Vil du læse den igen?

Under corona-nedlukningen gav jeg mig selv den udfordring at begynde at læse alle de bøger, jeg havde på min bogreol i stedet for at købe nye: https://storyline.dk/2020/04/16/laeseprojekt-under-corona/. Som mange andre havde jeg nemlig masser af ulæste værker stående, som jeg i årevis bare er sprunget let hen over, men ikke desto mindre har slæbt med mig fra flytning til flytning. Til hvad nytte? Når man er glad for bøger, vokser ens bogsamling automatisk over årene. Min var efterhånden virkelig stor. Og da jeg gik i gang med mit corona-projekt, opdagede jeg, at nogle af de bøger jeg havde, egentlig ikke rigtig sagde mig noget. Jeg læste dem alligevel, det havde jeg forpligtet mig til, men ville jeg komme til at læse dem igen? Højst sandsynligt ikke. Derfor lavede jeg endnu en regel til mit store bogreols-maraton. Efter hver bog spørger jeg mig selv: vil du læse den igen? Kommer den dag, hvor du får lyst til at tage den ned igen og læse den forfra? Hvis svaret er nej, er det tid til at sætte den fri. Hvis den ikke er noget for mig, hvorfor skal den så stå og tage plads i min stue? Jeg er allerede godt i gang med dette oprydningsarbejde, og er nu på min anden velvoksne sæk af bøger til Røde Kors. Det giver et overblik og en tilfredsstillelse at skille sig af med ting, der ikke bidrager med noget særligt til ens hjem og ens liv. Det gælder altså også bøger. I hvert fald for mig. Oprydningen betyder, at det tynder ud i samlingen, som til gengæld har fået plads på en mindre og mere elegant bogreol, stadig prominent placeret i mit hjem, men udelukkende til bøger der virkelig betyder noget for mig, og som jeg forestiller mig, at jeg læser igen en dag.