Profeternes hærgen på Grønland
[caption id="attachment_121" align="alignnone" width="1500"]
Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine. Læs mere på Gyldendal.dk.[/caption]
Nationalmuseet i København havde fornylig en udstilling om Danmark som kolonimagt. Selvom udstillingen ikke rigtig spillede med musklerne, men mest bestod af montrer med artefakter (dog tilsat lyd og video), fik man alligevel et indtryk af situationen på De Vestindiske øer, Trankebar, Guldkysten og på Grønland: En underlig blanding af samliv, vold, forandringer, traditioner, had, frygt, religion, hverdag, familieliv og tab af uskyld i ordets moralske og etiske forstand.
Kort forinden havde jeg læst Kim Leines roman fra 2007, ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som er en af de få danske romaner, der beskæftiger sig med temaet Danmark som kolonimagt. Det undrer mig en hel del. Det er ellers et stort og voldsomt kapitel i danmarkshistorien. Fyldt med så meget blod og skæbnefortælling, at man skulle tro, at det også fyldte adskillige sider i dansk litteraturhistorie. Det gør det ikke.
Hvorfor ikke? Måske fordi det stadig, trods en vis desillusionering, stadig er tabubelagt? Måske fordi vi stadig foretrækker at hænge lidt ved de gamle løgne og illusioner, som vores forfædre bildte hinanden ind for at kunne leve med det? For eksempel hæftelsen ved, at Danmark var den første slavehandlende nation i verden til at tage afstand fra slavehandel. At vi var et foregangsland i afskaffelsen af slaveriet. Det er desværre en myte.
Sagen er, at Danmark handlede med slaver. Længe. At danskere tog ud i verden til andre kulturer og hverken viste respekt eller nåde. Gennemtrumfede og overtog. Kuede og tjente penge på undertrykkelse og andres ressourcer. At Danmark fungerede som en besættelsesmagt.
Det er selvfølgelig længe siden… eller er det? Danmark solgte de Vestindiske øer i 1917. Det er dog kun to-tre familiegenerationer siden. Grønland fik først selvstyre og anerkendelse som folk i sin egen ret i 2009 efter århundreders dansk dominans.
Kim Leines roman stiller skarpt på den danske overmagts missionsvirksomhed på Grønland. Bogens titel henviser til en kristen, grønlandsk oprørsgruppe i slutningen af 1700-tallet, som havde fået nok af danskernes hærgen. Og det er i høj grad også disse danske ”profeter”, de danske missionærer og deres følge af alkoholiserede og håbløse skikkelser, som er i søgelyset i romanen. Det er folk, der tilsyneladende har søgt ud for at finde den magt og betydning, som ingen kunne drømme om at give dem i Danmark.
Romanens røde tråd er den norskfødte præst Morten Falck, som kommer til Sukkertoppen nord for Nuuk i 1787. Han interesserer sig egentlig mest for naturvidenskab og filosofi, men på hans fars befaling har han læst teologi. Den personlige længsel og følelse af uretfærdighed lægger til grund for Mortens mantra, som han låner fra datidens store filosof Rousseau: ”Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker”.
Det er et hårdt og degenereret miljø som møder den unge præst blandt de danske udsendte i Sukkertoppen. De kristne danske mænd praktiserer ikke den kristne moral de prædiker. For at sige det mildt. Der er konstant interne magtkampe, overgreb, især på lokalbefolkningen, alkoholmisbrug og sygdom. Der hersker ingen tvivl om, at danskerne ikke har bragt noget godt og sundt med sig. De lever et ukristeligt liv. Stort set uden konsekvenser.
Læs også: "Manuskripter kan ikke brænde"
Som i alle andre tilfælde, hvor en farlig og uretfærdig overmagt tvinger mennesker i knæ, er stedet præget af frygt og indestængt frustration. Men også af ulmende oprør. Hovedpersonen Morten Falck tager til evighedsfjorden for at tale oprørsgruppen til fornuft, men bliver selv splittet, fordi han deler gruppens idealer og har set, hvordan de kristne danskere udlever samtlige af deres sataniske sider på Grønland og bringer bjerge af ulykker med sig. Selv kan han heller ikke sige sig fri for sine synder og påvirkningen fra omgivelserne.
Kim Leine lægger ikke fingre imellem i sine beskrivelser. Sproget er fantastisk detaljerigt, nogle gange så meget, at man får kvalme af det, når Leine kaster sig næsten naturvidenskabeligt præcist over de mest ucharmerende sider af menneskelivet.
Leines portræt af Danmarks indvirkning på Grønland er deprimerende og temmelig håbløst. Ikke mindst fordi vi ved, hvordan den menneskelige og kulturelle ødelæggelse fortsatte i mange generationer og stadig kan spores i det grønlandske samfund i dag. Og hvordan danskere i mange generationer fortsatte deres imperialistiske syn på grønlænderne og deres kultur.
