”Kort over Paradis” er Knud Romers anden roman og udkommer tolv år efter den prisbelønnede debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Modtagelsen har generelt været positiv blandt anmeldere og Romer-fans, men romanen er samtidig blevet kritiseret for at stikke i for mange retninger, og for at være rodet og meningsløs. Nogle har endda bemærket, at romanen burde været blevet gennemarbejdet mere! Fra mit perspektiv er de mange års arbejde resulteret i en original og værdifuld roman, som jeg gerne vil anbefale her på bloggen. Man skal ikke ret langt ind i romanen før man må give tidligere læsere ret i, at der er noget anderledes ved strukturen og formen i Romers roman. For det er hverken virkelighedens eller fiktionens kronologi, der er det styrende i ”Kort over Paradis”. Der er mange spring frem og tilbage i tid, og der veksles løbende mellem Romers ungdomsoplevelser og fantasi-vennen M’s mere eventyrlige oplevelser i og omkring Vesten under den Kolde Krig. Der er mange veje og indskud, som ikke umiddelbart tjener noget formål i forhold til romanens handling. Og så alligevel. For det her handler ikke om at danne et konkret og stringent kort over et landskab. Men om at mærke det landskab gennem et poetisk sprog og fantasifuldhed. Den røde tråd i Romers roman er stemninger, følelser og refleksioner over sit liv i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne på tværs af tid, geografi og fortællespor. Det er følelserne og refleksionerne som udgør strukturen i romanen. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Den eksplosive og anarkistiske form er enorm meningsfuld, da mange afsnit af romanen er dedikeret til at give dogmerne på litteraturvidenskab tørt på. Den unge Romer møder forventningsfuld op på studiet med sin læseglæde og kærlighed til sin barndoms- og ungdomsbøger og forfattere, der har været hans…

Min sidste refleksion handlede om udfordringen ved at finde ud af og derefter fastholde, hvad den bog jeg skriver, egentlig handler om (se refleksion #1). Selvom jeg stadig kæmper med den udfordring, føler jeg, at jeg i løbet af den sidste måned er kommet tættere på en mening, en sammenhæng og måske endda et budskab. Ikke særlig overraskende er det alt sammen kommet til syne efterhånden som jeg har fået sat flere ord på papiret. Det er først, når byggeklodserne lægges, at der kan forme sig et mønster. Faktisk har jeg været inde i en god stime af ord og handling de sidste dage. Sætninger i meningsfulde scener er kommet forholdsvis nemt til mig, når jeg har holdt koncentrationen. Jeg tror, det skyldes, at jeg har undladt at redigere og læse gammel tekst i gennem før jeg fortsatte og i stedet fokuseret på at komme videre i teksten, som man siger. Det har været en befrielse bare at ignorere alt det, der allerede er skrevet, som om det ikke har noget med mig at gøre, selvom jeg godt ved, at det uden tvivl trænger til kraftig redigering. Men det må komme senere. Den fremgangsmåde har gjort mig i stand til at komme ind i et godt skrive-flow og opnå den udsøgte tilfredsstillelse at se sideantallet stige og stige. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Og her kommer så udfordring nummer 2. For med det gode skrive-flow, der sætter ord på sider og sider i bogen, som giver én følelsen af, at målet nærmer sig, bliver jeg utrolig utålmodig efter så at nå det mål hurtigst muligt. Jeg har aldrig prøvet at løbe et maraton eller nogen anden form for konkurrenceløb, men jeg forestiller mig, at når man først øjner målstregen, bliver man mere utålmodig end nogensinde for…

