House of Many Gods

[caption id="attachment_384" align="alignnone" width="1125"] House of Many Gods af Kiana Davenport. Foto: Therese[/caption] Når jeg besøger et nyt land, er det blevet en rejsetradition for mig at gå ind i en boghandel og spørge efter deres mest populære, lokale forfatter. Det er jeg begyndt at gøre, fordi den lokale litteratur kan give mig en masse information og forståelse om et sted, som en rejseguide ikke kan. Man kommer nogle skridt længere ind i en kultur og et samfund, når man går gennem en god roman af en forfatter, der kender sit stof og bruger sin viden til at fortælle om sit hjemland og sin kultur. Og samtidig kommer man i kontakt med nogle forfattere, man ellers ville være gået glip af. Læs også: De 5 bud: Efterårs-læsning Jeg er lige kommet hjem fra tre ugers ferie på Hawaii med min kæreste. Ingen af os havde været der før, og vi blev meget begejstrede for både Big Island og Oahu, som var de to øer, vi besøgte. På Big Island i byen Kailua-Kona, hvor vores rejse begyndte, hjalp en sød boghandler mig med at finde den rette feriebog, som opfyldte mine kriterier om en roman af en anerkendt hawaiiansk forfatter, som handlede om kulturen og livet på Hawaii. Hun pegede straks på Kiana Davenport, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg forstod, står bag flere internationale bestsellere, blandt andet ”Song of the Exile” og ”Shark Dialogues”. Jeg valgte Davenports roman ”House of Many Gods”, som så ud til at have en meget fængende historie, der kunne holde mig vågen på stranden. Det havde den også! Læs også: En ærlig biografi om Ghita Nørby Handlingen i ”House of Many Gods” deler sig mellem Hawaii og Rusland fra 1960erne og frem. På Hawaii følger vi Ana, der bliver efterladt hos sine slægtninge af sin mor, da hun er barn. Hendes slægtninge er omsorgsfulde, men moderens svigt får stor betydning for Anas selvforståelse, valg i livet og naturligvis forholdet til moderen. Livet på Wai’anae kysten vest for Honolulu leves i fattigdom, i kamp for at undgå at familiemedlemmer bliver involveret i verserende narkotikakrige og med en stigende frustration og vrede over den militære tilstedeværelse på befolkningens hellige jord. I Rusland følger vi sideløbende en fattig drengs voldsomme og ekstremt hårde opvækst og udvikling under Sovjet-regimet. Læs også: De 5 bud: Feel good De to hovedpersoner får på trods af alting succes: Ana bliver hårdtarbejdende skadestuelæge, og drengen Nikolai bliver filmskaber, som konfronterer, filmer og dokumenterer de miljømæssige og menneskelige konsekvenser af tidens russiske og amerikanske eksperimenter og bombninger blandt deres egne befolkninger. Under naturkatastrofale omstændigheder møder de to hovedpersoner hinanden, og deres bekendtskab fører læseren fra Hawaii til Rusland og tilbage igen gennem flere årtier. Romanen ender med at blive en ren page-turner, så man næsten glemmer at se ud på Hawaiis smukke, klare farver og drikke sin drink. Læs også: Lange venskaber og kampen for lidt liv Kort sagt handler romanen om slægt og familie, om forsvar for sine rødder, sit land og sine medmennesker, om tab og identitet, og om forholdet mellem fortid, nutid, lykke og kærlighed. Den kan varmt anbefales. Derudover kan jeg også varmt anbefale Hawaii som rejsemål. Der er en fantastisk og storslået natur på Hawaii, som hele tiden skifter mellem noget der ligner Jurassic Park, skotsk højland og dansk hede-landskab. Og så er der de smukke strande, de vilde bølger, det uendelige hav til alle sider og de gode, men lidt dyre Mai Tais. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/house-of-many-gods_kiana-davenport_paperback_9780345481511