Refleksion #3: Søg inspiration og nye indtryk
[caption id="attachment_571" align="alignnone" width="1500"]
Foto: Therese[/caption]
Andre skrivende kender det uden tvivl. Man er kommet godt i gang med sit projekt, man har målet for øje, og man forskanser sig med sin computer i dagevis for ikke at blive distraheret eller forstyrret af noget som helst. Jeg skal skrive!
Jeg har lært, at den strategi indimellem kan være en fejl. For pludselig sidder man bare og stirrer på skærmen og den blinkende cursor uden nogen form for resultat, og med mindre man har lagt digitale benspænd ud for sig selv, ender man – ender jeg – på komplet uvedkommende steder som Facebook, Twitter og Netflix.
Jeg har lært, at i stedet for hidsigt at tvinge mig selv tilbage til dokumentet og forsøge at fremmane et engagement og et flow, kan det være en god idé at klappe maskinen sammen, løfte blikket og gå ud i verden for at lede efter noget eller nogen, der kan sætte tankerne og ikke mindst fingrene i gang på tastaturet igen.
Jeg er så heldig at have en hund, som hellere end gerne gør mig selskab på en tur eller flere. Med snørede gummisko og Henry i snor, marcherer jeg ud i byen, gennem parker og ned ad gader. Jeg ser på livet omkring mig og prøver at lade noget af det lagre sig, mens Henry søger informationer med næsen.
Der sker næsten altid noget, når man går rundt i byen. Om ikke andet kan man blive forundret over, hvordan folk, store som små, opfører sig i det offentlige rum. Hvordan dagens forskellige tidspunkter har forskellige stemninger og udtryk. Hvor mange mennesker man deler byens rum med, som man synes aldrig at have set før.
Nogle gange kan en rask gåtur være nok til at sætte hjernen i gang. Andre gange skal der mere til. Så må jeg tage en skrivedag ude, hvor jeg placerer mig på en café et sted i nærheden. Der er naturligvis masser af distraheringer: folk der bestiller kaffe, studerende der gruppearbejder og personale der farer frem og tilbage og rydder op. Man overhører alt fra udråbene fra ham, der har glemt sit dankort og må gå igen til den intime, hviskende samtale ved bordet ved siden af.
Alligevel synes jeg, at det er brugbare distraheringer, for i modsætning til dem online, er de gaver af menneskeligt liv og interaktion, der pludselig kan dukke frem og blive til brugbart stof i det, man skriver, nu eller senere.
Udover den daglige gåtur, den cirka ugentlige tur på caféen og selvfølgelig private aftaler med familie og venner, prøver jeg at holde tilstrømningen af inspiration og nye indtryk ved lige ved at dyrke andres ting. Jeg går i teatret indimellem, og jeg besøger museerne i min by.
Derudover sørger jeg for at læse. Jeg har skrevet om det før (at skrive er at læse), men det er relevant at sige igen. Andres historier og ord er nødvendige vitaminer, når man skriver. I hvert fald for mig. Derfor prøver jeg så vidt muligt at afslutte min arbejdsdag med at læse et par kapitler i en af de bøger, jeg er i gang med for tiden.
Hvis jeg er heldig, sætter inspirationen og de indtryk, de giver mig, sig fast og gror til næste morgen, hvor jeg skal møde skærmen og den ventende cursor igen.
Foto: Therese[/caption]
Andre skrivende kender det uden tvivl. Man er kommet godt i gang med sit projekt, man har målet for øje, og man forskanser sig med sin computer i dagevis for ikke at blive distraheret eller forstyrret af noget som helst. Jeg skal skrive!
Jeg har lært, at den strategi indimellem kan være en fejl. For pludselig sidder man bare og stirrer på skærmen og den blinkende cursor uden nogen form for resultat, og med mindre man har lagt digitale benspænd ud for sig selv, ender man – ender jeg – på komplet uvedkommende steder som Facebook, Twitter og Netflix.
Jeg har lært, at i stedet for hidsigt at tvinge mig selv tilbage til dokumentet og forsøge at fremmane et engagement og et flow, kan det være en god idé at klappe maskinen sammen, løfte blikket og gå ud i verden for at lede efter noget eller nogen, der kan sætte tankerne og ikke mindst fingrene i gang på tastaturet igen.
Jeg er så heldig at have en hund, som hellere end gerne gør mig selskab på en tur eller flere. Med snørede gummisko og Henry i snor, marcherer jeg ud i byen, gennem parker og ned ad gader. Jeg ser på livet omkring mig og prøver at lade noget af det lagre sig, mens Henry søger informationer med næsen.
Der sker næsten altid noget, når man går rundt i byen. Om ikke andet kan man blive forundret over, hvordan folk, store som små, opfører sig i det offentlige rum. Hvordan dagens forskellige tidspunkter har forskellige stemninger og udtryk. Hvor mange mennesker man deler byens rum med, som man synes aldrig at have set før.
Nogle gange kan en rask gåtur være nok til at sætte hjernen i gang. Andre gange skal der mere til. Så må jeg tage en skrivedag ude, hvor jeg placerer mig på en café et sted i nærheden. Der er naturligvis masser af distraheringer: folk der bestiller kaffe, studerende der gruppearbejder og personale der farer frem og tilbage og rydder op. Man overhører alt fra udråbene fra ham, der har glemt sit dankort og må gå igen til den intime, hviskende samtale ved bordet ved siden af.
Alligevel synes jeg, at det er brugbare distraheringer, for i modsætning til dem online, er de gaver af menneskeligt liv og interaktion, der pludselig kan dukke frem og blive til brugbart stof i det, man skriver, nu eller senere.
Udover den daglige gåtur, den cirka ugentlige tur på caféen og selvfølgelig private aftaler med familie og venner, prøver jeg at holde tilstrømningen af inspiration og nye indtryk ved lige ved at dyrke andres ting. Jeg går i teatret indimellem, og jeg besøger museerne i min by.
Derudover sørger jeg for at læse. Jeg har skrevet om det før (at skrive er at læse), men det er relevant at sige igen. Andres historier og ord er nødvendige vitaminer, når man skriver. I hvert fald for mig. Derfor prøver jeg så vidt muligt at afslutte min arbejdsdag med at læse et par kapitler i en af de bøger, jeg er i gang med for tiden.
Hvis jeg er heldig, sætter inspirationen og de indtryk, de giver mig, sig fast og gror til næste morgen, hvor jeg skal møde skærmen og den ventende cursor igen.