Forår = Romantik = Austen

De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre

Forældrepar. Cirka 1904

Forældrepar. Cirka 1904

 

Forældre, navnlig de uduelige, fylder en hel del i både dansk og international litteratur. Et væld af forfattere har gennem tiden stillet skarpt på det essentielle forhold mellem børn og deres forældre, ofte med lån fra egen historie.

Nogle romaner behandler mødrene, andre fædrene. Andre igen tager udgangspunkt i forældrene som en samlet, uovervindelig og frygtet enhed i barndommen.

Forholdet til far og mor er godt læsestof, for selv hvis forholdet til vores egne forældre hverken er betændt eller tilnærmelsesvis så op ad bakke som i bøgerne, kan de fleste af os alligevel genkende dele af frustrationerne, konflikterne og den til tider komiske dynamik mellem forældre og børn.

Vores forældres valg former os og vores liv, og ingen af os er vel rigtig i stand til nogensinde at lægge barndommen helt bag os.

Som med så mange andre af livets forhold er litteraturen et oplagt sted at gå hen for at få sine følelser og oplevelser spejlet, vendt og bekræftet. Det kan i mange tilfælde, heldigvis, give en fornemmelse af, at vi selv har haft det meget godt.

I andre tilfælde kan det give en forløsning at blive set af en anden, en forfatter, som har oplevet lignende episoder og følelser som en selv.

Barndommen som tema er interessant og vi ved, hvor meget den betyder. Uanset hvilket forløb den har.

Derfor er børneopdragelse også altid til debat. For hvordan opdrager man børn uden samtidig at ødelægge dem? Hvordan gør vi det bedre end generationerne før os?

Det er svære spørgsmål, som ikke har noget entydigt svar. Men der er metoder og rationaler, som vi ved IKKE er hensigtsmæssige. Hvilket litteraturen også har været med til at slå fast: Børn bliver ikke automatisk gode mennesker af at få tæsk. Børn bliver ikke mentalt stærke af at blive knækket. Børn sanser, føler og husker.

At være en god forælder er uden tvivl en svær kunst. Måske lykkes man med at undgå at gøre de ting, man selv hadede eller frygtede hos sine forældre som barn, men så får man til gengæld gjort noget andet, som man bliver holdt ansvarlig for, når børnene vokser op.

I denne top 5 har jeg imidlertid udvalgt fem romaner, der har nogle forældre som omdrejningspunkt, der er mere end almindeligt umulige.

Læs også De 5 bud: Arven fra landet

Jeg elsker denne type historier, hvor forældre-barn forholdet bliver udstillet i al sin gru og kompleksitet, for det er så stærke historier fulde af sårbarhed, magtspil, intensitet og anspændte situationer, hvor alle har noget på spil. De rummer kort sagt alt det, der skaber en god og fængende historie.

Det interessante er, at de fleste frygtelige forældre i litteraturen, og sikkert også i virkeligheden, føler at de gør deres bedste og tror, at de gør det godt. Det gør de bare ikke.

Når de kommer til orde i de historier, som river tæppet væk under dem og deres forestillinger om sig selv, er der ingen tvivl om deres intentioner.

De ville være gode forældre. Gerne bedre end deres egne forældre var det. De blev i stedet lige så slemme eller endnu værre. De formåede ikke at gøre sig fri af mørket og tildragelserne fra deres egen barndom.

De dårlige familiemønstre synes svære at bryde, og det er mange af forfatterne til de mere selvbiografiske fortællinger i denne genre bevidste om.

Enten holder de et skarpt øje med monsteret i dem selv i forhold til deres egne børn eller også vælger de slet ikke at få børn for at stoppe kæden. Til gengæld skriver de litteratur om deres rejse fra barn til forfatter.

For alle fem bud gælder det, at de gør sig godt til enten at spejle sig i eller til at gyse velbehageligt over på sikker afstand.

 

De 5 bud:

  1. Tove Ditlevsen: Det tidlige forår. Barndom/Ungdom
Det tidlige forår af Tove Ditlevsen. Læs mere på gyldendal.dk

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen. Læs mere på gyldendal.dk

En af dansk litteraturs superstjerner har gentagne gange beskæftiget sig med temaet barndom og forholdet mellem barn og forældre.

I ”Det tidlige forår”, som er den samlede udgave af Tove Ditlevsens to første erindringsbøger, ”Barndom” og ”Ungdom” fra 1967, er udgangspunktet Tove Ditlevsens egen opvækst og ikke mindst forholdet til moderen, Alfrida.

Alfrida er generelt utilfreds og lader sine skuffelser over livet gå udover datteren, som til gengæld higer efter hendes kærlighed og omsorg.

Tove er et ensomt barn, der ikke ved, hvor hun skal gå hen med sine uindfriede behov for anerkendelse og opmærksomhed. I sin dagbog har hun dog et frirum og en mulighed for at læsse af.

Forfattergerningen som en konsekvens af et problematisk forhold til en forælder er noget, som Ditlevsen deler med rigtig mange af sine kolleger.

Tove og Alfridas forhold er klassisk: de har masser af forventninger til hinanden, som ikke bliver indfriet, og i stedet opstår der vrede, frustration, sorg, medlidenhed og til tider had imellem dem. Det er et forhold, som det næsten gør ondt at se på, fordi kærligheden mellem de to er så uforløst og vedbliver at være en smerte.

Køb bogen her. (Indeholder reklamelinks)

 

2. Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Den der lever stille af Leonora Christina Skov

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov. Politikens Forlag.

”Den, der lever stille” er Leonora Christina Skovs seneste roman og handler om forfatterens egen barndom og tidlige ungdom hos forældrene i Helsinge. I Skovs familie er omdrejningspunktet moderens følelsesudbrud, som styrer alting og sætter rammerne for Leonora Christina Skovs opvækst.

