Kældermennesket

[caption id="attachment_967" align="aligncenter" width="321"] Kældermennesket af Fjodor Dostojevskij. Forlaget Lindhardt og Ringhof.[/caption] En bitter, 40-årig embedsmand sidder fra sin kælderlejlighed og udgyder sin skuffelse og vrede over samfundet, sine medmennesker og ikke mindst sig selv. Det lyder som en komedie, og det er komisk læsning, men tragikomisk. For hvem kan ikke genkende elementer af denne mand i folk, vi kender, eller i os selv? Hvem bærer ikke skuffelser og ydmygelser med sig i bagagen? Hvem har ikke ulmet af vrede og hævnlyst? Hvem har ikke måtte æde fornedrelse, udelukkelse og hån? I sin karikerede form bliver kældermennesket et spejl for os alle, der måske finder en trøst i genkendelsen af disse tabubelagte følelser, men også bliver gjort opmærksomme på, hvordan vi ikke reagerer hensigtsmæssigt på dem. Jo mere hovedpersonen insisterer på sin ret til at være med, til at blive anerkendt, til at få retfærdiggjort sine følelser, jo mere han giver afløb for sin forfængelighed og mindreværdskomplekser, jo mere udelukket og foragtet bliver han, ikke mindst af sig selv. Det er en fantastisk og universel social mekanisme, som Dostojevskij enkelt og målrettet får udpenslet. Som jeg skrev i sidste uge, da jeg anbefalede "Forbrydelse og straf", mener jeg, at man sagtens kan forsvare at læse russisk litteratur i øjeblikket, når det drejer sig om et verdens-ikon som Dostojevskij, som om nogen var en indædt kritiker af samfundsregimers undertrykkelse af almindelige mennesker, som i undertrykkelsen kun får udviklet deres egne mest afstumpede og onde sider. Derfor anbefaler jeg med god samvittighed også "Kældermennesket", en verdenskendt klassiker med en eviggyldig og aktuel tematik. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/kaeldermennesket_fm-dostojevskij_indbundet_9788727002279