De 5 bud: Bøger om at skrive

Det er ingen hemmelighed, at min blog ikke kun eksisterer for sin egen skyld. Den er i høj grad også et redskab for mig, som hjælper mig i den skriveproces, jeg har gang i ved siden af. Jeg vil nemlig gerne læse. Læse så meget som muligt af den litteratur, jeg beundrer, og som jeg drømmer om at bidrage til. Ved at dele anbefalinger med alle jer derude, har jeg forpligtet mig selv til at finde god litteratur, få den læst og reflektere over den. At skrive er at læse og omvendt. Det er i hvert fald det gennemgående råd hos både nye og gamle forfattere, uanset deres genre og metoder i øvrigt. Man bliver kun rigtig god til at skrive, hvis man læser. Min strategi er at læse forholdsvist bredt, men alligevel inden for den genre og form for litteratur og manuskriptskrivning, som jeg selv skriver. Eller prøver at skrive i hvert fald. Det er en utrolig privilegeret form for lektier! Eneste ulempe er, at de mange fantastiske bøger nemt kan give én en følelse af modløshed og skræk for aldrig at kunne leve op til noget af det. Det kan give deciderede skriveblokeringer. Men som Roy Peter Clark skriver i ”Skriveredskaber”, så er det værd at huske på, at alle de imponerende romaner vi læser, er gennemarbejdede, færdige produkter. Der ligger meget arbejde og tanke bag, og de siger ikke nødvendigvis noget om de trængsler, tvivl og overvejelser de bød på i processen. Som supplement til romanerne har jeg taget fat på at læse bøger om selve det at skrive, skrevet af erfarne skribenter og forfattere. Det giver for det første et indblik i maskinrummet på de produkter, der virker så frygtindgydende. For det andet findes der mange flere skriveråd eller former for inspiration end den bastante ”læs og…

Lyd eller papir?

For nogle uger siden satte jeg en lille og ikke spor videnskabelig undersøgelse i gang på Facebook om papirbøger og lydbøger. Jeg spurgte folk, hvad de forbruger mest: papirbøger eller lydbøger? 129 facebookbrugere stemte og resultatet blev en stemmefordeling på 88 % til papirbøger og 12 % til lydbøger. Undersøgelsen manglede selvfølgelig muligheden ”e-bøger”, hvilket blev bemærket i kommentarerne, men min mening var at finde ud af, hvor mange der vælger at lytte til bøger frem for at læse. Lydbøgerne vinder nemlig frem, og jeg er selv blevet en meget aktiv lydbogslytter. Jeg læser stadig fysiske bøger, har altid gang i mindst én ad gangen. Men samtidig har jeg som regel en eller to lydbøger i gang. For mig er kombinationen af de to muligheder ideel. De giver to helt forskellige oplevelser, som egner sig godt til forskellige situationer – og egentlig også til forskellige bøger. At læse en bog kræver tid og ro til fordybelse. Til gengæld er læseoplevelsen mere intens. Når man læser en bog, bliver man suget ind i historien på en anden måde end når man lytter. Hjernen forbinder sig med ordene og fortællingen på en meget eksklusiv og intim måde. I en af kommentarerne til undersøgelsen, bemærkede en facebookbruger, at hun bedre kan huske bøger, hun har haft fysisk i hånden. Det synes jeg bestemt, der er noget om. At læse kræver opmærksomhed og koncentration, også selvom man er en habil læser. Det er den fysiske – papir eller digital – bogs store fordel og forbandelse. Den nedfælder sig muligvis bedre i bevidstheden, men den kræver også meget mere tid og opmærksomhed til gengæld. To af de mest vellykkede lydbogsoplevelser jeg har haft, er henholdsvis Karl Ove Knausgaards ”Min kamp” og Marie Bregendahls ”Sødalsfolkene”. Det er to gigantværker, som jeg ikke er sikker på, jeg…

Steppeulven af Hermann Hesse

  Steppeulven af Hermann Hesse er en af de romaner jeg har læst, da det egentlig var for sent. Det er ikke en ungdomsroman som sådan, men den behandler mange typiske ungdomstanker, f.eks. spørgsmålet om sand identitet og natur, foragten for det etablerede samfund, for tidligere generationer og selvmordet, som eneste udvej fra følelsen af fremmedgjorthed. Temaer, der generelt gør sig bedre som læse- og tankestof inden man selv har forladt ungdommen og er blevet kynisk og uimponeret. Det er vel også derfor, at Steppeulven blev kultroman for ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne. Nok også på grund af bogens eksplicitte beskrivelser af sex og rusmidler, som også var meget opsigtsvækkende, da bogen udkom i 1927. De har dog svært ved at få en læser op af stolen i dag. Jeg blev egentlig introduceret for romanen, da jeg var femten år gammel og netop gik med mange af de tanker, som jeg genkender i romanen i dag. Det var en dygtig filosofi- og latinlærer, som gav mig den efter at have læst en af mine opgaver. Han mente, at jeg ville få meget ud af at læse Steppeulven, som satte ord på mange af de følelser, jeg tilsyneladende gik rundt med. Men af uransagelige årsager fik jeg den ikke læst. For jeg var også en femtenårig med mere jordnære interesser, som tog min tid. Hvor var det dumt, jeg ikke tog imod rådet. Jeg ville uden tvivl have følt en stor lettelse ved at blive genkendt og talt til af en stor forfatter på tværs af tid og sted. Men nu, seksten år senere, har jeg endelig fået Steppeulven læst. Og jeg forstår, hvor god en anbefaling den var. Også til mit nutidige jeg. For naturligvis forlader tankerne om selvet, naturen, samfundet og sammenhængen mellem de tre aldrig én, når man…

