De 5 bud: Historier om (det heteroseksuelle) ægteskab

Et af de helt store temaer i litteraturen er forholdet mellem ægtefæller. Derfor handler denne uges indlæg om fem bud på historier, der har ægteskabet som omdrejningspunkt. Det vil sige det heteroseksuelle ægteskab, som af historiske årsager fylder mest i vestlig litteratur. Heldigvis kommer der, i takt med at andre former for seksualitet og forhold bliver mere normaliseret, flere og flere romaner, film og skuespil, som tager udgangspunkt i andre former for forhold og ægteskaber. Bevidstheden om og længslen efter andre mulige konstellationer fornemmes dog også mellem linjerne i flere af klassikerne. Noget af det som kendetegner fortællingerne om det heteroseksuelle ægteskab, især når man går til klassikerne, er det magtforhold som fandtes mellem ægtefællerne, navnlig i forrige århundrede. Interesser, formåen, status og rollefordeling var uløseligt bundet til kønnet, til stor frustration og ulykke for navnlig mange kvinder, som var underlagt deres mænds luner og beslutninger. Med mindre de traf nogle drastiske valg, som satte dem i risikable situationer. Kærlighed fylder heldigvis også en del i dette tema, men det er navnlig udfordringerne, uligheden, rollefordelingen, tabet af identitet og forspildte drømme chancer, som der bliver lagt vægt på. Forfatterens rolle er som bekendt at udstille og udfordre kulturen, og ægteskabet og måden det fungerer på – eller netop ikke fungerer – afspejler om noget det omgivende samfund og de uretfærdigheder det byder sine borgere ud fra blandt andet køn. Her kommer mine fem bedste bud på historier om ægteskabets muligheder og begrænsninger, ganske vist i fortiden, men med tråde helt frem til i dag. Udover temaet er der tale om store læseoplevelser.   Portræt af et ægteskab af Nigel Nicolson Portræt af et ægteskab er interessant af flere forskellige grunde. For det første omhandler romanen store engelske berømtheder fra første halvdel af 1900-tallet. For det andet handler romanen om en…

Lone Star

I Lone Star reflekterer Mathilde Walter Clark over forholdet til sin amerikanske far. Hendes danske mor blev skilt fra ham, da Mathilde var et år gammel, og moren tog sit barn med sig tilbage til Danmark. Da Mathildes stedfar mange år senere dør, sætter det tanker i gang hos Mathilde, der beslutter sig for at undersøge forholdet til sin egen far, inden det måske er for sent. Den amerikanske far, John, har også fået ny kone og nye børn. Mathilde har besøgt dem om sommeren som barn, hvor hun tydeligt mærkede sin stedmors modstand mod hende og havde svært ved at komme tæt på faren, som først og fremmest var optaget af sit arbejde som atomfysiker. Han kom også til København på besøg, men det meste af deres forhold bestod i brevform. Læs også: Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten Forholdet bliver ekstra kompliceret, da stedmoren på et tidspunkt forbyder Mathildes far at have kontakt med sin ældste datter. Det bliver anledning til, at de to mødes væk fra hans hjem, bl.a. på konferencer og på et tidspunkt i Texas, hvor Mathilde Walter Clark får nye perspektiver på sin far og deres fælles familiebaggrund i sydstaterne. Dér, i rammen af familiefortællingen og blodets bånd, der tilsyneladende flyder i en uafbrudt strøm fra generation til generation i syden, går atomer og tilhørsforhold op i en højere enhed. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om romaner, der har forældre og forholdet til dem som tema, blandt andet i forbindelse med listen De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre Og Mathilde Walter Clarks bog skriver sig delvist ind her, men tilføjer elementet stedforældre, forældre på afstand og den dynamik, som kan opstå i skilsmissefamilier, når nye ægtefæller har svært ved at forlige sig med tidligere forhold og børn. Læs også: House of Many Gods…

