De 5 bud: Digtsamlinger
[caption id="attachment_727" align="aligncenter" width="334"] Den hvide rose af Olga Ravn. Forlaget Gyldendal.[/caption]
Det kommer i bølger, at jeg kaster mig over digtsamlinger. Det er som om de tiltrækker hinanden, så er man først kommet igennem én, får man lyst til at læse flere. Sådan har jeg det i hvert fald. På et tidspunkt bliver jeg mættet, og er måske også kommet igennem de aktuelle samlinger, der rent faktisk er værd at læse. Så kan der gå år før jeg læser digte igen.
Digte bevæger sig altid på grænsen mellem det gale og det geniale, og der er mange meget dårlige digte, hvor teksten tipper over i det decideret latterlige. For det er vanvittigt svært at skrive gode digte. Det bliver hurtigt patetisk, sentimentalt eller påtaget provokerende. Eller også bare en forholdsvis ligegyldig opremsning af en pågældende forfatters umiddelbare tanker og oplevelser.
I de dårlige samlinger skinner det igennem, at forfatteren i virkeligheden ikke har noget at sige, som andre end deres nærmeste familie er interesseret i at høre. Men når digte er gode, er de berigende og rammende. Her er fem bud på digtsamlinger, som har ramt mig på hver deres måde og som jeg vil anbefale at læse eller høre på lydbog.
- Mette Moestrup: Dø, løgn, dø
- Yahya Hassan: Yahya Hassan
- Pia Tafdrup: Synet af lys
- Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl
- Olga Ravn: Den hvide rose