De 5 bud: Arven fra landet
[caption id="attachment_91" align="alignnone" width="1500"] På vej gennem Danmark. Foto: Therese[/caption]
Den gennemsnitlige velfærdsdansker står på skuldrene af generationer af bønder, og selvom almuen efter sigende mødte sin undergang i sidste årtusind, sidder arven fra landet og det lille landsbysamfund stadig i mange af os. Vi trækker stadig bevidst eller ubevidsthed på den nationale selvforståelse, som kom med andelsbevægelsens demokratiseringsproces, og hvad udad tabes, skal indad vindes.
Identifikationen med landet og bondesamfundet er desuden blevet overleveret til os gennem litteraturen. For nogle føles den landlige arv måske langt væk, men den ligger ikke desto mindre lige bag os som en skygge.
De sidste par måneder har jeg lavet en del slægtsforskning, og udover en række købmænd i de større byer, navnlig på min farfars side, er der bønder så langt øjet rækker. Nogle på de store gårde, andre fattige husmænd og kvinder, som fik ti børn, hvoraf som regel to eller tre overlevede til de blev voksne.
Selv er jeg født på Rigshospitalet, opvokset på Østerbro og i Gentofte og er dobbelt akademisk uddannet. Jeg er således en af dem, der umiddelbart befinder mig langt fra min slægt, og mange af mine forfædre ville uden tvivl vende sig i deres grave, hvis de så, hvor lidt jeg ved om enhver form for håndværk, madlavning og samarbejdet med jorden.
Alligevel har jeg altid følt mig tæt på dem. Det skyldes for det første, at jeg har kendt mine bedsteforældre godt, også et par oldeforældre. I min mors familie har slægten altid været tilstede i ord og billeder. Og selvom deres liv har været meget forskelligt fra mit, har de og deres liv altid været en del af mig.
Min oldemor fra 1914 kunne f.eks. selv fortælle mig om sin barndom og ungdom, og det Danmark hun kendte, som var et helt andet end det vi havde tilfælles i slutningen af hendes liv efter næsten 100 år.
For det andet har jeg vidst en del om slægterne på min farmors side, fordi min farmor har skrevet bøger om dem, hvilket selvfølgelig også har bragt mig tættere på dem.
Klinkevals handlede om min oldefars familie på Christianshavn, mens Lemvigkrøniken handler om min oldemors familie fra Lemvig. Min farmor har selv været bosat i Lemvig on and off de sidste tyve år, og derfor har jeg været i byen mindst én gang om året lige så længe. Gerne om sommeren. Jeg føler mig derfor i god kontakt med slægten der.
Læs også De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre
De sidste par år har min kæreste, vores hund og jeg boet på den gamle slægtsgård Nørre Vinkel, som i dag er golfhotel. Vi har som regel værelse i den gamle lade, hvor der er direkte udgang til min tipoldemors have, hvor min hund er ude at tisse om aftenen.
Det blæser stadig altid i den have, som det gjorde, da mine tipoldeforældre gik rundt der, og udsigten til Kabbel Herregård og Lemvig by er også den samme.
Jeg tror også, jeg har set en af dem.
Det var en aften sidste sommer. Vi var gået i seng og jeg lå og lyttede til blæsten udenfor. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen en mørk, tåget skikkelse stå i døråbningen og se hen på os.
Jeg kiggede ned på min hund. Han sad op og stirrede på den samme skygge. Han virkede ikke bange, så spøgelset måtte være venligsindet. Formentlig Ane eller Johannes eller en af de andre, som kom forbi for at hilse på.
Efter et par sekunder gled skyggen ned af gangen og ud af min synsvinkel. Hunden lagde sig som om intet var hændt og min kæreste sov uforstyrret videre. Når man kommer fra byen, bliver man altid slået helt ud af den iltmættede luft deroppe. Naturen og vejret kan ikke ignoreres der, for det er vildt og krævende. Derfor er folk generelt stærke. Både fysisk og mentalt.
Den styrke kan vi andre suge til os, når vi har brug for den.
At have styr på sine rødder er ikke livsnødvendigt, men det bidrager med en historisk forståelse og et lag til identiteten. Hvad end det er de helt personlige rødder i egen slægt eller den kollektive fortælling om det, der var engang.
Derfor har jeg denne uge samlet fem bud på romaner, som har fingrene dybt i den danske almue med alt, hvad det indebar af hårdt arbejde, naturens luner og devisen om, at slægt skal følge slægters gang. Det mener jeg, er oplagt læsning til sommerens ture rundt i det danske land.
Fortællingen om min egen familie og deres udfordringer står selvfølgelig øverst på min personlige liste.
De 5 bud:
- Lemvigkrøniken af Jane Aamund
- Sødalsfolkene af Marie Bregendahl
- Mærkedage af Jens Smærup Sørensen
- En Herregaardshistorie af Karen Blixen
- Vadmelsfolk af Jeppe Aakjær