De 5 bud: Arven fra landet

[caption id="attachment_91" align="alignnone" width="1500"] På vej gennem Danmark. Foto: Therese[/caption] Den gennemsnitlige velfærdsdansker står på skuldrene af generationer af bønder, og selvom almuen efter sigende mødte sin undergang i sidste årtusind, sidder arven fra landet og det lille landsbysamfund stadig i mange af os. Vi trækker stadig bevidst eller ubevidsthed på den nationale selvforståelse, som kom med andelsbevægelsens demokratiseringsproces, og hvad udad tabes, skal indad vindes. Identifikationen med landet og bondesamfundet er desuden blevet overleveret til os gennem litteraturen. For nogle føles den landlige arv måske langt væk, men den ligger ikke desto mindre lige bag os som en skygge. De sidste par måneder har jeg lavet en del slægtsforskning, og udover en række købmænd i de større byer, navnlig på min farfars side, er der bønder så langt øjet rækker. Nogle på de store gårde, andre fattige husmænd og kvinder, som fik ti børn, hvoraf som regel to eller tre overlevede til de blev voksne. Selv er jeg født på Rigshospitalet, opvokset på Østerbro og i Gentofte og er dobbelt akademisk uddannet. Jeg er således en af dem, der umiddelbart befinder mig langt fra min slægt, og mange af mine forfædre ville uden tvivl vende sig i deres grave, hvis de så, hvor lidt jeg ved om enhver form for håndværk, madlavning og samarbejdet med jorden. Alligevel har jeg altid følt mig tæt på dem. Det skyldes for det første, at jeg har kendt mine bedsteforældre godt, også et par oldeforældre. I min mors familie har slægten altid været tilstede i ord og billeder. Og selvom deres liv har været meget forskelligt fra mit, har de og deres liv altid været en del af mig. Min oldemor fra 1914 kunne f.eks. selv fortælle mig om sin barndom og ungdom, og det Danmark hun kendte, som var et helt andet end det vi havde tilfælles i slutningen af hendes liv efter næsten 100 år. For det andet har jeg vidst en del om slægterne på min farmors side, fordi min farmor har skrevet bøger om dem, hvilket selvfølgelig også har bragt mig tættere på dem. Klinkevals handlede om min oldefars familie på Christianshavn, mens Lemvigkrøniken handler om min oldemors familie fra Lemvig. Min farmor har selv været bosat i Lemvig on and off de sidste tyve år, og derfor har jeg været i byen mindst én gang om året lige så længe. Gerne om sommeren. Jeg føler mig derfor i god kontakt med slægten der. Læs også De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre De sidste par år har min kæreste, vores hund og jeg boet på den gamle slægtsgård Nørre Vinkel, som i dag er golfhotel. Vi har som regel værelse i den gamle lade, hvor der er direkte udgang til min tipoldemors have, hvor min hund er ude at tisse om aftenen. Det blæser stadig altid i den have, som det gjorde, da mine tipoldeforældre gik rundt der, og udsigten til Kabbel Herregård og Lemvig by er også den samme. Jeg tror også, jeg har set en af dem. Det var en aften sidste sommer. Vi var gået i seng og jeg lå og lyttede til blæsten udenfor. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen en mørk, tåget skikkelse stå i døråbningen og se hen på os. Jeg kiggede ned på min hund. Han sad op og stirrede på den samme skygge. Han virkede ikke bange, så spøgelset måtte være venligsindet. Formentlig Ane eller Johannes eller en af de andre, som kom forbi for at hilse på. Efter et par sekunder gled skyggen ned af gangen og ud af min synsvinkel. Hunden lagde sig som om intet var hændt og min kæreste sov uforstyrret videre. Når man kommer fra byen, bliver man altid slået helt ud af den iltmættede luft deroppe. Naturen og vejret kan ikke ignoreres der, for det er vildt og krævende. Derfor er folk generelt stærke. Både fysisk og mentalt. Den styrke kan vi andre suge til os, når vi har brug for den. At have styr på sine rødder er ikke livsnødvendigt, men det bidrager med en historisk forståelse og et lag til identiteten. Hvad end det er de helt personlige rødder i egen slægt eller den kollektive fortælling om det, der var engang. Derfor har jeg denne uge samlet fem bud på romaner, som har fingrene dybt i den danske almue med alt, hvad det indebar af hårdt arbejde, naturens luner og devisen om, at slægt skal følge slægters gang. Det mener jeg, er oplagt læsning til sommerens ture rundt i det danske land. Fortællingen om min egen familie og deres udfordringer står selvfølgelig øverst på min personlige liste. De 5 bud:
