Girl, Woman, Other

[caption id="attachment_878" align="aligncenter" width="332"] Girl, Woman, Other af Bernardine Evaristo. Forlaget Grove Press.[/caption] Det, man i første omgang bemærker, når man læser "Girl, Woman, Other", er den poetiske skrivestil, hvor tekstens opbygning får lov at have sin egen betydning og rolle at spille som i et digt. Og det fungerer godt og bliver hverken generende eller akavet i forhold til fortællingen. Det skyldes, at teknikken ikke bliver brugt som en meningsløs og kunstig skriveøvelse, men har en praktisk funktion for forfatterens kommunikation med læseren. I det hele taget har Bernardine Evaristo en evne til at holde en samtale igang med sin læser gennem hele bogen, hvilket for mig er et stort kvalitetstegn, fordi det tilføjer et ekstra lag til læseoplevelsen. I bogen kommer tolv forskellige kvinder til orde i hvert deres kapitel. De er alle forbundet på kryds og tværs, og har en historie og et minoritetsperspektiv tilfælles. Hver eneste karakter fremstår gennemtænkt og helstøbt, og scenerne er mindeværdige, fulde af relevant handling og giver anledning til refleksion. Jeg nød at læse bogen, som er let tilgængelig uden at være letbenet. Den giver ikke mindst et vigtigt indblik i, hvordan nutidens tendenser inden for kultur, kunst, parforhold og familieliv opleves af et udvalg af sorte, engelske kvinder i forskellige aldre og med forskellige seksuelle orienteringer, karrierer og familieliv. Dermed får man med bogen et interessant indblik i nutidens England. Jeg har bestemt tænkt mig at se nærmere på Bernardine Evaristos forfatterskab! Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/girl-woman-other_bernardine-evaristo_hardback_9780802157706