I begyndelsen af april lavede jeg en undersøgelse på Storyline.dk’s facebookside. Jeg spurgte mine følgere, hvordan de helst læser/lytter: én bog ad gangen eller flere på én gang? 78 brugere stemte, og resultatet blev 49 % der læser én ad gangen og 51 % der læser flere på én gang. Jeg hører selv til de sidste. For nogle kan det måske virke uoverskueligt – måske endda blasfemisk – at sprede sin opmærksomhed over flere fortællinger på én gang. Læsning og lytning af en god roman kræver koncentration og fordybelse. Forfatteren har gjort sig umage. Forhåbentligt. Vi skylder vedkommende at fokusere på hendes værk. Eller hvad? Selvfølgelig kan jeg blive opslugt af en bog på en måde, der gør, at jeg helt mister lysten og interessen for at kaste mig rundt i andre læseoplevelser samtidig. Jeg har nok i den ene, og jeg har svært ved at slippe den for noget som helst. Men den slags læseoplevelser hænger ikke på træerne. I hvert fald ikke for mig. Jeg læser sjældent bare for at blive underholdt. Jeg kan godt lide den subtile samtale, der kører mellem læser og forfatter, når forfatteren også har gjort sproget, tematikken og strukturen til en levende og vigtig del af fortællingen. Men den type læsning kan indimellem blive tung. Den kræver så mange omdrejninger i hovedet, at man hurtigere bliver træt og trænger til en pause. Sådan som det også er med andre store fysiske og mentale præstationer. De er besværet og udmattelsen værd, men de kræver pauser. Derfor kan jeg så godt lide at kombinere de tungere værker, hvad end jeg læser eller lytter til dem, med noget helt andet. For eksempel læser jeg anden bog af ”Manden uden egenskaber” af Robert Musil, et monsterværk med verdens langsomste handling og næsten ingen fremdrift. Til gengæld er…

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer med. Hovedpersonen i Indigo er barnet Vita, der lever en meget kaotisk barndom. Allerede som toårig kommer Vita på børnehjem første gang, og i de følgende år er hun ind og ud af forskellige børnehjem og institutioner. Noget hun hader, og som forfatteren beskriver med en udramatisk stil og med barnets håndgribelige oplevelser og perspektiver, som gør fortællingen og læsningen så intim, relatérbar og selvfølgelig hjerteskærende. Mellem opholdene på de frygtelige børnehjem, hvor børn bliver bekræftet i, hvor alene og uønskede de er, er Vita hjemme hos sin psykisk ustabile mor, som vil være forfatter, men livet igennem har fået afslag på afslag af de forlag, som hun mener bevidst nægter hende en chance. Om natten vækker hun sin datter, så de sammen kan gå ned og drukne sig. Hun præsenterer sine børn, navnlig datteren Vita, for klassisk omsorgsvigt. Enkelte lyspunkter opstår, når Vita kommer hen til sin onkel og tante, som hun får kærlighed og tryghed af. Det får hendes mor dog også ødelagt. Resten af tiden sendes Vita rundt mellem fremmede mennesker og morens bekendte, når moren ikke…

Som jeg har nævnt før her på bloggen, er jeg stor fan af den engelske forfatter, Virginia Woolf (1882 – 1941). Hendes skrivestil kan være utrolig kompleks og svær, men netop derfor er hun en af de forfattere, jeg har læst, som jeg synes indfanger livet og det at være menneske – i al sin kompleksitet – mest præcist i sine tekster. Den seneste af hendes romaner jeg har læst, er romanen ”Orlando” fra 1928. Den har længe været på min læseliste – en Virginia Woolf-roman, dedikeret til Vita Sackville-West fra ”Portræt af et ægteskab”, en fortælling, som bøjer og udfordrer køn. What’s not to like? Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Bogens hovedperson, Orlando, bliver født som adelsmand under Elizabeth den første af England, men skifter som 30-årig, pludseligt og uventet, køn. Som kvinde bliver livet meget anderledes for Orlando, der indtil nu har levet med adelsmandens mange privilegier og friheder, fordi der gælder andre regler for kvindekønnet. Ved hjælp af kønsskiftningen oplever Orlando på egen krop kønsrollernes forskellige begrænsninger, navnlig kvindens, som læseren gennem ham/hende bliver konfronteret med. Læs også: De 5 bud: Om køn og feminisme Vi følger Orlando frem til 1928. I de mellemliggende knapt 400 år forbliver Orlando ung, men møder under mange eventyrlige hændelser, flere af den engelske litteraturhistories store navne. Han drømmer selv om at blive forfatter. En drøm, der bliver en hel del mere umulig i en kvindekrop, fordi kvinder gennem historien og også i Woolfs tid, bliver taget meget lidt alvorlige som kunstnere, samfundsborgere og som mennesker i det hele taget. Romanen er inspireret af og dedikeret til Woolfs elskerinde og nære veninde, den aristokratiske digter og forfatter Vita Sackville-West, hendes adelige familie og dens historie, centreret omkring familiens slot Knole, som Sackville-West elskede. Ved hjælp af Woolfs roman bliver Sackville-West…

