Verdens bedste (mest hypede) roman

Vi husker først og fremmest de mandlige forfattere

Sødalsfolkene af Marie Bregendahl, en ofte overset dansk forfatter. Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC Anne Birgitte Richard mødte som ung studine op på filologisk laboratorium for at finde værker af den kendte svenske forfatter Victoria Benedictsson, men fandt ikke noget. Heller ikke under pseudonymet Ernst Ahlgren.

”Jeg spurgte bibliotekaren lige så flinkt: hvorfor står der ikke noget af hende? Hun svarede: ’Jamen hun er jo ikke interessant. Kun for hendes forhold til Georg Brandes’.”

Lige siden har Anne Birgitte Richard været opmærksom på den ulighed, der er mellem mandlige og kvindelige forfattere i litteraturhistorien. Hun har selv været medarbejder på Nordisk Kvindelitteraturhistorie, hvor man blandt andet har forsøgt at  skrive litteraturhistorie udelukkende på kvindelige forfattere for at se om det kunne lade sig gøre.

”Man kan faktisk sagtens skrive litteraturhistorie på kvindelige forfatterskaber, for de har været der gennem hele historien,” siger hun.

Frem til det 20. århundrede var der dog få kvindelige forfattere i Danmark, fordi det krævede noget uddannelse at skrive og skrive godt, og frem til 1903 var latinskolerne kun for drenge. Når det alligevel var muligt for nogle kvinder at skrive, har det ofte være private forhold, der har gjort sig gældende, f.eks. at der var nogle i hjemmet, der støttede dem, at de havde adgang til bogskabe eller blev hjemmeundervist af forældre og familiemedlemmer.

Frem til 1800-tallet skrev kvinder især breve og selvbiografier, og mod slutningen af 1800-tallet skabte de nye genrer som guvernanteromanen og emancipationsromaner. 

”Men de har også skrevet inden for alle andre genrer. Thomasine Gyllembourg, der skrev under pseudonym for ikke at genere familien, var fantastisk læst i samtiden, og Søren Kierkegaard skrev en hel afhandling om hendes værk ’To tidsaldre’ (1845). Hun er en af dem, man stadig kan læse, hvis man vil forstå Danmark i 1840’erne,” siger Anne Birgitte Richard.

Det var blandt andet litteraturhistoriker Vilhelm Andersen, der var medforfatter på en af de største danske litteraturhistorier omkring 1924, der opfandt begrebet kvindelitteratur, som han kaldte “en særegen provins af litteraturen.”

”Hvis man følger den konstruktion, er det nemt at glemme kvinderne igen, når de ikke bliver betragtet som rigtig litteratur,” siger Anne Birgitte Richard.

”Thomasine Gyllembourg skriver inde fra familierne, når hun sætter revolutionstiden i slutningen af 1700-tallet op mod borgerskabet i 1840’erne, men det er der også mange mandlige forfattere der gør,” siger hun.

Men fordi mændene kunne rejse mere ud i verden, fokuserer vi på de mandlige forfattere, der skrev om det hele. Det betyder ifølge Anne Birgitte Richard, at der er en halv historie, der bliver glemt.

”Det handler ikke kun om, at det er uretfærdigt, at man ikke læser kvindernes bøger, men også om, at der er en litterær tradition og et syn på verden og sproget som bliver glemt, når man ikke har kvinderne med eller har dem med i mindre omfang,” siger hun.

Der er enkelte stjerner som Karen Blixen, Inger Christensen og Tove Ditlevsen, der har formået at hægte sig fast. De bliver ofte brugt til at påpege, at litteraturhistorien skam har kvinderne med.

”Jeg tror bestemt, der er noget om, at det er de bedste, der bliver husket. Men nogle af de næstbedste, ikke kun blandt de mandlige forfattere, er også rigtig gode og fortjener at blive en del af pensum. Det er den måde, man overlever på som ældre forfatter. At der er nogle, der gør arbejdet med at skrive om én i litteraturhistorien. Det er ikke alle de kvinder, som vi har gravet frem som er så gode, at de skal stå side om side med H.C. Andersen og Pontoppidan, men der er nogle, der er rigtig gode,” siger Anne Birgitte Richard.

Hun er bange for, at det ikke bliver nemmere at huske de kvindelige forfattere, når der igen  kommer nedskæringer på universitetet.

”Når der er travlt, bliver det Pontoppidan og H.C. Andersen vi altid husker. Det kræver en ekstra anstrengelse at huske de kvindelige forfattere og skrive dem ind i litteraturhistorien og undervise i dem. Så når der ikke er overskud, forsvinder de tilbage i de sorte huller, hvor de blev gravet frem,” siger hun.

Uvidenheden omkring kvindernes historie gør os blinde

Ifølge Birgitte Possing er konsekvensen ved at overse historiens kvinder, at vi taber den fulde forståelse for, hvilke kulturelle rødder, vi bygger på. Vi taber en fornemmelse for mangfoldigheden i vores egen kultur, og bliver blinde over for den udvikling, vores samfund har været igennem. 

“F.eks. bliver der sagt i øjeblikket, at vi må forsvare Danmark og vores ligestilling mod indvandrere og flygtninge og folk, der tror på andet end kristendommen. Det er noget vås og sludder. Ligestilling havde vi ikke før for tyve år siden. Ligestilling er noget, kvinder har kæmpet for gennem de sidste halvandet hundrede år, og vi var på samme stade, som man er i mange muslimske lande i dag, omkring og lige før 1. Verdenskrig. Nu taler Bertel Haarder om, at hvis vi skal have en kulturkanon, skal vi også have kvindebevægelsen med. For 30 år siden var kvindebevægelsen noget af det mest væmmelige, man kunne nævne.” siger hun.

Den ulighed som kommer til udtryk i historieformidlingen er ifølge Robin May Schott udtryk for en teori af den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir fra bogen ”Det andet køn”, som kort fortalt handler om, hvordan hierarkiet mellem kønnene er indlejret i vores værdier og kultur. Manden har været set som subjektet, det menneskelige udgangspunkt, i litteraturen, historieskrivningen, filosofien, biologien osv., mens kvinden har været set som ’det andet køn’, som ikke selv er subjekt.

Det er dette traditionelle magtforhold mellem mænd og kvinder, som er med til at gøre kvinderne mindre synlige i historien og i samfundet generelt, mener Birgitte Possing.

”Jeg har været med til at skrive store historiske biografier om både Natalie Zahle (1827-1913), der lagde grunden for hele det offentlige uddannelsessystem i Danmark, og Bodil Koch (1901-72), som var minister under den kolde krig og var en af dem, der satte de største spørgsmålstegn ved den måde, som både den socialdemokratiske og den borgerlige blok førte koldkrigspolitik på. De to var blevet skrevet ud af historien inden for generel uddannelses- og politisk historie. De betød alt dengang. Igen og igen skal man gøre en særlig indsats for, at de kvinder, der udøvede en indsats, bliver husket” siger hun.

(Artiklen blev oprindeligt bragt på Featuring.dk som del af en længere artikel om kvinders manglende plads i historien.)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Verdens bedste (mest hypede) roman