Hendes far fremstår dog som fuldt ud medskyldig i datterens meget klaustrofobiske barndom, da han går forrest med vrede og bebrejdelser, når Christina igen har sagt eller gjort noget, der har fået moderen til at rive et stykke af den køkkenrulle, der altid står ved hendes plads, og tørre sine øjne. Det er ham, der altid vælger side til fordel for sin kone og lader datteren tage ansvaret for sin mors og resten af familiens sindstilstand og velbefindende.

Datteren får flere gange at vide, at hendes mor elsker hende, hun er bare ikke så god til at vise det. Hendes kærlighed kommer til udtryk gennem varmt tøj og madpakker.

Den voksne forfatter reflekterer i bogen over muligheden for, at disse basale omsorgshandlinger ikke var noget bevis for, at hendes mor virkelig elskede hende. Slet ikke taget i betragtning af de ting hun i øvrigt har sagt og gjort. F.eks. at det var datterens skyld, at hun, moderen, fik kræft.

Skov åbner i bogen et tabubelagt, men interessant og væsentligt spørgsmål: Er det en selvfølge, at forældre elsker deres børn? Og er nogle forældres så komplet mangelfulde evner som forældre ikke et bevis på, at forældre kan få børn uden at elske dem? Eller at de i hvert fald elsker sig selv og deres ægtefælle langt mere?

Køb bogen her. (Indeholder reklamelinks)

 

  1. Fader Vor af Marilyn French
Fader Vor af Marilyn French.

Fader Vor af Marilyn French. Foto: Therese

Marilyn Frenchs klassiker fra 1994 tager fat på faderen, patriarken, der et helt liv har manipuleret og tyranniseret sine partnere og sine børn for at få sin vilje. Især med sine fire døtre.

Han er en klassisk magthaver-figur, der i kraft af sin rigdom og sin politiske og sociale indflydelse ikke er vant til at blive sagt imod eller til at få et nej. Han har set sig selv som usårlig og uovervindelig, fordi han stort set var det.

Men hans bulldozeragtige adfærd (som minder temmelig meget om den vi har set eksempler på det sidste års tid i virkelighedens politiske system og underholdningsbranche) får et alvorligt hak, da han rammes af et hjerteanfald.

Anfaldet fører blandt andet til et kontroltab i forhold til hans fire døtre, som han har med fire forskellige kvinder og som han har gjort alt for at holde adskilt og i konflikt med hinanden. De samles om ham i hans hjem, og efter de indledende øvelser begynder de fire søstre at lære hinanden at kende, inklusiv deres personlige oplevelser med den mand, der har påvirket deres liv på forskellige dårlige måder.

Denne roman viser et af de mørkeste afdelinger af forældre-barn-forholdet, hvor forholdet er betændt med grænseoverskridende adfærd, ondskab og misbrug af magt i en sårbar relation.

 

  1. Med det hele af Charles Bukowski
Med det hele af Charles Bukowski. Bechs Forlag.

Med det hele af Charles Bukowski. Bechs Forlag.

Hovedpersonen Henry i Charles Bukowskis roman fra 1982 fortæller i bogens første kapitel, at noget af det første han husker er et juletræ og to store mennesker, der slås og skriger. Dernæst husker han:

”To mennesker. En større med krøllet hår, en stor næse, en stor mund, masser af øjenbryn. Den større person syntes altid at være vred, ofte råbende. En mindre person, stille. Rund i hovedet. Blegere med større øjne.

Jeg var bange for dem begge to.”

Henrys barndomshjem er præget af en forholdsvis passiv mor og en voldelig far, der lader sine indre dæmoner og frustrationer bl.a. over pengemangel gå udover sønnen, der ofte får tæsk.

Dette forældrepar er, ligesom forældreparret i ”Den der lever stille”, først og fremmest interesseret i og loyale mod hinanden. Barnet er og bliver den tredje. Et tredje hjul i sin egen familie. Næsten altid i vejen eller til overs. Derfor skal det altid rette ind og tilpasse sig familiens hovedpersoner.

Vold avler imidlertid vold, og Henry bliver selv en grænsesøgende, kynisk og voldelig dreng, der giver forældrene kamp til stregen. Han finder et frirum, først i alkoholen og så i litteraturen.

Romanen er dedikeret til ”Alle fædre”.

Køb bogen her. (Indeholder reklamelinks)

 

  1. Karl Ove Knausgård: Min kamp

Min kamp af Karl Ove Knausgård. Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Karl Ove Knausgård må være en af de forfattere, der er gået mest dedikeret til opgaven med at skildre og dissekere sin egen barndom og navnlig forholdet til sin far. Hans værk fra 2009-2011 om barndommen i Kristiansand strækker sig over seks bind.

Værket beskæftiger sig med en opvæksts mange forskellige facetter, men det tilbagevendende punkt og en rød tråd gennem de seks romaner er Knausgårds forhold til sin hårde og senere alkoholiserede far. Denne far er en meget fåmælt og ukærlig mand, som giver sønnerne Yngve og Ove bank for et godt ord.

Hverdagen i hjemmet er præget af frygten for tæsk, skæld ud og ydmygelser, selv når faderen ikke er tilstede. Børnene frygter konstant hans vrede, mens deres mor synes blind for omfanget af faderens tyranni over for de to drenge.

Min kamp handler således ikke bare om kampen mod og med sig selv, det gør den også, men også om kampen med en far, som ikke byder ind med noget som helst andet i sine børns liv end frygt og had.

Køb bogen her. (Indeholder reklamelinks)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Forår = Romantik = Austen