De 5 bud: Elizabeth den første

Der er flere mennesker jeg ser op til. Forfattere, der formår at gengive alt det et menneskeliv er gjort af. Folk, der påvirker verden med deres ord og tanker. Familiemedlemmer, der har inspireret mig til at være den, jeg er. Komponister, der kan røre mit inderste med deres musik. Men hvis jeg skal pege på mit største idol, må det være Elizabeth den første af England. En engelsk regent fra 1500-tallet, som jeg ikke har nogen personlig relation til og kun kender gennem overleveringer. Jeg har nogle gange været tilbageholdende med at sige det, for det lyder selvfølgelig åndssvagt. Hvordan kan man være kæmpe-fan af et menneske, man aldrig har mødt og som man ret beset ikke kan gøre sig troværdige forestillinger om? Måske er det bare myten om Elizabeth den første, der til stadighed fascinerer og inspirerer mig. Men det gør heller ikke noget, hvis det er tilfældet. For det en slagkraftig og storslået myte, som alle kvinder – og mænd – kan bruge som inspiration og forbillede i deres eget liv. Jeg blev i første omgang introduceret til historien om Elizabeth den første, da jeg som tolv-tretten-årig så filmen ”Elizabeth” af Shekhar Kapur med Cate Blanchett i hovedrollen som Elizabeth den første. Jeg var dybt fascineret og ville vide mere, og da jeg kort efter læste ”Jomfrudronningen” af Susan Kay, var jeg solgt. Jeg havde fundet et idol, som ingen sanger, skuespiller eller forfatter kunne måle sig med. Hun havde naturligvis også historiens vingesus på sin side og en helt enestående position i verden, men hun fremstod også som et kvindeligt forbillede, som kunne alt det, jeg kunne ønske mig af sådan et. Siden har jeg læst alt om hende, som jeg har kunnet komme i nærheden af, både skøn- og faglitteratur, og jeg har også udvidet min…

De 5 bud: Læse- og skrivesteder i København

  En god bog læses godt på sofaen eller i sengen, men det kan give læseoplevelsen noget ekstra at være ude blandt andre mennesker og mærke livet omkring sig. Om sommeren er København fuld af hyggelige udendørskroge, parker og pladser, hvor man kan nyde det gode vejr og samtidig lade sig rive med af en god fortælling. Det meste af året er det imidlertid ikke en mulighed. Vejr og vind får os til at søge indenfor. Heldigvis er der også mange steder i København, hvor man kan gå ind og få en god kop kaffe og måske noget lækkert at spise, mens man vender sider i ly for regn og rusk. Mange passionerede bogelskere skriver, ligesom jeg, også selv. Og for de skrivende gælder det i høj grad, at det kan være både rart og sundt at sætte sig ud blandt andre mennesker, få nye indtryk og interaktioner med folk. Ugens 5 bud er derfor steder som gør sig godt som både læse- og skrivesteder, og som jeg selv holder af at besøge, alt efter mål og behov. Det kan være, vi ses. De 5 bud: Salonen På Østerbro ligger bogcafeen Salonen, som både er en bog- og kulturcafé. I stueetagen sidder man mellem bøger og nutidskunst og kan se ud på livet på Østerbrogade. I kælderen er der året rundt forskellige slags kulturarrangementer, f.eks. koncerter og litteraturoplæsninger. Nøgleordet i Salonen er hygge, og stedet gør sig godt som både læse- og skrivested. Jeg kan navnlig også lide at komme der, fordi det både formår at være en hyggelig bogcafé med en afslappet og behagelig stemning, men samtidig undgår at give én følelsen af at være snusket eller beskidt, som mange bogcaféer gør, fordi bøger, støv og toiletbesøg går i ét med mad og kaffe. På salonen er der altid…