Jul med Emma Gad

Forleden gik jeg sammen med tusindvis af andre danskere rundt i Indre By i København for at finde gaver til mine nærmeste. Man ved udmærket godt, hvad man går ind til, når man venter til december med gaverne:  mas og slid for at komme frem og tilbage i menneskehavet, som breder sig og opsnapper de ting, man også har på listen, for øjnene af én. Men det er også tradition og en vigtig del af julen, som giver os følelsen af et overordnet kulturelt fællesskab med hinanden. Vi har de samme forpligtelser på vejen mod det samme mål. Nogle af de butikker der var mest gang i denne formiddag, var byens boghandlere, og det kan man jo kun glæde sig over som bogelsker. Det er fantastisk, at folk er så vilde med at købe bøger til familie og venner. Og forståeligt, for bogen er den perfekte gave: altid personlig, kan gives til både de nærmeste og til folk, man kender mindre godt. Den er smuk, og den adskiller sig fra alle de brugsgenstande vi ellers køber og giver til hinanden. Den taler til noget andet i os. Da jeg gik rundt mellem bunkerne, fik jeg øje på en klassiker, som jeg straks genkendte uden nogensinde at have læst den. Emma Gads takt og tone. En del af vores fælles bevidsthed, selvom mange af os ikke har kigget den nærmere igennem. Vi ved bare, at er man i tvivl om noget i forhold til etikette og netop takt og tone, så er Emma Gad eksperten, man skal vende sig mod. Læs også: Min bedstemors historie Men hvorfor denne prominente plads i julehandlen? Der var ikke tid til at undersøge det nærmere, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på det, jeg egentlig søgte. Da jeg kom hjem med mine indkøb, fandt…

De 5 bud: Mine fem all-time favoritter

Det er svært at huske samtlige gode bøger, man har læst. Så snart sidste side er vendt og bogen lukket i, forsvinder de fleste store værker ind på den private boghylde et sted bag i hjernen. Der står de så og støver mentalt til indtil de, måske, bliver hentet delvist frem. Men nogle helt særlige bøger får lov til at holde sig i altid frisk erindring, fordi de bliver læst igen. Og igen. Og igen. Jeg har især fem forskellige bøger, som jeg har læst mere end én gang, og som jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse igen. Læs også: “Manuskripter kan ikke brænde” De kan nogle forskellige ting, og jeg kan lide dem af forskellige årsager. Men de har det tilfælles, at jeg efter måneder, nogle gange år, begynder jeg at savne dem. Jeg må have fat i dem igen og lade det særlige de nu hver især kan, strømme igennem mig som før. Det er helt indlysende, at de har min varmeste anbefaling.   På sporet af den tabte tid, Swans verden af Marcel Proust   Første bind af På sporet af den tabte tid (der er 13 i alt) hedder Swanns verden og handler om en lille drengs sommerferie på landet og hans observationer af sine forældre og deres venner. Blandt andet bruges de første cirka 20 sider på at beskrive, hvordan det er at være barn og blive lagt i seng, mens de voksne stadig er oppe. Beskrivelserne er så geniale og betydningsfulde og hvert et ord så ladet med mening, at hvis man følger ordentligt med, kan man få en fuldt detaljeret stemnings- og følelsesoplevelse, så man bliver sendt tilbage i sin egen barndom. Der bliver man overvældet af følelsen af, hvordan det var at være syv eller otte år…

Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten

I denne måned har streaming-tjenesten HBO Nordic premiere på serien ”Min Geniale Veninde”, som er baseret på en roman-kvartet af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanserien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, som altså har lagt navn til tv-serien og bliver efterfulgt af ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”. Der er ingen tvivl om, at historien om de to piger, Elena og Lila, og deres venskab, egner sig utrolig godt til serie-formatet, og jeg skal helt sikkert sidde klinet til skærmen den 19. november 2018, når serien bliver lagt på HBO. Men uanset kvaliteten af serien, og selvom det er en stor kliche, vil jeg alligevel slå et slag for, at man gør sig selv den tjeneste at læse bøgerne også. Historien er på mange måder et klassisk episk drama, forankret i to fantastiske hovedpersoner, hvis liv er spundet ind i en fascinerende og farlig kultur i Napoli. Historiens hjerte ligger i deres indbyrdes forhold og alt, hvad det udsættes for over tid, men er indlejret i en krop af farverigt italiensk liv. Historien om deres venskab afspejler således både en historisk udvikling i Napoli og i Italien, men også den universelle menneskelige udvikling fra barn til voksen. Historien begynder, da fortælleren Elena Greco sætter sig for at fortælle historien om sit venskab med veninden Raffaella Cerullo, kaldet Lila, som nu er sporløst forsvundet. Elena sætter sig til computeren og vender i tankerne helt tilbage deres venskabs begyndelse i 1950, hvor de møder hinanden i skolen i Napoli. Læs også: House of Many Gods Begge piger er fra begyndelsen bogligt stærke og har mange talenter, men kun den ene af dem får mulighed for at føre sine talenter ud i livet. Fattigdom, familieforpligtelser og forestillinger og forventninger til køn, prøver…