Historien om Danmark og Grønland har ofte været til debat og båret præg af fornægtelse og uvidenhed. Fakta er på bordet, men myterne og romantiseringen af Danmark og Grønlands forhold lever videre. Det er muligvis kun litteratur, som kan ændre på den form for fastgroede kulturelle forestillinger, fordi litteraturen kan lempe ting ind i en nations sind, som rapporter og historiske dokumenter ikke kan alene.
Profeterne i Evighedsfjorden” skaffede Kim Leine Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær. Romanen er dermed blevet et værk, man ikke kan komme udenom og som uden tvivl har fået mange til at se nærmere på den danske kolonihistorie i Grønland og ikke mindst efterdønningerne af den.
Måske er det store prisvindende romaner som ”Profeterne i Evighedsfjorden” som skal til for at aflive illusionerne. En ny, moderne national stolthed, stærk nok til at aflive myten om den gamle.
Heldigvis har der længe også været en ny fortælling under opsejling, som kommer fra grønlænderne selv. En ny generation af unge grønlændere har fået en stemme til at udtrykke deres styrke, selvforståelse og drøm om at afvikle de problemer, der stadig sætter spor i det grønlandske samfund. De bruger blandt andet sociale medier som YouTube til at lave deres egne fortællinger om deres land, folk og identitet. De ønsker at nedbryde de fordomme og stereotyper, som stadig følger dem, og fremfor alt selv at sætte ord på deres oplevelser og håb for fremtiden.
Et andet eksempel er de unges fortællinger i dokumentarserien ”Hemmeligheder fra Nuuk” fra 2017.
Hvorfor skal jeg læse Profeterne i Evighedsfjorden?
Kim Leine har en sanselig og billedrig skrivestil, som han bruger lige dedikeret til at beskrive det skønne som det rædselsfulde og ulækre. Det er i sig selv en attraktion ved bogen, for uanset om de detaljemættede beskrivelser er direkte relevante for historien eller ej, efterlader de et dybt indtryk på nethinden. Man husker dem mindst lige så meget som selve fortællingen.
Derudover er romanen et vigtigt stykke fortolkning over den virkelighed, som vores danske forfædre skabte i Grønland. Det er interessant og skræmmende og helt nødvendigt, at vi lader os overstrømme af den, sætter os ind i den og husker den på lige fod med dyrkelsen af Besættelsen, Grundloven og 1864. Den er også en del af vores historie og af os som nation.
Profeterne i Evighedsfjorden kan købes her: https://www.saxo.com/dk/profeterne-i-evighedsfjorden_kim-leine_haeftet_9788702184150
Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine. Læs mere på Gyldendal.dk.[/caption]
Nationalmuseet i København havde fornylig en udstilling om Danmark som kolonimagt. Selvom udstillingen ikke rigtig spillede med musklerne, men mest bestod af montrer med artefakter (dog tilsat lyd og video), fik man alligevel et indtryk af situationen på De Vestindiske øer, Trankebar, Guldkysten og på Grønland: En underlig blanding af samliv, vold, forandringer, traditioner, had, frygt, religion, hverdag, familieliv og tab af uskyld i ordets moralske og etiske forstand.
Kort forinden havde jeg læst Kim Leines roman fra 2007, ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som er en af de få danske romaner, der beskæftiger sig med temaet Danmark som kolonimagt. Det undrer mig en hel del. Det er ellers et stort og voldsomt kapitel i danmarkshistorien. Fyldt med så meget blod og skæbnefortælling, at man skulle tro, at det også fyldte adskillige sider i dansk litteraturhistorie. Det gør det ikke.
Hvorfor ikke? Måske fordi det stadig, trods en vis desillusionering, stadig er tabubelagt? Måske fordi vi stadig foretrækker at hænge lidt ved de gamle løgne og illusioner, som vores forfædre bildte hinanden ind for at kunne leve med det? For eksempel hæftelsen ved, at Danmark var den første slavehandlende nation i verden til at tage afstand fra slavehandel. At vi var et foregangsland i afskaffelsen af slaveriet. Det er desværre en myte.
Sagen er, at Danmark handlede med slaver. Længe. At danskere tog ud i verden til andre kulturer og hverken viste respekt eller nåde. Gennemtrumfede og overtog. Kuede og tjente penge på undertrykkelse og andres ressourcer. At Danmark fungerede som en besættelsesmagt.
Det er selvfølgelig længe siden… eller er det? Danmark solgte de Vestindiske øer i 1917. Det er dog kun to-tre familiegenerationer siden. Grønland fik først selvstyre og anerkendelse som folk i sin egen ret i 2009 efter århundreders dansk dominans.
Kim Leines roman stiller skarpt på den danske overmagts missionsvirksomhed på Grønland. Bogens titel henviser til en kristen, grønlandsk oprørsgruppe i slutningen af 1700-tallet, som havde fået nok af danskernes hærgen. Og det er i høj grad også disse danske ”profeter”, de danske missionærer og deres følge af alkoholiserede og håbløse skikkelser, som er i søgelyset i romanen. Det er folk, der tilsyneladende har søgt ud for at finde den magt og betydning, som ingen kunne drømme om at give dem i Danmark.
