De 5 bud: Efterårs-læsning
[caption id="attachment_341" align="alignnone" width="1125"] Foto: Therese[/caption]
Alle fire årstider har noget skønt og særligt over sig, og for mig ville det være svært at skulle undvære nogen af dem. Tænk, f.eks. at bo i sommer året rundt. Den tanke virker nærmest klaustrofobisk på mig. Jeg kan lide at se årets forløb afspejlet i naturen og i vejret. Jeg er nødt til at mærke tiden på min egen krop.
Nu er det som regel foråret og sommeren, der bliver hyldet i digte, sange og romaner. Og jeg holder også, ligesom alle andre, af at se verden komme til live om foråret efter en lang vinter. Alt er nyt og friskt og skrøbeligt smukt.
Jeg har naturligvis også mine varme sommerminder. Og jeg holder af sommerens frihed og helt særlige stemning som kommer af, at vi alle sammen er ude blandt hinanden hele tiden og påskønner solen og varmen, fordi vi ved, det snart er forbi.
Men for mig er efteråret alligevel den bedste årstid. Jeg elsker efterårets farver, naturen der trækker sig tilbage og føles mere vild og dramatisk end i de dejlige sommerdage, hvor mennesker og dyr hele tiden kan færdes ude og blive taget vare på af træer og blødt græs.
I efteråret vender kulden og mørket snigende tilbage, og det er tid til at gøre klar, gå ind, tænde op og gør sig det bekvemt. Det er også tiden for influenza og forkølelser, for oprydning og træthed. Men det betyder ikke noget, for som nordbo er det sådan livet rigtigt er. Det er det, man kender. Det er dér, man føler sig hjemme. Snart kommer vinteren, snart bliver det jul.
Og så er efteråret også et godt tidspunkt at sætte sig med en god bog og lade verden uden for passe sig selv. I denne uge får du derfor fem bud på bøger, der gør sig godt til en varm kop te på sofaen, mens bladene bliver brune og daler til jorden. De matcher på hver deres måde efterårets søde melankoli, eksistentielle refleksioner og rolige hygge. God læselyst!
- "Samlede noveller" af Tove Ditlevsen
- A Room with a View af E.M. Forster
- "Det jeg elskede" af Siri Hustvedt
- "Mrs. Dalloway" af Virginia Woolf
- "Swing Time" af Zadie Smith