Anne Franks dagbog

Du har helt sikkert hørt om den. Sikkert også læst uddrag fra den. Jeg vil anbefale dig at læse den i sin helhed. Ikke bare fordi Anne Franks dagbog er medrivende og rørende, eller fordi enhver der har været teenager engang kan relatere til forfatterens tanker om forældre, det at være ung og at have store drømme for fremtiden. Men især fordi Anne Franks dagbog giver et unikt og autentisk vidnesbyrd om det, der skete engang og som kan ske igen. Til det sidste håber Anne Frank og hendes familie, ligesom mange andre, at det ikke går så galt. Men det gør det. I tiden efter 2. Verdenskrig sagde verdenssamfundet “aldrig mere”. Aldrig igen skulle noget så grusomt få lov at finde sted, som da Europas jøder næsten blev udslettet. Men det kræver, at vi husker. Nye generationer har hørt om jødeforfølgelserne, måske også besøgt mindesmærker og set film om fænomenet. Men den kollektive hukommelse af, hvad der skete og hvordan det skete, forsvinder fra generation til generation, hvis ikke den får et indspark. Anne Franks dagbog kan noget særligt, fordi den i kraft af sit format, fortæller historien indefra gennem en ung og uskyldig hovedperson, som vi kan relatere til og føle med på en måde, der får alvoren og smerten til at gå op for os på tværs af tiden, der er gået. Læs også: Den moderne kulturs historie Det er naturligvis også derfor, at bogen er en verdensklassiker og vel nok den mest berømte dagbog nogensinde. Den er skrevet af en ung, jødisk pige, som begynder at skrive i den på sin 13-års fødselsdag. Vi når at få et kort indblik i hendes hverdag med skole, veninder og hvad der ellers optager en 13-årig pige, inden alt forandres, da hun pludselig må gå under jorden sammen med sin…

House of Many Gods

Når jeg besøger et nyt land, er det blevet en rejsetradition for mig at gå ind i en boghandel og spørge efter deres mest populære, lokale forfatter. Det er jeg begyndt at gøre, fordi den lokale litteratur kan give mig en masse information og forståelse om et sted, som en rejseguide ikke kan. Man kommer nogle skridt længere ind i en kultur og et samfund, når man går gennem en god roman af en forfatter, der kender sit stof og bruger sin viden til at fortælle om sit hjemland og sin kultur. Og samtidig kommer man i kontakt med nogle forfattere, man ellers ville være gået glip af. Læs også: De 5 bud: Efterårs-læsning Jeg er lige kommet hjem fra tre ugers ferie på Hawaii med min kæreste. Ingen af os havde været der før, og vi blev meget begejstrede for både Big Island og Oahu, som var de to øer, vi besøgte. På Big Island i byen Kailua-Kona, hvor vores rejse begyndte, hjalp en sød boghandler mig med at finde den rette feriebog, som opfyldte mine kriterier om en roman af en anerkendt hawaiiansk forfatter, som handlede om kulturen og livet på Hawaii. Hun pegede straks på Kiana Davenport, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg forstod, står bag flere internationale bestsellere, blandt andet ”Song of the Exile” og ”Shark Dialogues”. Jeg valgte Davenports roman ”House of Many Gods”, som så ud til at have en meget fængende historie, der kunne holde mig vågen på stranden. Det havde den også! Læs også: En ærlig biografi om Ghita Nørby Handlingen i ”House of Many Gods” deler sig mellem Hawaii og Rusland fra 1960erne og frem. På Hawaii følger vi Ana, der bliver efterladt hos sine slægtninge af sin mor, da hun er barn. Hendes slægtninge er omsorgsfulde, men…

