Verdens bedste (mest hypede) roman

Hvordan kan man forholde sig personligt og meningsfuldt til en roman, der har opnået status som verdens bedste og sværeste roman i litteraturhistorien? Hvordan kan man lade være, når man skriver om bøger og læseoplevelser og har sat ovenstående roman på sin to-do liste?

Som mange andre har jeg i årevis holdt ærbødig afstand til James Joyces hovedværk ”Ulysses”. Romanen bliver set af de kyndigste inden for litteraturvidenskaben som det ultimative mestervæk inden for disciplinen romankunst, og ”Ulysses” har af samme grund en stor skare af læsere på samvittigheden, der har knækket halsen på bekendtskabet, som langt overstiger den eksklusive gruppe af læsere, der har formået at gennemføre. Når man sidder med værket foran sig, kan man derfor ikke lade være med nervøst at tænke: er jeg klog nok til at læse det her? Hører jeg til de udvalgte få eller til de mange?

Som flere af mine andre indlæg på bloggen bevidner, er jeg generelt stor fan af ”stream of consciousness”, som er den grundlæggende teknik i ”Ulysses” og som også blev brugt af bl.a. forfatterkollegaen Virginia Woolf.

Det på én gang svære og fantastiske ved ”Ulysses” er, at karakternes bevidsthedsstrømme ikke står alene, men er sat ind i en uhyre detaljeret kulisse, der rummer det meste af, hvad der kunne ses og opleves i snart hver en afkrog af Dublin den 16. juni 1904, endda med tråde og perspektiver ud til den store verden og historien! Der er referencer til al verdens ting i samtidens Dublin, herunder vandforsyningen, til biblen, Odysseen, kunsten, litteraturen, filosofien og katolicismen. Alt sammen blandet ind i hovedpersonerne Leopold Bloom, hans kone Molly og digterspiren Stephen Dedalus’ indre refleksioner, følelser og reaktioner på alt mellem himmel og jord den pågældende juni dag.

Rygraden i romanen er annoncesælgeren Leopold Blooms vandring gennem Dublin den 16. juni 1904. Han forsøger at sælge sine annoncer, han går til begravelse, møder romanens anden hovedperson Stephen Dedalus, går på bordel og ender til sidst hjemme hos sin kone Molly, som han ved har været ham utro i løbet af dagen. Det ville umiddelbart være en meget tynd handling, hvis ikke det var fordi, at romanen i virkeligheden handler om alt i en dag. Den simple handling eksploderer ved at være historien om almindelige menneskers liv på en almindelig dag i begyndelsen af 1900-tallet. Temaerne er derfor mange, men bundet sammen af det overordnede og umættelige tema – hvad det vil sige at være til.

Det var eftersigende helt bevidst fra James Joyces side at skabe noget meget gådefuldt og indviklet, som ville beskæftige litteraturprofessorerne i århundreder og dermed sikre hans egen udødelighed.

For mit eget vedkommende fik jeg gennemført turen, men læsningen tog mig fem gange længere end jeg normalt ville bruge på en roman af samme længde. Også selvom jeg slap kontrollen og forsøgte at følge strømmen, for det er regel nummer ét, når man er i bevidsthedsstrømme. Når kæden flere gange hoppede af for mig, handler det om, at sproget og fortælleteknikken – som var det nyskabende og provokerende i samtiden – i mine øjne er vokset fra historien og karakterne i løbet af den tid, der er gået.

Romanens tekst har en vitalitet og en overlegenhed, som stadig virker frisk og sprød, selvom mange har gjort Joyce stilen efter og udviklet på den. Som nutidig læser bliver man ikke helt så benovet over det direkte sprog og den ultimative nærhed til karakterne (deres inderste tanker og toiletbesøg) som man uden tvivl blev i 1922, da romanen udkom.

