Som jeg skrev i mit forrige indlæg her på bloggen, er jeg så heldig at have arvet en masse gamle bøger fra min farmor, som jeg er i gang med at læse mig igennem. For nylig nåede jeg til “Edwardsgave”, en slægtsroman i fem bind efter Buddenbrooks forbillede. Fortællingen strækker sig fra 1754 til midt i 1890erne og fortæller historien om to sjællandske slægters storhed og fald på grund af manglende udvikling – kødeligt, åndeligt og forretningsmæssigt. Jeg kan ærligt sige, at jeg allerede kendte til Gyrithe Lemche, selvom hun ikke er et navn, vi husker særlig godt på: https://storyline.dk/2020/02/16/vi-husker-foerst-og-fremmest-de-mandlige-forfattere/, men ikke desto mindre er hun en af de store navne i dansk litteratur og med god grund. Stilen er indsigtsfuld…

  For tre år siden døde min farmor, som betød utrolig meget for mig. Det er svært at nævne alle de ting, som hun nåede at give mig, for der er så meget. Hun var en stor inspiration, ikke bare for mig, men for mange. Men især for mig, som var så tæt på hende fra jeg var helt lille. En af de mere konkrete ting, hun har efterladt sig, er en mindre bogsamling. Her taler jeg ikke om hendes egne bøger, altså dem hun skrev, men om gamle, fine klenodier af både dansk og international litteratur, som jeg husker fra hendes forskellige hjem gennem min barndom. Læs også: Min bedstemors historie Jeg fik lov til at arve en hel…

Jeg er vild med erindringsbøger, og jeg er ikke den eneste! Det er faktisk som om, at genren er eksploderet de senere år, både herhjemme og i udlandet. Ser man på bestsellerlisterne, er det blandt andet denne hybrid mellem fiktion og virkelighed, som folket vil have. Og det er jo klart. Hvem elsker ikke at få historien – den dramatiske, veldrejede version – fra den kendte hests egen mule? Her følger mine 5 bud på læseværdige repræsentanter for genren. De har alle det tilfælles, at de både rummer forfatterens egen fortælling, vedkommende og hjertegribende, men samtidig indeholder en større fortælling om en tid, et sted og en drøm. De handler om tiden før succesen og anerkendelsen, om kampen for at…

Indimellem er det godt at prøve ting, man normalt går udenom. Det gælder også bøger. Indrømmet, det er ikke ret tit, at jeg læser bøger, som ikke på en eller anden måde falder under kategorien litteratur i betydningen: værker der er skrevet som lyrik, prosa eller drama, og som i form og stil tilfredsstiller visse kunstneriske og æstetiske krav. Det er simpelthen den slags tilfredsstillelse, jeg søger, når jeg læser. Derfor læser jeg aldrig krimier og spændingsromaner. En hæsblæsende historie uden psykologiske lag og refleksioner keder mig simpelthen. Men der er jo som bekendt altid undtagelser til regler, og “Jordens salt” er en af dem. Jeg havde set romanen omtalt positivt flere steder, og da den dukkede op på min lydbogs-app, besluttede…

Når man først har indset det, kan man næsten ikke forstå, hvordan man tidligere har overset det: første sætning i en roman eller novelle er vigtig. Er den god, kan den blive definerende for hele værket. Den kan endda blive den krog, som får din fortælling til at blive hængende, husket og få en plads i litteraturhistorien. Det er selvsagt vanvittigt svært at skrive noget som helst, der kan leve op til det. Men som med næsten alt andet oplever jeg, at øvelse er nøglen til det hele. Og erfaring. Min erfaring er, at første sætning først bliver rigtig god, når jeg er nogenlunde i gang med historien og ved, hvem og hvad den handler om. Det er jo meget…

“Guds barmhjertighed” af Kerstin Ekman er en af de bøger, jeg har haft stående på min bogreol i årevis, men først rigtig fik taget hul på for nylig på grund af mit “læs-bogreolen-princip” (https://storyline.dk/2020/04/16/laeseprojekt-under-corona/). Det er et godt princip, for der er jo en eller anden grund til, at netop disse bøger er landet hos mig og er blevet hængende år efter år. Nogen syntes, at jeg skulle have dem, eller jeg har selv følt trang til at købe dem. Kerstin Ekmans bog fik jeg for snart tyve år siden, da den ikke var ret gammel, og at bogen udkom for nu mere end tyve år siden, fornemmer man på den ene side godt i både sprog og i den…

En bitter, 40-årig embedsmand sidder fra sin kælderlejlighed og udgyder sin skuffelse og vrede over samfundet, sine medmennesker og ikke mindst sig selv. Det lyder som en komedie, og det er komisk læsning, men tragikomisk. For hvem kan ikke genkende elementer af denne mand i folk, vi kender, eller i os selv? Hvem bærer ikke skuffelser og ydmygelser med sig i bagagen? Hvem har ikke ulmet af vrede og hævnlyst? Hvem har ikke måtte æde fornedrelse, udelukkelse og hån? I sin karikerede form bliver kældermennesket et spejl for os alle, der måske finder en trøst i genkendelsen af disse tabubelagte følelser, men også bliver gjort opmærksomme på, hvordan vi ikke reagerer hensigtsmæssigt på dem. Jo mere hovedpersonen insisterer på sin…

Der er noget særligt ved at gå i lag med et af de store værker. Forventningerne er tårnhøje, og man kan vel nærmest også indimellem føle en form for præstationsangst. Kan jeg opleve dette store, jeg står over for rigtigt? Godt? Dermed ikke sagt, at alle bøger som er udråbt til klassikere og storværker rent faktisk lever op til disse ærefulde prædikater, men det gør “Forbrydelse og Straf” efter min mening. Lad det være sagt med det samme, at læsningen kræver vilje og tålmodighed. Det er tungt stof på alle måder – sprogligt, tematisk og scenisk. Temaet er som altid hos Dostojevskij de mørke sider af mennesket og samfundet. I denne fortælling stilles spørgsmålet: Kan vi undgå at blive straffet…

“Kammerat Napoleon”, måske bedre kendt under sin engelske titel “Animal Farm” fra 1945 er en klassiker, som mange har stiftet sporadisk bekendtskab med, enten i gymnasiet eller som en af de mange fænomener, man har hørt om så mange gange, at man synes, man kender det så godt uden præcis at vide, hvad det er. Selv hører jeg til den første kategori. Jeg husker svagt at have læst et kapitel eller to af romanen til engelsk-undervisningen i gymnasiet, men som så meget andet i den periode, var det af pligt og ikke af lyst, og derfor blev mødet med dette sociale portræt kort og overfladisk. For nylig hørte jeg så den danske oversættelse som lydbog på Mofibo og havde en…

  Jeg er stor fan af Virginia Woolf, men læste for første gang “Til Fyret” i sin fulde længde for nylig. Romanen bliver sammen med Mrs. Dalloway og The Waves betegnet som hendes hovedværker. Når man kommer fra en moderne, skandinavisk roman, kræver det et øjebliks tilvænning at komme ind i Woolfs sprog og billeder. Woolfs skrivestil kaldes “stream of consciousness” – strøm af bevidsthed – og er et forsøg på at komme så tæt som muligt på vores måde at være i verden på som mennesker: den ene tanke afløser eller afbryder den anden, tusind indtryk fra vores omgivelser blander sig hvert sekund med vores indre, vores minder og vores fremtidsdrømme, ofte i en pærevælling, som hjernen konstant forsøger…