Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer…

Som jeg har nævnt før her på bloggen, er jeg stor fan af den engelske forfatter, Virginia Woolf (1882 – 1941). Hendes skrivestil kan være utrolig kompleks og svær, men netop derfor er hun en af de forfattere, jeg har læst, som jeg synes indfanger livet og det at være menneske – i al sin kompleksitet – mest præcist i sine tekster. Den seneste af hendes romaner jeg har læst, er romanen ”Orlando” fra 1928. Den har længe været på min læseliste – en Virginia Woolf-roman, dedikeret til Vita Sackville-West fra ”Portræt af et ægteskab”, en fortælling, som bøjer og udfordrer køn. What’s not to like? Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Bogens hovedperson, Orlando, bliver født som adelsmand under…

Skrivedagbog: Hvad handler det her om? Jeg har taget fat på at skrive en roman. Jeg har skrevet en del i mit 31-årige liv, men det er første gang jeg kaster mig ud i et så stort skriveprojekt, som det er at få en roman til at hænge sammen. Bare det at få den skrevet! Jeg aner ikke om jeg kan og hvordan resultatet bliver. Jeg frygter at fejle, frygter at give op, men jeg har besluttet mig for at følge et af de mest konkrete forfatterråd (se ”De 5 bud: Bøger om at skrive”), jeg har læst i den sidste tid: blive ved indtil den forbandede bog er færdig. Fordi det er første gang, kender jeg endnu ikke de…