  1. Lemvigkrøniken af Jane Aamund
[caption id="attachment_107" align="aligncenter" width="336"] Lemvigkrøniken af Jane Aamund. Forlaget Høst & Søn.[/caption] Lemvigkrøniken er den samlede udgave af "Vesten for Måne" og "Udlængsel". Hovedpersonerne i Lemvigkrøniken er de to søstre Ane og Margrethe, som bor på proprietærgården Nørre Vinkel ved Lemvig. Gården har været i slægtens eje i generationer, og da der ikke er nogen sønner, er det den ældste datter, Ane, der med tiden skal arve gården. Hun har sans for at køre en stor husholdning og der står respekt om hende blandt folkene ligesom der gør om hendes far, som er en stor mand på egnen. Ane vælger imidlertid den kønne, men flyvske bager i byen, Johannes, som ikke lever op til Anes fars drømme om en svigersøn og efterfølger på slægtsgården. I det hele taget har den gamle Møller svært ved at forstå sine døtres valg. De to unge kvinder er meget forskellige, men er begge draget på hver deres måde af det nye. Margrethe drømmer om romantik og kærlighed som i bøgerne, mens Ane sammen med Johannes er blevet en del af den nye religiøse strømning i området, Indre Mission. Lemvigkrøniken handler om en bondeslægt i Vestjylland, som blev udfordret af forandringerne i samfundet og i de nye generationer. Christen Møllers generation var fra en kultur, hvor blod var tykkere end vand, og hvor man trods vejr, ulykker, sygdom og for tidlig død drev gården videre indtil næste generation tog over uden brok. Men på få generationer bliver meget forandret og det som virkede som en evig cyklus bliver brudt. Gården står der dog som sagt endnu. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/lemvigkroeniken_jane-aamund_hardback_9788763822367  
  1. Sødalsfolkene af Marie Bregendahl
[caption id="attachment_109" align="aligncenter" width="639"] Sødalsfolkene, bind 1-7 af Marie Bregendahl. Forlaget Lindhardt og Ringhof. Screenshot: Therese[/caption] Jeg stiftede først bekendtskab med Marie Bregendahl for et par år siden, da jeg fik anbefalet hendes hovedværk ”Sødalsfolkene”. Lige siden har jeg undret mig over, hvorfor det ikke er en fast del af pensum i både folkeskolen, gymnasiet og på litteraturvidenskab. Det fortjener en plads i danskernes litterære bevidsthed, for det lever fuldt ud op til klassikerne fra samme periode. Det røg i hvert fald straks ind på min litteraturliste, som en af mine absolutte favoritbøger. Fortællingen om sødalsfolkene skildrer også de begyndende forandringer i det førindustrielle samfund, hvor der begynder at opstå konflikter mellem individet og fællesskabet. De unge er betaget af det fremmede, ikke mindst de unge kvinder, som i strid med traditionen forlader hjemstavnen for at følge deres egne lyster. Det gør dem fremmedgjorte, ikke mindst for sig selv. De dør eller bliver sindssyge, selvom de forsøger at vende tilbage til fællesskabet på hjemegnen. Den begyndende individualisering betyder på den ene side, at lysten og følelserne bliver frigjort fra fællesskabets kontrol, men samtidig overtager parforholdet, hvor kvinden er fuldstændig afhængig af manden. Og da han i Bregendahls fortælling er et selvcentreret barn, der ikke holder fast, men nyder og forsvinder uden at tage ansvar, modsat fællesskabet i landsbysamfundet, er det ikke nødvendigvis et godt bytte. Historien er dog netop fortalt gennem kollektivets synsvinkel. Det er et godt greb, fordi det giver læseren et nært indblik i landsbysamfundets værdier og bevidsthedsændringer. Jeg hørte ”Sødalsfolkene” som lydbøger læst af Bregendahls barnebarn Kirsten Aakjær, hvilket jeg varmt anbefaler, da hendes oplæsning gør fortællingen ekstra levende og håndgribelig, så man ser personerne lyslevende foran sig. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/soedalsfolkene_marie-bregendahl_epub_9788740400557  
  1. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen
