Refleksion #2: Vær tålmodig!

[caption id="attachment_559" align="alignnone" width="1500"] Foto: Therese[/caption] Min sidste refleksion handlede om udfordringen ved at finde ud af og derefter fastholde, hvad den bog jeg skriver, egentlig handler om (se refleksion #1). Selvom jeg stadig kæmper med den udfordring, føler jeg, at jeg i løbet af den sidste måned er kommet tættere på en mening, en sammenhæng og måske endda et budskab. Ikke særlig overraskende er det alt sammen kommet til syne efterhånden som jeg har fået sat flere ord på papiret. Det er først, når byggeklodserne lægges, at der kan forme sig et mønster. Faktisk har jeg været inde i en god stime af ord og handling de sidste dage. Sætninger i meningsfulde scener er kommet forholdsvis nemt til mig, når jeg har holdt koncentrationen. Jeg tror, det skyldes, at jeg har undladt at redigere og læse gammel tekst i gennem før jeg fortsatte og i stedet fokuseret på at komme videre i teksten, som man siger. Det har været en befrielse bare at ignorere alt det, der allerede er skrevet, som om det ikke har noget med mig at gøre, selvom jeg godt ved, at det uden tvivl trænger til kraftig redigering. Men det må komme senere. Den fremgangsmåde har gjort mig i stand til at komme ind i et godt skrive-flow og opnå den udsøgte tilfredsstillelse at se sideantallet stige og stige. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Og her kommer så udfordring nummer 2. For med det gode skrive-flow, der sætter ord på sider og sider i bogen, som giver én følelsen af, at målet nærmer sig, bliver jeg utrolig utålmodig efter så at nå det mål hurtigst muligt. Jeg har aldrig prøvet at løbe et maraton eller nogen anden form for konkurrenceløb, men jeg forestiller mig, at når man først øjner målstregen, bliver man mere utålmodig end nogensinde for at nå frem til den, endelig komme i mål, for så at kunne fryde sig over den veloverståede præstation. Jeg er utrolig langt fra mål. Jeg har højst lavet et par ben på skellettet, og alligevel forventer jeg snart at kunne se en fuld figur spurte af sted. Men det hjælper jo ikke noget. At skrive en roman er ikke som et løb. Det gælder ikke om at komme hurtigst muligt frem. Derfor må jeg holde mig selv fast og minde mig selv om, at det ikke er nemt at skrive godt. At det skal tage sin tid, at jeg skal være tålmodig og gøre præcis det, der skal til for at lave noget, der fungerer på lang sigt uden at forcere noget som helst, for det vil helt sikkert ikke kunne betale sig. Men hvor er det svært! Læs også: Refleksion #1: Hvad handler det her om?!