Alfabet og Sommerfugledalen

Jeg kan huske, at vi læste Inger Christensen i dansktimerne i gymnasiet. Jeg mener, at det var uddrag fra digtsamlingen ”Det” fra 1969, som var Inger Christensens gennembrud. Jeg husker også, at jeg tænkte, at det var sgu meget godt, men ikke noget, der talte direkte til mig. Ikke som de romantiske guldalderdigte for eksempel. Eller Tove Ditlevsens tidlige digte, som jeg kunne nogle af udenad. Det slog mig selvfølgelig ikke, at det nok var mit forståelses- og analyseniveau, der ikke var særlig udviklet på det tidspunkt. Jeg forstod ikke Inger Christensens digte. Jeg forstod ikke meningen med hendes talsystemer, grammatik og betydningssammenhænge. Og derfor sagde de mig selvfølgelig ikke noget. Det kræver øvelse af læse og forstå den litteratur, der arbejder med kompleksitet på flere niveauer, og som eksperimenterer med sprog og fortælling. Men tør man kaste sig ud i det, er øvelsen det værd. Man bliver mere stimuleret og får mere indsigt, følelse og viden til gengæld, når man investerer tanker og kræfter i sin læsning. Læs også: Hvornår har du sidst talt med din nabo? Det er næsten som med et nyt sprog. Hvis man ikke sætter sig ned for at lære at forstå fransk, så fremstår en fransk tekst som en mystisk, meningsløs gang volapyk. Ikke som et rigtig sprog med en klar og forståelig mening. Da jeg fornylig fandt Inger Christensens egen indtaling af ”Alfabet”, som bliver betragtet som Christensens hovedværk, og ”Sommerfugledalen”, slog jeg til. ”Alfabet” kombinerer alfabetet med Fibonaccis talrække (1, 2, 3, 5, 8, 13…). På den måde udspiller digtet sig på én gang i det matematiske og det alfabetiske system, mens det fortæller om kærligheden til livet, om mennesker og om angst for det onde, som mennesker gør. ”Sommerfugledalen” bliver læst op efter ”Alfabet” og er en såkaldt sonetkrans, som består…

De 5 bud: Efterårs-læsning

Alle fire årstider har noget skønt og særligt over sig, og for mig ville det være svært at skulle undvære nogen af dem. Tænk, f.eks. at bo i sommer året rundt. Den tanke virker nærmest klaustrofobisk på mig. Jeg kan lide at se årets forløb afspejlet i naturen og i vejret. Jeg er nødt til at mærke tiden på min egen krop. Nu er det som regel foråret og sommeren, der bliver hyldet i digte, sange og romaner. Og jeg holder også, ligesom alle andre, af at se verden komme til live om foråret efter en lang vinter. Alt er nyt og friskt og skrøbeligt smukt. Jeg har naturligvis også mine varme sommerminder. Og jeg holder af sommerens frihed og helt særlige stemning som kommer af, at vi alle sammen er ude blandt hinanden hele tiden og påskønner solen og varmen, fordi vi ved, det snart er forbi. Men for mig er efteråret alligevel den bedste årstid. Jeg elsker efterårets farver, naturen der trækker sig tilbage og føles mere vild og dramatisk end i de dejlige sommerdage, hvor mennesker og dyr hele tiden kan færdes ude og blive taget vare på af træer og blødt græs. I efteråret vender kulden og mørket snigende tilbage, og det er tid til at gøre klar, gå ind, tænde op og gør sig det bekvemt. Det er også tiden for influenza og forkølelser, for oprydning og træthed. Men det betyder ikke noget, for som nordbo er det sådan livet rigtigt er. Det er det, man kender. Det er dér, man føler sig hjemme. Snart kommer vinteren, snart bliver det jul. Og så er efteråret også et godt tidspunkt at sætte sig med en god bog og lade verden uden for passe sig selv. I denne uge får du derfor fem bud på bøger, der…