[caption id="attachment_104" align="aligncenter" width="318"] Mærkedage af Jens Smærup Sørensen. Forlaget Gyldendal.[/caption] ”Mærkedage” har landsbyen Staun som sit geografiske omdrejningspunkt, hvor vi følger slægterne Godiksen på Bisgaard og Lundbæk på Kristiansminde. I denne roman er vi rykket frem i tid. Forandringerne er for længst indtruffet og i gang med at sætte sine spor. De yngre generationer gør ikke længere, som deres forældre forventer. De søger frihed og muligheder for at realisere sig selv og deres egne drømme og forestillinger om det gode liv. De vigtige mærkedage, som udgør nedslagspunkterne i fortællingen, er en konfirmationsfest i Staun Forsamlingshus i 1934, et sølvbryllup i samme forsamlingshus i 1967 og en 60 års fødselsdagsfest i Aalborg i 2003. Gennem disse mærkedage og de forandringer de repræsenterer, fortæller romanen historien om landbrugskulturens undergang i løbet af det 20. århundrede. Undergang er naturligvis altid sørgeligt, forandringer vedmodige, men romanen viser også de ting, som de nye generationer får til gengæld i form af muligheder og plads til at være sig selv. Det har i sig selv også sine nedture og undergange, hvilket helt sikkert ville blive italesat yderligere, hvis romanen fortsatte med at beskrive Godiksens efterkommeres længsler og problemer i 2018. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/maerkedage_jens-smaerup-soerensen_haeftet_9788702080377  
  1. En Herregaardshistorie af Karen Blixen
[caption id="attachment_111" align="alignnone" width="1125"] En Herregaardshistorie af Karen Blixen. Forlaget Gyldendal. Foto: Therese[/caption] En Herregaardshistorie handler om forholdet mellem bønder og herremænd – to forskellige, men lige stolte typer af slægter, som har været forbundet med hinanden i generationer. Igen er der tale om temaet ”slægter skal følge slægters gang”, men her indbefatter det også forfædrenes synder og krav om soning. Historiens mandlige hovedperson, en ung herremand, er plaget af sin fars ugerning over for en af sine loyale bønder. Nu skal denne bondes barnebarn, som også er søn af den unge herremands amme, henrettes efter at have begået to mord. Dette sætter en række afsløringer i gang, som på overraskende vis bevirker, at slægternes sammenfiltrede skæbner endnu engang binder en sløjfe og bliver forløst gennem sønnerne. Romanen leger med tanken om, at disse arvtagere af bondegårde og herregårde ikke kun arver forpligtelsen over for murstene og jorden, men også moralske og etiske forpligtelser på vegne af slægten. Disse forpligtelser rækker langt ind i døden. Det enkelte individ er således lænket til sin slægt og kan ikke løbe fra den. Den unge herremænd siger således til sin kæreste: ”Forpligtelse mod fortiden byder os at tage de dødes sag op og gøre den til vor egen. Vi adelsmænd er denne trosbekendelses præsteskab. Derfor er vi adelsmænd og bærer endnu de gamle navne, derfor er jord og gods givet os i hænde: for at fortiden og de døde må kunne stole på os”. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/sidste-fortaellinger_karen-blixen_indbundet_9788702065107  
  1. Vadmelsfolk af Jeppe Aakjær
[caption id="attachment_112" align="alignnone" width="639"] Vadmelsfolk af Jeppe Aakjær. Forlaget Lytteratur. Screenshot: Therese[/caption] Aakjær skildrer forskellige hændelser i almue- og bondelivet i 1800-tallets sidste halvdel, som får afgørende betydning for de involveredes skæbner og som samtidig belyser levevilkår, traditioner, pligter, folketro og forestillinger i almuen. Men igen, også bruddet med traditionerne. Naturen og dens indflydelse på menneskets liv fylder desuden meget i fortællingerne, ligesom længslen efter sammenhæng og tilhørsforhold i en moderne brydningstid gør det. Aakjær var kendt for sin sociale indignation, og den skinner os igennem i novellerne, som skildrer bøndernes barske liv. Der er dog også en hel del humor, som viser Aakjærs indgående kendskab til de folk han skriver om. Deres vaner og måder at tænke og kommunikere på. Aakjær var selv opvokset på en fattig gård syd for Skive og var tidligt kommet ud at tjene. I hans meget kendte roman Vredens Børn fra 1904 beskriver han tyendet på landet og deres grusomme livs- og arbejdsforhold. Romanen skabte stor debat i samtiden og blev set som bevismateriale for storbøndernes umenneskelige behandling af tyendet. Aakjær blev gift med forfatter Marie Bregendahl i 1893, som støttede ham økonomisk, mens han blev student og cand.phil. Efter syv år gik de fra hinanden. Aakjær er desuden forfatter til sange som ”Hvem sidder der bag skærmen” og ”Jeg bærer med smil min byrde”. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/vadmelsfolk_jeppe-aakjaer_indbundet_9788799063970