Min bedstemors historie

De 5 sommer-romaner

Østre Anlæg. Foto: Therese

Sommertid er læsetid. For mig hører en god bog lige så meget sammen med sommeren som rosé og badetøj, for det er i sommermånederne, at jeg tager mig mest tid til at læse.

Jeg har denne sommer sat mig et mål, der hedder 5 romaner inden 1. september. Der må gerne komme flere på listen, men de 5 skal absolut læses (eller høres). Jeg håber, at I vil holde mig op på det!

Min læseplan for denne sommer er:

  1. ”Spejl, skulder, blink” af Dorthe Nors

  2. ”Mit navn er Rød” af Orhan Pamuk

  3. ”Øst for paradis” af John Steinbeck

  4. ”Et lille liv” af Hanya Yanagihara

  5. ”Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle

Du kan se, hvordan det går med min liste her.

To af bøgerne på sommerens læseplan. Foto: Therese

Jeg skriver selvfølgelig en anmeldelse af dem efterhånden som jeg bliver færdig med dem! Bare klik på bogens titel for at komme ind på anmeldelsen.

I mellemtiden har jeg sammensat 5 bud på godt læsestof til ferien, som du kan bruge her og nu, uanset om du skal ligge ved en pool på et luksushotel, campere, på aktiv ferie med brug for restitution om aftenen eller slappe af i sommerhuset.

For mig skal en god sommerroman have en god fortælling. Det er vigtigt, at man bliver godt underholdt og revet med af historien, når romanen er den eneste eller vigtigste underholdning, man har ved hånden.

Det må gerne være svært at lægge den fra sig.

Samtidig må fortællingerne meget gerne udvide min viden og forståelse af et bestemt sted, en bestemt kultur eller en historisk periode. Selvom jeg er gået på sommerferie, behøver min hjerne ikke at lukke helt ned, når jeg læser.

Jeg føler mig også bedre underholdt og afslappet, når jeg har fået nogle historier ind, der har saft og kraft på flere planer. Det giver mere næring til sjælen, som jo også trænger til ferie og restitution.

Det giver desuden en god følelse at have brugt ferietiden på at få ny viden og indsigt med hjem.

De 5 bud:

  1. Min geniale veninde af Elena Ferrante

Min geniale veninde af Elena Ferrante. Politikens Forlag.

Elena Ferrante er pseudonymet for den italienske forfatter, som står bag Napoli-serien, der i løbet af de sidste to år er blevet en international succes og udgivet i mere end 40 lande.

Serien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, hvor fortælleren Elena finder ud af, at hendes barndomsveninde Lila, ikke er vendt hjem til sit hus i Napoli. Hun har desuden skåret sig selv ud af familiens fotos og taget sine ejendele med sig.

Dette bliver anledning til, at Elena genfortæller historien om deres komplicerede venskab under fattige kår, traditionelle kønsroller og hårde opdragelsesmetoder i 1950’ernes Napoli.

Elenas beretning begynder, da Elena og Lila er otte år gamle. Begge piger er dygtige i skolen, men Lila må gå tidligt ud, fordi forældrene ikke vil betale for hendes videre skolegang, selvom hun har talent, især for at skrive.

I stedet bliver hun som fjortenårig sat til at arbejde i familiens skomagerværksted. I frustration og vrede opgiver Lila helt at læse og interessere sig for skønlitteratur. Elena fortsætter derimod både skolen og interessen for litteraturen.

Romanen handler om et særligt venskab mellem to piger, senere kvinder, om udviklingen fra barn til voksen, om familier og om de ulige betingelser vi mennesker har for at realisere os selv og vores drømme.

De fire romaner i serien hedder på dansk ”Min geniale veninde”, ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”.

Bogen kan købes her.

 

2. Dødevaskeren af Sara Omar

Dødevaskeren af Sara Omar. Politikens Forlag.

Sara Omars roman ”Dødevaskeren” er en utrolig barsk fortælling om kvindeundertrykkelse og overgreb i Kurdistan, Irak i 1980erne.

Jeg har efterhånden læst og hørt så mange ubehagelige beretninger under temaet kvindehad og overgreb på kvinder, at jeg oftest ikke bliver overrasket over den ondskab, som så mange steder og til alle tider er overgået kvinder. Men jeg må sige, at jeg endnu engang fik følelsen af chok og rædsel, da jeg læste Omars roman.

Romanen tager udgangspunkt i Sara Omars familie og deres omgangskreds, som har forskellige tilgange til, at hun ikke er en dreng, men kun en lille pige, som i sig selv ikke er noget værd.

Omar fortæller om begivenhederne omkring sin fødsel og tidlige barndom i et Kurdistan, der er præget af krig, folkedrab og had. Om dynamikken i familien, mellem hendes forældre, mellem bedsteforældrene og generationerne imellem.

Det er skam, frygt, frustration og undertrykkelse, der dominerer hverdagen, ikke mindst for kvinder og den lille pige, som i romanen hedder Frmesk.