Romanens røde tråd er den norskfødte præst Morten Falck, som kommer til Sukkertoppen nord for Nuuk i 1787. Han interesserer sig egentlig mest for naturvidenskab og filosofi, men på hans fars befaling har han læst teologi. Den personlige længsel og følelse af uretfærdighed lægger til grund for Mortens mantra, som han låner fra datidens store filosof Rousseau: ”Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker”.
Det er et hårdt og degenereret miljø som møder den unge præst blandt de danske udsendte i Sukkertoppen. De kristne danske mænd praktiserer ikke den kristne moral de prædiker. For at sige det mildt. Der er konstant interne magtkampe, overgreb, især på lokalbefolkningen, alkoholmisbrug og sygdom. Der hersker ingen tvivl om, at danskerne ikke har bragt noget godt og sundt med sig. De lever et ukristeligt liv. Stort set uden konsekvenser.
Læs også: "Manuskripter kan ikke brænde"
Som i alle andre tilfælde, hvor en farlig og uretfærdig overmagt tvinger mennesker i knæ, er stedet præget af frygt og indestængt frustration. Men også af ulmende oprør. Hovedpersonen Morten Falck tager til evighedsfjorden for at tale oprørsgruppen til fornuft, men bliver selv splittet, fordi han deler gruppens idealer og har set, hvordan de kristne danskere udlever samtlige af deres sataniske sider på Grønland og bringer bjerge af ulykker med sig. Selv kan han heller ikke sige sig fri for sine synder og påvirkningen fra omgivelserne.
Kim Leine lægger ikke fingre imellem i sine beskrivelser. Sproget er fantastisk detaljerigt, nogle gange så meget, at man får kvalme af det, når Leine kaster sig næsten naturvidenskabeligt præcist over de mest ucharmerende sider af menneskelivet.
Leines portræt af Danmarks indvirkning på Grønland er deprimerende og temmelig håbløst. Ikke mindst fordi vi ved, hvordan den menneskelige og kulturelle ødelæggelse fortsatte i mange generationer og stadig kan spores i det grønlandske samfund i dag. Og hvordan danskere i mange generationer fortsatte deres imperialistiske syn på grønlænderne og deres kultur.
Historien om Danmark og Grønland har ofte været til debat og båret præg af fornægtelse og uvidenhed. Fakta er på bordet, men myterne og romantiseringen af Danmark og Grønlands forhold lever videre. Det er muligvis kun litteratur, som kan ændre på den form for fastgroede kulturelle forestillinger, fordi litteraturen kan lempe ting ind i en nations sind, som rapporter og historiske dokumenter ikke kan alene.
Profeterne i Evighedsfjorden” skaffede Kim Leine Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær. Romanen er dermed blevet et værk, man ikke kan komme udenom og som uden tvivl har fået mange til at se nærmere på den danske kolonihistorie i Grønland og ikke mindst efterdønningerne af den.
Måske er det store prisvindende romaner som ”Profeterne i Evighedsfjorden” som skal til for at aflive illusionerne. En ny, moderne national stolthed, stærk nok til at aflive myten om den gamle.
Heldigvis har der længe også været en ny fortælling under opsejling, som kommer fra grønlænderne selv. En ny generation af unge grønlændere har fået en stemme til at udtrykke deres styrke, selvforståelse og drøm om at afvikle de problemer, der stadig sætter spor i det grønlandske samfund. De bruger blandt andet sociale medier som YouTube til at lave deres egne fortællinger om deres land, folk og identitet. De ønsker at nedbryde de fordomme og stereotyper, som stadig følger dem, og fremfor alt selv at sætte ord på deres oplevelser og håb for fremtiden.
Et andet eksempel er de unges fortællinger i dokumentarserien ”Hemmeligheder fra Nuuk” fra 2017.
Hvorfor skal jeg læse Profeterne i Evighedsfjorden?
Kim Leine har en sanselig og billedrig skrivestil, som han bruger lige dedikeret til at beskrive det skønne som det rædselsfulde og ulækre. Det er i sig selv en attraktion ved bogen, for uanset om de detaljemættede beskrivelser er direkte relevante for historien eller ej, efterlader de et dybt indtryk på nethinden. Man husker dem mindst lige så meget som selve fortællingen.
Derudover er romanen et vigtigt stykke fortolkning over den virkelighed, som vores danske forfædre skabte i Grønland. Det er interessant og skræmmende og helt nødvendigt, at vi lader os overstrømme af den, sætter os ind i den og husker den på lige fod med dyrkelsen af Besættelsen, Grundloven og 1864. Den er også en del af vores historie og af os som nation.
Profeterne i Evighedsfjorden kan købes her: https://www.saxo.com/dk/profeterne-i-evighedsfjorden_kim-leine_haeftet_9788702184150