Steppeulven af Hermann Hesse

[caption id="attachment_471" align="alignnone" width="1482"] Steppeulven af Hermann Hesse. Læs mere på Gyldendal.dk[/caption]   Steppeulven af Hermann Hesse er en af de romaner jeg har læst, da det egentlig var for sent. Det er ikke en ungdomsroman som sådan, men den behandler mange typiske ungdomstanker, f.eks. spørgsmålet om sand identitet og natur, foragten for det etablerede samfund, for tidligere generationer og selvmordet, som eneste udvej fra følelsen af fremmedgjorthed. Temaer, der generelt gør sig bedre som læse- og tankestof inden man selv har forladt ungdommen og er blevet kynisk og uimponeret. Det er vel også derfor, at Steppeulven blev kultroman for ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne. Nok også på grund af bogens eksplicitte beskrivelser af sex og rusmidler, som også var meget opsigtsvækkende, da bogen udkom i 1927. De har dog svært ved at få en læser op af stolen i dag. Jeg blev egentlig introduceret for romanen, da jeg var femten år gammel og netop gik med mange af de tanker, som jeg genkender i romanen i dag. Det var en dygtig filosofi- og latinlærer, som gav mig den efter at have læst en af mine opgaver. Han mente, at jeg ville få meget ud af at læse Steppeulven, som satte ord på mange af de følelser, jeg tilsyneladende gik rundt med. Men af uransagelige årsager fik jeg den ikke læst. For jeg var også en femtenårig med mere jordnære interesser, som tog min tid. Hvor var det dumt, jeg ikke tog imod rådet. Jeg ville uden tvivl have følt en stor lettelse ved at blive genkendt og talt til af en stor forfatter på tværs af tid og sted. Men nu, seksten år senere, har jeg endelig fået Steppeulven læst. Og jeg forstår, hvor god en anbefaling den var. Også til mit nutidige jeg. For naturligvis forlader tankerne om selvet, naturen, samfundet og sammenhængen mellem de tre aldrig én, når man er et reflekterende menneske. Og Hesse er fantastisk god til at sætte ord på netop de tanker og følelser gennem sin hovedperson, Harry Haller. Haller er en midaldrende mand, der føler sig fremmedgjort i forhold til samfundet, som han ser som overfladisk og sterilt og tynget af borgerlige værdier. Problemet er bare, at Haller er opvokset og opdraget med selvsamme værdier og derfor er dybt forbundet med dem. Han afskyr dem, men de er en uløselig del af ham selv. Han søger dem instinktivt, og prøver samtidig at flygte fra dem. Samtidig føler han under det anstændige og dannede ydre nogle voldsomme dyriske drifter, der vil ud, men ikke må komme ud. Og han kan ikke lade være med at overveje om de overhovedet er mere ”sande” og hamend den lærde, kontrollerede mand i ham. Hans indre kamp står således konstant mellem den borgelige moral og tradition versus ”steppen”, ensomheden og det dyriske. Det er en opslidende kamp, der konstant får Haller til at overveje selvmord. Da møder han den prostituerede Hermine, borgerlighedens modsætning, som lærer ham at elske og får ham på bedre tanker. Hun gør det klart for ham og os andre, at Hallers kamp er meningsløs og umulig, for vi er ikke enten eller. Hesse følte, at bogen ofte blev misforstået, fordi selvmordstanker og ensomhed fylder så meget i den, men bogens budskab er positivt: det er aldrig for sent at finde en ny kvalitet ved livet, især hvis man kan give slip på de falske forventninger til samfundet og til os selv. Vi rummer alle mange forskellige sider, lag og dobbeltheder i vores natur, i vores køn, i vores drifter, som samfundsborgere og i vores samlede identitet. Det budskab er lige så aktuelt i dag som i 1927.   Du kan købe bogen her: https://www.bog-ide.dk/produkt/340228/hermann-hesse-steppeulven/2196857