Som læser sidder man rædselsslagen tilbage med en utrolig sympati for de mennesker, der trods mængden af had, tabuisering og frygt stadig kæmper for det gode. Det er hård men vigtig læsning for alle, uanset køn, politisk ståsted eller religiøs overbevisning.

Bogen kan købes her.

Læs også: Min bedstemors historie

 

3. Koral af Suzanne Brøgger

Koral af Suzanne Brøgger. Forlaget Gyldendal.

”Koral” er en selvbiografisk roman af Suzanne Brøgger, som reelt er en forkortet udgave af Brøggers triologi ”Creme fraiche” (1978), ”Ja” (1984) og ”Transparence” (1993).

Det er navnlig ”Ja”, som bliver genfortalt i ”Koral”, men fra et nyt perspektiv, fordi forfatteren har forandret sig. Omdrejningspunktet i ”Ja” er et kærlighedsforhold til en mand som ikke kan leve med, at fortælleren (Brøgger) på det tidspunkt er ved at blive en offentlig figur og en myte i Danmark.

Men ”Koral” handler også om opvæksten i Thailand, eksperimenterende sex, rejser, længsel efter frihed fra alle de snærende bånd i samtiden, identitetssøgen og 1960’ernes og 1970’ernes kønsroller, navnlig kvinderolle.

Da jeg hørte romanen som lydbog fornylig, bed jeg mærke i, hvor meget af det Brøgger skriver om samfundets og mænds forventninger til kvinder i alle livets forhold, desværre stadig er på spil i 2018.

Bogens beskrivelser af mænds reaktioner på den dengang uhørt frihedssøgende og eksperimenterende Brøgger er skræmmende genkendelige fra nutidens Facebooktråde på indlæg fra kvinder, der udfordrer køn og kønsroller, som enten bliver verbalt overfaldet eller får tilsendt dickpics.

Eller de reaktioner kvinder får på Tinder og andre steder, når mænd bliver afvist af kvinder, som de mener, skylder dem kontakt og anerkendelse (se for eksempel den tragikomiske Instagram-profil Bye Felipe).

”Koral” er således utrolig relevant og inspirerende læsning i kølvandet på #MeToo og nutidens ligestillingsdiskussioner og problemer. Desværre, må man sige. Samtidig har Brøgger en konstant humoristisk tone og sproglig underfundighed, som hun også bruger som redskab til at udstille og spejle sig selv og de samfund hun bevæger sig i.

Bogen kan købes her.

 

4. ”Havets katedral” af Ildefonso Falcones

Havets Katedral af Ildefonso Falcones. Forlaget Cicero.

Mange danskere har været mindst én gang i Barcelona, og uanset om turen går dertil denne sommer eller senere, giver Ildefonso Falcones roman ”Havets katedral” et interessant og medrivende indblik i byens historie.

Romanen foregår i Barcelona i middelalderen, hvor hovedpersonen Arnau bliver født som livegen på landet og under kummerlige forhold. Han bliver imidlertid ført til Barcelona af sin far, som flygter med ham fra den onde Lensherre.

Hvis far og søn lykkes med at bo i byen et år og en dag, bliver de borgere i Barcelona og kan ikke længere rammes af deres forfølger. Barcelona er dog også fuld af udfordringer og barske vilkår. Opførelsen af den smukke katedral Santa Maria de la Mar er dog et lystpunkt som spreder skønhed og guddommelighed i en ellers voldelig og kold middelalderverden.

Havets Katedral ligger endnu i Barcelona og er klart et besøg værd, ikke mindst når man har læst Falcones forestillinger om dens betydning for de mennesker, der opførte den for så længe siden.

Bogen kan købes her.

 

5. “Analfabeten der kunne regne” af Jonas Jonasson

Analfabeten der kunne regne af Jonas Jonasson. Forlaget Modtryk.

”Analfabeten der kunne regne” er en af de fantastiske fortællinger, som er Jonas Jonassons kendetegn. Det er en absurd og fascinerende fortælling om helt utrolige hændelser og konsekvenser, som enten skyldes tilfældigheder eller de højere magter, der ønsker at udligne og kompensere de store forskelle i menneskers udgangspunkter og motivationer i livet. Det er op til fortolkning.

Hovedpersonen Nombeko vokser op i Sydafrika under apartheid uden nogen særlige fremtidsudsigter. Hun har dog et kæmpe talent for at regne, hvilket ad vanvittige omveje ender med at gøre hende til rådgiver for den inkompetente chef for Sydafrikas kernevåbenprogram.

Herefter går det slag i slag med umulige situationer, som forfatteren imidlertid giver sine hovedpersoner mulighed for at overkomme på forunderlige og morsomme måder.

Romanen leger med tanken om, at enhver har en rolle, nogle gange en meget overraskende en, at spille i andre menneskers liv og i vores fælles historie. Desuden er intet i denne verden umuligt, og ingen situation og intet udgangspunkt så mørkt, at der ikke pludselig kan komme lys.

Disse pointer bliver i høj grad også hjulpet på vej af romanens lette og humoristiske fortælleform, som gør den til en selvskreven roman til sommerens læseliste, men også til din læseliste i det hele taget.

Bogen kan købes her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Min bedstemors historie