilfredsstillelse at se sideantallet stige og stige. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Og her kommer så udfordring nummer 2. For med det gode skrive-flow, der sætter ord på sider og sider i bogen, som giver én følelsen af, at målet nærmer sig, bliver jeg utrolig utålmodig efter så at nå det mål hurtigst muligt. Jeg har aldrig prøvet at løbe et maraton eller nogen anden form for konkurrenceløb, men jeg forestiller mig, at når man først øjner målstregen, bliver man mere utålmodig end nogensinde for…

I begyndelsen af april lavede jeg en undersøgelse på Storyline.dk’s facebookside. Jeg spurgte mine følgere, hvordan de helst læser/lytter: én bog ad gangen eller flere på én gang? 78 brugere stemte, og resultatet blev 49 % der læser én ad gangen og 51 % der læser flere på én gang. Jeg hører selv til de sidste. For nogle kan det måske virke uoverskueligt – måske endda blasfemisk – at sprede sin opmærksomhed over flere fortællinger på én gang. Læsning og lytning af en god roman kræver koncentration og fordybelse. Forfatteren har gjort sig umage. Forhåbentligt. Vi skylder vedkommende at fokusere på hendes værk. Eller hvad? Selvfølgelig kan jeg blive opslugt af en bog på en måde, der gør, at jeg helt mister lysten og interessen for at kaste mig rundt i andre læseoplevelser samtidig. Jeg har nok i den ene, og jeg har svært ved at slippe den for noget som helst. Men den slags læseoplevelser hænger ikke på træerne. I hvert fald ikke for mig. Jeg læser sjældent bare for at blive underholdt. Jeg kan godt lide den subtile samtale, der kører mellem læser og forfatter, når forfatteren også har gjort sproget, tematikken og strukturen til en levende og vigtig del af fortællingen. Men den type læsning kan indimellem blive tung. Den kræver så mange omdrejninger i hovedet, at man hurtigere bliver træt og trænger til en pause. Sådan som det også er med andre store fysiske og mentale præstationer. De er besværet og udmattelsen værd, men de kræver pauser. Derfor kan jeg så godt lide at kombinere de tungere værker, hvad end jeg læser eller lytter til dem, med noget helt andet. For eksempel læser jeg anden bog af ”Manden uden egenskaber” af Robert Musil, et monsterværk med verdens langsomste handling og næsten ingen fremdrift. Til gengæld er…

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer med. Hovedpersonen i Indigo er barnet Vita, der lever en meget kaotisk barndom. Allerede som toårig kommer Vita på børnehjem første gang, og i de følgende år er hun ind og ud af forskellige børnehjem og institutioner. Noget hun hader, og som forfatteren beskriver med en udramatisk stil og med barnets håndgribelige oplevelser og perspektiver, som gør fortællingen og læsningen så intim, relatérbar og selvfølgelig hjerteskærende. Mellem opholdene på de frygtelige børnehjem, hvor børn bliver bekræftet i, hvor alene og uønskede de er, er Vita hjemme hos sin psykisk ustabile mor, som vil være forfatter, men livet igennem har fået afslag på afslag af de forlag, som hun mener bevidst nægter hende en chance. Om natten vækker hun sin datter, så de sammen kan gå ned og drukne sig. Hun præsenterer sine børn, navnlig datteren Vita, for klassisk omsorgsvigt. Enkelte lyspunkter opstår, når Vita kommer hen til sin onkel og tante, som hun får kærlighed og tryghed af. Det får hendes mor dog også ødelagt. Resten af tiden sendes Vita rundt mellem fremmede mennesker og morens bekendte, når moren ikke…