De 5 bud: Om køn og feminisme

Jeg tror egentlig altid jeg har været feminist. Også inden jeg vidste, at der var noget, der hed feminisme. Feminisme-begrebet dækker over en række politiske og sociale bevægelser og ideologier, som kæmper for, at kvinder får samme politiske, økonomiske, personlige og sociale rettigheder og muligheder som mænd. Fordi mænd og kvinder bør være ligestillet. For mig betyder det at være feminist navnlig, at jeg ser store problemer ved, at vi som mennesker bliver defineret og definerer hinanden ud fra køn. Det er meget begrænsende for alle køn, at vi absolut skal passe ned i den ene eller den anden kasse. At vi skal passe til de stereotyper, som vi har bygget op i samfundet over århundreder, om hvad det vil sige at være mand eller kvinde. Også selvom undersøgelser gentagne gange har vist, at der er større forskel på mænd intern og kvinder internt end der er mellem mænd og kvinder. For kvinder, har stereotyperne om dem blandt andet betydet, at kvinder generelt er blevet taget mindre alvorligt end mænd, og at de er blevet set som mindre kompetente, mindre troværdige og mere utilregnelige end mænd. Når vi ser mænd og kvinder forskelligt, bliver mænd og kvinder også opfattet og behandlet forskelligt. Det giver ulighed og manglende ligestilling. Det har haft store konsekvenser for kvinders muligheder for at leve det liv, de ønsker. Herunder at tage del i samfundet, i erhvervslivet, i videnskaben, i litteraturen og kunsten, i politik etc. Derfor er kvinder selv i 2018 underrepræsenteret på mange af disse vigtige områder. Områder, hvor man har indflydelse.   Gender Trouble af Judith Butler Min interesse for køn blev for alvor vagt, da jeg i løbet af min bacheloruddannelse i antropologi stiftede bekendtskab med den faglitteratur, der knytter sig til emnet køn. I sig selv var det interessant at finde…

En ærlig biografi om Ghita Nørby

Jeg er egentlig ikke den store biografilæser. Jeg har læst et par stykker efterhånden, men jeg er ofte tilbageholdende med at kaste mig ud i dem, for man kan meget nemt blive skuffet. For det første kan en biografi komme til at ødelægge de forestillinger, man har om en kendt person, som i første omgang gjorde én fascineret og interesseret i vedkommende. Myten om et menneske kan nemt blive pillet fra hinanden, når man zoomer ind på deres dagligdag og nære historie. Selv de største genier og idoler har haft dage med sure pligter, pengeproblemer, fedtet hår, patetiske tanker, selvmedlidenhed og kiksede beslutninger. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at høre om dem. Jeg kan jo lide disse mennesker for deres storhed og betydning. Omvendt kan biografier være utrolig kedelige, hvis de undlader at fortælle sandfærdigt og troværdigt om deres hovedperson. Læs også: Den moderne kulturs historie Mange biografi-forfattere bliver tilsyneladende enten så fascinerede eller taknemmelige over for den person, de skriver biografi om, at de glemmer at udfordre vedkommende til at tale om de ting, han eller hun ikke bryder sig om. De mindre pæne sider. De mere triste kapitler. Fejl og fortrydelse. Dér, hvor der virkelig var noget på spil. I stedet bliver det den rene hyldest sang, så man som læser gaber kæberne af led. For det er jo kun, når vi oplever en balance mellem lys og mørke, tryghed og farer, heltemod og fejhed i en historie, at det bliver interessant. Det gælder også for biografier. Det er, når de mennesker, vi læser om, træder frem som hele mennesker, at de bliver inspirerende og fascinerende for os andre. Når de fortæller om deres livsbane og deres succes i lyset af udfordringerne og problemerne. Vi vil gerne høre om deres mod, men også om dengang de var…