De 5 bud: Bøger om at skrive

Refleksion #1: Hvad handler det her om?!

Foto: Therese

Skrivedagbog: Hvad handler det her om?

Jeg har taget fat på at skrive en roman. Jeg har skrevet en del i mit 31-årige liv, men det er første gang jeg kaster mig ud i et så stort skriveprojekt, som det er at få en roman til at hænge sammen. Bare det at få den skrevet! Jeg aner ikke om jeg kan og hvordan resultatet bliver. Jeg frygter at fejle, frygter at give op, men jeg har besluttet mig for at følge et af de mest konkrete forfatterråd (se ”De 5 bud: Bøger om at skrive”), jeg har læst i den sidste tid: blive ved indtil den forbandede bog er færdig.

Fordi det er første gang, kender jeg endnu ikke de forskellige faser, jeg som forfatter må gennemgå før jeg kommer ud på den anden side. Jeg kan ikke trøste mig selv ved at sige, rolig nu, sådan var det jo også sidste gang. Du var lige så usikker i dit forrige projekt, da du nåede dette punkt. Du forstod først præcis, hvordan historien skulle ende, da du havde skrevet de indledende kapitler og en krog i midten. Du troede karakterne stak i alle retninger, men når du læser dem i dag, er de skåret som fuldfede menneskeskikkelser på papiret.

Jeg er nået et par kapitler ind i romanen, og lige nu kæmper jeg med at forstå og holde fast i, hvad bogen egentlig handler om. Det virker måske som noget, der burde være på plads allerede ved idéudviklingen, og det er det selvfølgelig delvist også. Jeg ved, hvem mine hovedpersoner er, og hvilken rejse de skal ud på. Jeg ved også nogenlunde, hvor og hvornår jeg skal slippe dem igen.

Jeg har også en række temaer, som skal med, som er vigtige og som er hele grundlaget for, at jeg overhovedet vil skrive bogen. Men hvordan skal det hele spindes sammen, så det giver mening for både mig og potentielle læsere? Hvordan skal jeg gøre det nogenlunde klart for andre, hvad historien handler om? Hvornår bliver jeg helt klar over det selv?

En roman giver heldigvis vide rammer for, hvordan en historie kan udspille sig og hvor stor eller lille den kan være, hvor enkel eller kompliceret. Der behøver ikke være en række konkrete spørgsmål med entydige svar. Måske hvis man skriver en krimi. Men det gør jeg ikke. Der skal dog være en eller anden mening med galskaben, synes jeg.

Udfordringen her er, at i modsætning til andre fag, hvor man kan spare med sine kolleger, er jeg overladt til mig selv. Til spørgsmålet, hvad handler det her om, kan jeg kun spørge mig selv og kun jeg kan give svar. Det er en skizofren tilstand, hvor man samtaler og diskuterer med sig selv i et tåget indvendigt landskab, som på én gang virker bekendt og familiært, men samtidig intimiderer én og som man mistænker for at have moser og grøfter, man nemt kan falde i. Og der er ingen andre i nærheden, som kan hjælpe én op.

Læs også: Lyd eller papir?

At skrive er ensom proces. Ikke kun fordi man sidder alene dag ud og dag ind med sin hund. Det er ensomt, fordi ingen kan følge med og se det hele for sig. Det kan jeg knapt nok selv. Selvom jeg kan fortælle min kæreste om udviklingen, endda læse et kapitel op for ham, kan jeg ikke forklare, hvordan det hele kommer til at hænge sammen i sidste ende. Hvordan det kommer til at lyde. Hvorfor denne del giver mening i forhold til den næste.

Det ligger ikke engang klart i hovedet på mig selv, andet end som en lidt udtydelig forestilling om, hvad jeg er ved at fortælle, hvordan og hvorfor. Fortællingen med alle dens lag manifesterer sig først på papiret, når den fødes ord for ord. Så selvom det kan være svært for mig at forklare entydigt og med en enkel linje, hvad min roman handler om, så må jeg tro på, at det kommer frem efterhånden som timerne går og sproget, ligesom solen, maner tågen bort, så bakker og dale bliver tydelige.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 5 bud: Bøger om at skrive