Skrivedagbog: Hvad handler det her om? Jeg har taget fat på at skrive en roman. Jeg har skrevet en del i mit 31-årige liv, men det er første gang jeg kaster mig ud i et så stort skriveprojekt, som det er at få en roman til at hænge sammen. Bare det at få den skrevet! Jeg aner ikke om jeg kan og hvordan resultatet bliver. Jeg frygter at fejle, frygter at give op, men jeg har besluttet mig for at følge et af de mest konkrete forfatterråd (se ”De 5 bud: Bøger om at skrive”), jeg har læst i den sidste tid: blive ved indtil den forbandede bog er færdig. Fordi det er første gang, kender jeg endnu ikke de forskellige faser, jeg som forfatter må gennemgå før jeg kommer ud på den anden side. Jeg kan ikke trøste mig selv ved at sige, rolig nu, sådan var det jo også sidste gang. Du var lige så usikker i dit forrige projekt, da du nåede dette punkt. Du forstod først præcis, hvordan historien skulle ende, da du havde skrevet de indledende kapitler og en krog i midten. Du troede karakterne stak i alle retninger, men når du læser dem i dag, er de skåret som fuldfede menneskeskikkelser på papiret. Jeg er nået et par kapitler ind i romanen, og lige nu kæmper jeg med at forstå og holde fast i, hvad bogen egentlig handler om. Det virker måske som noget, der burde være på plads allerede ved idéudviklingen, og det er det selvfølgelig delvist også. Jeg ved, hvem mine hovedpersoner er, og hvilken rejse de skal ud på. Jeg ved også nogenlunde, hvor og hvornår jeg skal slippe dem igen. Jeg har også en række temaer, som skal med, som er vigtige og som er hele grundlaget for, at jeg…

Det er ingen hemmelighed, at min blog ikke kun eksisterer for sin egen skyld. Den er i høj grad også et redskab for mig, som hjælper mig i den skriveproces, jeg har gang i ved siden af. Jeg vil nemlig gerne læse. Læse så meget som muligt af den litteratur, jeg beundrer, og som jeg drømmer om at bidrage til. Ved at dele anbefalinger med alle jer derude, har jeg forpligtet mig selv til at finde god litteratur, få den læst og reflektere over den. At skrive er at læse og omvendt. Det er i hvert fald det gennemgående råd hos både nye og gamle forfattere, uanset deres genre og metoder i øvrigt. Man bliver kun rigtig god til at skrive, hvis man læser. Min strategi er at læse forholdsvist bredt, men alligevel inden for den genre og form for litteratur og manuskriptskrivning, som jeg selv skriver. Eller prøver at skrive i hvert fald. Det er en utrolig privilegeret form for lektier! Eneste ulempe er, at de mange fantastiske bøger nemt kan give én en følelse af modløshed og skræk for aldrig at kunne leve op til noget af det. Det kan give deciderede skriveblokeringer. Men som Roy Peter Clark skriver i ”Skriveredskaber”, så er det værd at huske på, at alle de imponerende romaner vi læser, er gennemarbejdede, færdige produkter. Der ligger meget arbejde og tanke bag, og de siger ikke nødvendigvis noget om de trængsler, tvivl og overvejelser de bød på i processen. Som supplement til romanerne har jeg taget fat på at læse bøger om selve det at skrive, skrevet af erfarne skribenter og forfattere. Det giver for det første et indblik i maskinrummet på de produkter, der virker så frygtindgydende. For det andet findes der mange flere skriveråd eller former for inspiration end den bastante ”læs og…

For nogle uger siden satte jeg en lille og ikke spor videnskabelig undersøgelse i gang på Facebook om papirbøger og lydbøger. Jeg spurgte folk, hvad de forbruger mest: papirbøger eller lydbøger? 129 facebookbrugere stemte og resultatet blev en stemmefordeling på 88 % til papirbøger og 12 % til lydbøger. Undersøgelsen manglede selvfølgelig muligheden ”e-bøger”, hvilket blev bemærket i kommentarerne, men min mening var at finde ud af, hvor mange der vælger at lytte til bøger frem for at læse. Lydbøgerne vinder nemlig frem, og jeg er selv blevet en meget aktiv lydbogslytter. Jeg læser stadig fysiske bøger, har altid gang i mindst én ad gangen. Men samtidig har jeg som regel en eller to lydbøger i gang. For mig er kombinationen af de to muligheder ideel. De giver to helt forskellige oplevelser, som egner sig godt til forskellige situationer – og egentlig også til forskellige bøger. At læse en bog kræver tid og ro til fordybelse. Til gengæld er læseoplevelsen mere intens. Når man læser en bog, bliver man suget ind i historien på en anden måde end når man lytter. Hjernen forbinder sig med ordene og fortællingen på en meget eksklusiv og intim måde. I en af kommentarerne til undersøgelsen, bemærkede en facebookbruger, at hun bedre kan huske bøger, hun har haft fysisk i hånden. Det synes jeg bestemt, der er noget om. At læse kræver opmærksomhed og koncentration, også selvom man er en habil læser. Det er den fysiske – papir eller digital – bogs store fordel og forbandelse. Den nedfælder sig muligvis bedre i bevidstheden, men den kræver også meget mere tid og opmærksomhed til gengæld. To af de mest vellykkede lydbogsoplevelser jeg har haft, er henholdsvis Karl Ove Knausgaards ”Min kamp” og Marie Bregendahls ”Sødalsfolkene”. Det er to gigantværker, som jeg ikke er sikker på, jeg…