Som jeg har nævnt før her på bloggen, er jeg stor fan af den engelske forfatter, Virginia Woolf (1882 – 1941). Hendes skrivestil kan være utrolig kompleks og svær, men netop derfor er hun en af de forfattere, jeg har læst, som jeg synes indfanger livet og det at være menneske – i al sin kompleksitet – mest præcist i sine tekster. Den seneste af hendes romaner jeg har læst, er romanen ”Orlando” fra 1928. Den har længe været på min læseliste – en Virginia Woolf-roman, dedikeret til Vita Sackville-West fra ”Portræt af et ægteskab”, en fortælling, som bøjer og udfordrer køn. What’s not to like? Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Bogens hovedperson, Orlando, bliver født som adelsmand under Elizabeth den første af England, men skifter som 30-årig, pludseligt og uventet, køn. Som kvinde bliver livet meget anderledes for Orlando, der indtil nu har levet med adelsmandens mange privilegier og friheder, fordi der gælder andre regler for kvindekønnet. Ved hjælp af kønsskiftningen oplever Orlando på egen krop kønsrollernes forskellige begrænsninger, navnlig kvindens, som læseren gennem ham/hende bliver konfronteret med. Læs også: De 5 bud: Om køn og feminisme Vi følger Orlando frem til 1928. I de mellemliggende knapt 400 år forbliver Orlando ung, men møder under mange eventyrlige hændelser, flere af den engelske litteraturhistories store navne. Han drømmer selv om at blive forfatter. En drøm, der bliver en hel del mere umulig i en kvindekrop, fordi kvinder gennem historien og også i Woolfs tid, bliver taget meget lidt alvorlige som kunstnere, samfundsborgere og som mennesker i det hele taget. Romanen er inspireret af og dedikeret til Woolfs elskerinde og nære veninde, den aristokratiske digter og forfatter Vita Sackville-West, hendes adelige familie og dens historie, centreret omkring familiens slot Knole, som Sackville-West elskede. Ved hjælp af Woolfs roman bliver Sackville-West…

Skrivedagbog: Hvad handler det her om? Jeg har taget fat på at skrive en roman. Jeg har skrevet en del i mit 31-årige liv, men det er første gang jeg kaster mig ud i et så stort skriveprojekt, som det er at få en roman til at hænge sammen. Bare det at få den skrevet! Jeg aner ikke om jeg kan og hvordan resultatet bliver. Jeg frygter at fejle, frygter at give op, men jeg har besluttet mig for at følge et af de mest konkrete forfatterråd (se ”De 5 bud: Bøger om at skrive”), jeg har læst i den sidste tid: blive ved indtil den forbandede bog er færdig. Fordi det er første gang, kender jeg endnu ikke de forskellige faser, jeg som forfatter må gennemgå før jeg kommer ud på den anden side. Jeg kan ikke trøste mig selv ved at sige, rolig nu, sådan var det jo også sidste gang. Du var lige så usikker i dit forrige projekt, da du nåede dette punkt. Du forstod først præcis, hvordan historien skulle ende, da du havde skrevet de indledende kapitler og en krog i midten. Du troede karakterne stak i alle retninger, men når du læser dem i dag, er de skåret som fuldfede menneskeskikkelser på papiret. Jeg er nået et par kapitler ind i romanen, og lige nu kæmper jeg med at forstå og holde fast i, hvad bogen egentlig handler om. Det virker måske som noget, der burde være på plads allerede ved idéudviklingen, og det er det selvfølgelig delvist også. Jeg ved, hvem mine hovedpersoner er, og hvilken rejse de skal ud på. Jeg ved også nogenlunde, hvor og hvornår jeg skal slippe dem igen. Jeg har også en række temaer, som skal med, som er vigtige og som er hele grundlaget for, at jeg…

Det er ingen hemmelighed, at min blog ikke kun eksisterer for sin egen skyld. Den er i høj grad også et redskab for mig, som hjælper mig i den skriveproces, jeg har gang i ved siden af. Jeg vil nemlig gerne læse. Læse så meget som muligt af den litteratur, jeg beundrer, og som jeg drømmer om at bidrage til. Ved at dele anbefalinger med alle jer derude, har jeg forpligtet mig selv til at finde god litteratur, få den læst og reflektere over den. At skrive er at læse og omvendt. Det er i hvert fald det gennemgående råd hos både nye og gamle forfattere, uanset deres genre og metoder i øvrigt. Man bliver kun rigtig god til at skrive, hvis man læser. Min strategi er at læse forholdsvist bredt, men alligevel inden for den genre og form for litteratur og manuskriptskrivning, som jeg selv skriver. Eller prøver at skrive i hvert fald. Det er en utrolig privilegeret form for lektier! Eneste ulempe er, at de mange fantastiske bøger nemt kan give én en følelse af modløshed og skræk for aldrig at kunne leve op til noget af det. Det kan give deciderede skriveblokeringer. Men som Roy Peter Clark skriver i ”Skriveredskaber”, så er det værd at huske på, at alle de imponerende romaner vi læser, er gennemarbejdede, færdige produkter. Der ligger meget arbejde og tanke bag, og de siger ikke nødvendigvis noget om de trængsler, tvivl og overvejelser de bød på i processen. Som supplement til romanerne har jeg taget fat på at læse bøger om selve det at skrive, skrevet af erfarne skribenter og forfattere. Det giver for det første et indblik i maskinrummet på de produkter, der virker så frygtindgydende. For det andet findes der mange flere skriveråd eller former for inspiration end den bastante ”læs og…