Men de betragtninger, refleksioner og perspektiver som Joyce bruger til at fortælle om livet og verden hører stadig til 1904-1922 og passer ikke længere som hånd i handske til den virkelige verden. Der er sket for meget. Her taler jeg ikke om de teknologiske og konkrete hverdagsdetaljer, der af naturlige grunde har forandret sig. Det er refleksionerne, der ikke længere er modige, nøgne, direkte og ærlige. De er blevet overhalet af tiden og fremstår i dag konservative, reaktionære og gammeldags.

Joyce var naturligvis produkt af sin tid og således også karakterne i hans bog, og det får en af de største forandringer fra 1904 til i dag til at stå tydeligt frem for mig. I forhold til Joyce og hans samtid har vi fordelen af en bevidsthed om mangfoldighed, privilegier og stereotyper, som ikke var almindelig kost i Joyces tid. Det er ikke Joyce skyld, men det bryder gang på gang illusionen og præmissen for mig.

James Joyce ser nemlig ikke Dublin helt, men ud fra et meget snævert perspektiv. Hans eget. Præmissen for romanen – at give et overvældende og detaljeret billede af Dublin på en enkelt dag for derved at fastholde et snapshot af menneskelivet – er derfor længere fra målet end Joyce måske ville have troet. Joyce har et utal af blinde vinkler og utroværdige stereotyper, som fastholder ham i hans egen tid, uanset at sproget, teknikken og gådeløsningen lever videre og holder hans navn og status som forfatter i live. Det gælder især romanens kvinder, mændenes syn på og beskrivelser af dem samt portrætterne af minoriteter.

Selvfølgelig er en forfatter og hans karakterer ikke det samme. Man får heller ikke indtryk af, at karakterne i ”Ulysses” repræsenterer Joyce på nogen måde. Men ikke desto mindre er romanen spækket med sin forfatters begrænsninger. Det ville i stort set alle andre tilfælde være en uretfærdig og dum bebrejdelse mod en forfatter, for ja, selvfølgelig er det sådan. Enhver forfatter er begrænset af sig selv og af sin tid. Men i lige netop dette tilfælde har Joyce taget det på sig at lave mesterværket over dem alle, portrættet af menneskelivet og den menneskelige bevidsthed, som alle efterfølgende forfattere på forhånd kunne opgive at leve op til. Joyce har lavet et formfuldendt portræt af livet ifølge Leopold Bloom og folk som ham. Men ikke meget mere.

At læse ”Ulysses” er derfor lidt som at sidde med en oldefar på plejehjemmet. Ligesom mennesker bliver romaner ældre, og de bør ikke respekteres eller anerkendes mindre af den grund. Men man må indimellem tage deres udtalelser om verden og livet med et gran salt. Der er nogle ret alvorlige huller i deres blik, som gør deres input til virkeligheden på hjørnet af 2020 mangelfulde.

Når det er sagt, vil jeg stadig anbefale andre at kaste sig over denne sagnomspundne roman. Mit råd er: Tag af den, hvad du kan bruge, lad resten ligge. Lad dig ikke lokke til total intellektuel kortslutning ved at gå i Joyce fælde og forsøge at skabe mening og sammenhæng i det hele. Den er der formentlig ikke. Tag ideen bag ”stream of consciousness” og overfør den til alle lag af Joyces fortælling.

Myriader af indtryk, stemninger og følelser rammer os på en enkelt dag, på en enkelt time, et enkelt minut – ja, i det enkelte sekund. Vi kan gribe noget af det og reflektere over det, men vi kan hverken rumme eller afkode det hele. Ikke engang over 800 sider. Det er ikke desto mindre et vilkår og et essentielt element af, hvad det vil sige at være til som menneske (omend det vi tager ind og den måde vi bruger det, er meget forskellig). Den pointe er mindst lige så rigtig 115 år længere inde i den moderne tidsalder, som da Joyce gjorde den konkret i ”Ulysses”.

Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/ulysses_james-joyce_indbundet_9788776955434