  Steppeulven af Hermann Hesse er en af de romaner jeg har læst, da det egentlig var for sent. Det er ikke en ungdomsroman som sådan, men den behandler mange typiske ungdomstanker, f.eks. spørgsmålet om sand identitet og natur, foragten for det etablerede samfund, for tidligere generationer og selvmordet, som eneste udvej fra følelsen af fremmedgjorthed. Temaer, der generelt gør sig bedre som læse- og tankestof inden man selv har forladt ungdommen og er blevet kynisk og uimponeret. Det er vel også derfor, at Steppeulven blev kultroman for ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne. Nok også på grund af bogens eksplicitte beskrivelser af sex og rusmidler, som også var meget opsigtsvækkende, da bogen udkom i 1927. De har dog svært ved at få en læser op af stolen i dag. Jeg blev egentlig introduceret for romanen, da jeg var femten år gammel og netop gik med mange af de tanker, som jeg genkender i romanen i dag. Det var en dygtig filosofi- og latinlærer, som gav mig den efter at have læst en af mine opgaver. Han mente, at jeg ville få meget ud af at læse Steppeulven, som satte ord på mange af de følelser, jeg tilsyneladende gik rundt med. Men af uransagelige årsager fik jeg den ikke læst. For jeg var også en femtenårig med mere jordnære interesser, som tog min tid. Hvor var det dumt, jeg ikke tog imod rådet. Jeg ville uden tvivl have følt en stor lettelse ved at blive genkendt og talt til af en stor forfatter på tværs af tid og sted. Men nu, seksten år senere, har jeg endelig fået Steppeulven læst. Og jeg forstår, hvor god en anbefaling den var. Også til mit nutidige jeg. For naturligvis forlader tankerne om selvet, naturen, samfundet og sammenhængen mellem de tre aldrig én, når man…

Der er flere mennesker jeg ser op til. Forfattere, der formår at gengive alt det et menneskeliv er gjort af. Folk, der påvirker verden med deres ord og tanker. Familiemedlemmer, der har inspireret mig til at være den, jeg er. Komponister, der kan røre mit inderste med deres musik. Men hvis jeg skal pege på mit største idol, må det være Elizabeth den første af England. En engelsk regent fra 1500-tallet, som jeg ikke har nogen personlig relation til og kun kender gennem overleveringer. Jeg har nogle gange været tilbageholdende med at sige det, for det lyder selvfølgelig åndssvagt. Hvordan kan man være kæmpe-fan af et menneske, man aldrig har mødt og som man ret beset ikke kan gøre sig troværdige forestillinger om? Måske er det bare myten om Elizabeth den første, der til stadighed fascinerer og inspirerer mig. Men det gør heller ikke noget, hvis det er tilfældet. For det en slagkraftig og storslået myte, som alle kvinder – og mænd – kan bruge som inspiration og forbillede i deres eget liv. Jeg blev i første omgang introduceret til historien om Elizabeth den første, da jeg som tolv-tretten-årig så filmen ”Elizabeth” af Shekhar Kapur med Cate Blanchett i hovedrollen som Elizabeth den første. Jeg var dybt fascineret og ville vide mere, og da jeg kort efter læste ”Jomfrudronningen” af Susan Kay, var jeg solgt. Jeg havde fundet et idol, som ingen sanger, skuespiller eller forfatter kunne måle sig med. Hun havde naturligvis også historiens vingesus på sin side og en helt enestående position i verden, men hun fremstod også som et kvindeligt forbillede, som kunne alt det, jeg kunne ønske mig af sådan et. Siden har jeg læst alt om hende, som jeg har kunnet komme i nærheden af, både skøn- og faglitteratur, og jeg har også udvidet min…