Til fyret

Kammerat Napoleon

Kammerat Napoleon af George Orwell. Forlaget Gyldendal.

“Kammerat Napoleon”, måske bedre kendt under sin engelske titel “Animal Farm” fra 1945 er en klassiker, som mange har stiftet sporadisk bekendtskab med, enten i gymnasiet eller som en af de mange fænomener, man har hørt om så mange gange, at man synes, man kender det så godt uden præcis at vide, hvad det er.

Selv hører jeg til den første kategori. Jeg husker svagt at have læst et kapitel eller to af romanen til engelsk-undervisningen i gymnasiet, men som så meget andet i den periode, var det af pligt og ikke af lyst, og derfor blev mødet med dette sociale portræt kort og overfladisk. For nylig hørte jeg så den danske oversættelse som lydbog på Mofibo og havde en helt anden oplevelse med bogen, som jeg gerne vil anbefale her.

Hvad er det så “Kammerat Napoleon” kan? For det første brillerer romanen med sin enkelhed og præcision. Det gælder for sproget, der er udtryksfuldt, men klart og hele tiden “to the point”. Der er ikke et ord for meget, men kun netop de ord, der skal til for at gøre meningen og billedet helt klart for læseren. Det er utroligt svært at opnå i en tekst, og kun få forfattere mestre det. Ikke desto mindre er det en nydelse at komme ud for som læser.

Og det helt skønne ved romanen er så, at dette præcise sprog matcher den meget enkle, præcise fortælling. Tingene passer sammen. Tak.

Kort fortalt er “Kammerat Napoleon” historien om en gruppe dyr på en bondegård, der gør oprør mod gårdens ejer og hans tyranni (herligt!), men med tiden bliver sendt tilbage i tyranniet, da de nye ledere blandt dyrene, grisene, selv korrumperes af magten og bliver nye undertrykkere af deres med-dyr.

De nye generationer på gården husker ikke, hvorfor grisene overtog magten og til hvilket formål, men affinder sig med tingenes tilstand. Til sidst er frihedsregimet blevet mange gange værre end det oprindelige, og værre endnu, de nye undertrykkere har den ekstra fordel, at de har frihedsfortællingen i ryggen. Lyder det bekendt?

“Kammerat Napoleon” portrætterer helt enkelt og ironisk, hvordan regimer opstår og holder på magten ved at udnytte menneskers håb og trang til frihed og tro på ideologier. Derfor er romanen desværre også evig aktuel, også i vores tid, og i høj grad værd at læse og fundere over.

Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/kammerat-napoleon_george-orwell_haeftet_9788702291865

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Til fyret