Hjernesmarte børn

[caption id="attachment_774" align="aligncenter" width="341"] Hjernesmarte børn af Anette Prehn. Forlaget People's Press.[/caption] Jeg holder mig normalt langt fra selvhjælpsbøger. Det kommer nok af en fordom om, at forfatterne bag ikke har en videnskabelig funderet viden om det emne, de skriver om, men udelukkende rådgiver andre på baggrund af egne erfaringer. I virkelig mange tilfælde kan det være yderst problematisk, da en god løsning på et problem eller en udfordring for et menneske kan være katastrofalt for et andet. Især når problemerne er alvorlige. Jeg blev alligevel interesseret i "Hjernesmarte børn", da den dukkede op, som foreslag til mig på Mofibo. Det var helt sikkert emnet, der nu taler til mig, efter jeg selv er blevet mor, og åbenbart er mere tilbøjelig til at søge gode råd og vejledning hos andre. Det tiltalte mig desuden, at forfatteren til bogen har en akademisk baggrund, ganske vist i sociologi, og har arbejdet med hjerneforskning i sine bøger og foredrag tidligere. Bogen har bestemt inspireret mig til at tænke over den måde, jeg taler til min søn på, med tanke for hvordan hans hjerne og nuværende sprogforståelse fungerer. For eksempel er det hjernemæssigt bedre at italesætte det, jeg gerne vil have ham til, i stedet for at fokusere på det, han ikke må. Simpelthen fordi "du må ikke slå" i hans hjerne bliver til "slå", og altså det modsatte af, hvad jeg ønsker af ham. Derudover giver Anette Prehn gode råd til, hvordan man ved at gå metodisk tilværks, både kan omforme egne og sine børns følelser og tanker om en bestemt opgave eller udfordring. Hvad er det positive/fordelene ved en svær/negativ situation? En anden ting, jeg tager med mig, er i mit sprog at lade min søn vide, at han er under udvikling, og at det er okay, at der er ting han ikke kan eller forstår nu, men som han vil kunne og forstå på et tidspunkt. Eneste minus ved bogen er de mange citater fra tidligere kursister og kunder, der roser forfatterens råd og fortæller, hvordan hendes arbejde har løst problemer for dem. Det bliver hurtigt lidt for selvsmagende og påtrængende, og har for mig den modsatte effekt af det, som sikkert har været hensigten. Jeg vil dog helt sikkert se efter andre bøger af Anette Prehn. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/hjernesmarte-boern_anette-prehn_indbundet_9788771592474* Se de andre bøger på min forårslæseliste her.