De 5 bud: Elizabeth den første
Der er flere mennesker jeg ser op til. Forfattere, der formår at gengive alt det et menneskeliv er gjort af. Folk, der påvirker verden med deres ord og tanker. Familiemedlemmer, der har inspireret mig til at være den, jeg er. Komponister, der kan røre mit inderste med deres musik.
Men hvis jeg skal pege på mit største idol, må det være Elizabeth den første af England. En engelsk regent fra 1500-tallet, som jeg ikke har nogen personlig relation til og kun kender gennem overleveringer.
Jeg har nogle gange været tilbageholdende med at sige det, for det lyder selvfølgelig åndssvagt. Hvordan kan man være kæmpe-fan af et menneske, man aldrig har mødt og som man ret beset ikke kan gøre sig troværdige forestillinger om?
Måske er det bare myten om Elizabeth den første, der til stadighed fascinerer og inspirerer mig. Men det gør heller ikke noget, hvis det er tilfældet. For det en slagkraftig og storslået myte, som alle kvinder – og mænd – kan bruge som inspiration og forbillede i deres eget liv.
Jeg blev i første omgang introduceret til historien om Elizabeth den første, da jeg som tolv-tretten-årig så filmen ”Elizabeth” af Shekhar Kapur med Cate Blanchett i hovedrollen som Elizabeth den første.
Jeg var dybt fascineret og ville vide mere, og da jeg kort efter læste ”Jomfrudronningen” af Susan Kay, var jeg solgt. Jeg havde fundet et idol, som ingen sanger, skuespiller eller forfatter kunne måle sig med.
Hun havde naturligvis også historiens vingesus på sin side og en helt enestående position i verden, men hun fremstod også som et kvindeligt forbillede, som kunne alt det, jeg kunne ønske mig af sådan et.
Siden har jeg læst alt om hende, som jeg har kunnet komme i nærheden af, både skøn- og faglitteratur, og jeg har også udvidet min interesse til at indbefatte hendes slægt, Tudor-slægten, og dens rolle i engelsk historie.
Jeg har aldrig kunne finde en roman, der kunne måle sig med Susan Kays ”Jomfrudronningen”, som derfor er den ubestridte Elizabeth den første-roman. Men jeg har læst andre gode bøger, som har tilføjet perspektiver og vinkler på den historiske person, regent og kvinde, som jeg beundrer så meget på utrolig stor afstand. Dette er mine 5 bud på bøger til Elizabeth den første-fans.
De 5 bud:
-
Jomfrudronningen af Susan Kay
-
Dronningens nar af Philippa Gregory
-
Jomfruens elsker af Philippa Gregory
-
Dronningen er min fjende af Victoria Holt
-
Den evige ild af Ken Follett
Fakta om Elizabeth den første
- Født 7. september 1533
- Død 24. marts 1603
- Barn af Henrik den ottende af England og Anne Boleyn
- Søster til Mary den første af England (Mary den blodige)
- Dronning af England og Irland fra 17. november 1558 indtil sin død den 24. marts 1603.
- Kaldet Jomfrudronningen, fordi hun aldrig giftede sig, men holdt fast i kun at være gift med sit land.
- Elizabeth var den sidste af fem monarker fra Huset Tudor.