Indigo af Vita Andersen

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker.

Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer med.

Hovedpersonen i Indigo er barnet Vita, der lever en meget kaotisk barndom. Allerede som toårig kommer Vita på børnehjem første gang, og i de følgende år er hun ind og ud af forskellige børnehjem og institutioner. Noget hun hader, og som forfatteren beskriver med en udramatisk stil og med barnets håndgribelige oplevelser og perspektiver, som gør fortællingen og læsningen så intim, relatérbar og selvfølgelig hjerteskærende.

Mellem opholdene på de frygtelige børnehjem, hvor børn bliver bekræftet i, hvor alene og uønskede de er, er Vita hjemme hos sin psykisk ustabile mor, som vil være forfatter, men livet igennem har fået afslag på afslag af de forlag, som hun mener bevidst nægter hende en chance.

Om natten vækker hun sin datter, så de sammen kan gå ned og drukne sig. Hun præsenterer sine børn, navnlig datteren Vita, for klassisk omsorgsvigt. Enkelte lyspunkter opstår, når Vita kommer hen til sin onkel og tante, som hun får kærlighed og tryghed af. Det får hendes mor dog også ødelagt. Resten af tiden sendes Vita rundt mellem fremmede mennesker og morens bekendte, når moren ikke magter hende.

Vita døjer med forskellige fysiske udslag, f.eks. udslæt, som følge af den utryghed hun lever i. Hver dag handler om at overleve – enten blandt andre børn og voldelige lærerinder på børnehjemmene, hos den utilregnelige mor eller hos fremmede mennesker. Den kaotiske og fragmentrede barndom bliver sat på form i Vita Andersens måde at fortælle på, som ligeledes er fragmentarisk og foregår i spring fra nedslag til nedslag.

Hovedpersonen er naturligvis Vita og den skam og desperation hun lever med over at være et uønsket barn, overladt til inkompetente voksne og kolde institutioner. Men meget handler også om moren og hendes ulykkelige liv i sengen med uopnåelige forfatterdrømme. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Vita Andersen selv begyndte at skrive og kunne skrive udenom den tunge bagage fra sin mor og hendes tabte bestræbelser.

Forhåbentlig kommer der en fortsættelse!

Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/indigo_vita-andersen_haeftet_9788763833646