De 5 bud: Historier om (det heteroseksuelle) ægteskab

Et af de helt store temaer i litteraturen er forholdet mellem ægtefæller. Derfor handler denne uges indlæg om fem bud på historier, der har ægteskabet som omdrejningspunkt. Det vil sige det heteroseksuelle ægteskab, som af historiske årsager fylder mest i vestlig litteratur. Heldigvis kommer der, i takt med at andre former for seksualitet og forhold bliver mere normaliseret, flere og flere romaner, film og skuespil, som tager udgangspunkt i andre former for forhold og ægteskaber. Bevidstheden om og længslen efter andre mulige konstellationer fornemmes dog også mellem linjerne i flere af klassikerne. Noget af det som kendetegner fortællingerne om det heteroseksuelle ægteskab, især når man går til klassikerne, er det magtforhold som fandtes mellem ægtefællerne, navnlig i forrige århundrede. Interesser, formåen, status og rollefordeling var uløseligt bundet til kønnet, til stor frustration og ulykke for navnlig mange kvinder, som var underlagt deres mænds luner og beslutninger. Med mindre de traf nogle drastiske valg, som satte dem i risikable situationer. Kærlighed fylder heldigvis også en del i dette tema, men det er navnlig udfordringerne, uligheden, rollefordelingen, tabet af identitet og forspildte drømme chancer, som der bliver lagt vægt på. Forfatterens rolle er som bekendt at udstille og udfordre kulturen, og ægteskabet og måden det fungerer på – eller netop ikke fungerer – afspejler om noget det omgivende samfund og de uretfærdigheder det byder sine borgere ud fra blandt andet køn. Her kommer mine fem bedste bud på historier om ægteskabets muligheder og begrænsninger, ganske vist i fortiden, men med tråde helt frem til i dag. Udover temaet er der tale om store læseoplevelser.   Portræt af et ægteskab af Nigel Nicolson Portræt af et ægteskab er interessant af flere forskellige grunde. For det første omhandler romanen store engelske berømtheder fra første halvdel af 1900-tallet. For det andet handler romanen om en…

Lone Star

I Lone Star reflekterer Mathilde Walter Clark over forholdet til sin amerikanske far. Hendes danske mor blev skilt fra ham, da Mathilde var et år gammel, og moren tog sit barn med sig tilbage til Danmark. Da Mathildes stedfar mange år senere dør, sætter det tanker i gang hos Mathilde, der beslutter sig for at undersøge forholdet til sin egen far, inden det måske er for sent. Den amerikanske far, John, har også fået ny kone og nye børn. Mathilde har besøgt dem om sommeren som barn, hvor hun tydeligt mærkede sin stedmors modstand mod hende og havde svært ved at komme tæt på faren, som først og fremmest var optaget af sit arbejde som atomfysiker. Han kom også til København på besøg, men det meste af deres forhold bestod i brevform. Læs også: Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten Forholdet bliver ekstra kompliceret, da stedmoren på et tidspunkt forbyder Mathildes far at have kontakt med sin ældste datter. Det bliver anledning til, at de to mødes væk fra hans hjem, bl.a. på konferencer og på et tidspunkt i Texas, hvor Mathilde Walter Clark får nye perspektiver på sin far og deres fælles familiebaggrund i sydstaterne. Dér, i rammen af familiefortællingen og blodets bånd, der tilsyneladende flyder i en uafbrudt strøm fra generation til generation i syden, går atomer og tilhørsforhold op i en højere enhed. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om romaner, der har forældre og forholdet til dem som tema, blandt andet i forbindelse med listen De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre Og Mathilde Walter Clarks bog skriver sig delvist ind her, men tilføjer elementet stedforældre, forældre på afstand og den dynamik, som kan opstå i skilsmissefamilier, når nye ægtefæller har svært ved at forlige sig med tidligere forhold og børn. Læs også: House of Many Gods…

Jul med Emma Gad

Forleden gik jeg sammen med tusindvis af andre danskere rundt i Indre By i København for at finde gaver til mine nærmeste. Man ved udmærket godt, hvad man går ind til, når man venter til december med gaverne:  mas og slid for at komme frem og tilbage i menneskehavet, som breder sig og opsnapper de ting, man også har på listen, for øjnene af én. Men det er også tradition og en vigtig del af julen, som giver os følelsen af et overordnet kulturelt fællesskab med hinanden. Vi har de samme forpligtelser på vejen mod det samme mål. Nogle af de butikker der var mest gang i denne formiddag, var byens boghandlere, og det kan man jo kun glæde sig over som bogelsker. Det er fantastisk, at folk er så vilde med at købe bøger til familie og venner. Og forståeligt, for bogen er den perfekte gave: altid personlig, kan gives til både de nærmeste og til folk, man kender mindre godt. Den er smuk, og den adskiller sig fra alle de brugsgenstande vi ellers køber og giver til hinanden. Den taler til noget andet i os. Da jeg gik rundt mellem bunkerne, fik jeg øje på en klassiker, som jeg straks genkendte uden nogensinde at have læst den. Emma Gads takt og tone. En del af vores fælles bevidsthed, selvom mange af os ikke har kigget den nærmere igennem. Vi ved bare, at er man i tvivl om noget i forhold til etikette og netop takt og tone, så er Emma Gad eksperten, man skal vende sig mod. Læs også: Min bedstemors historie Men hvorfor denne prominente plads i julehandlen? Der var ikke tid til at undersøge det nærmere, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på det, jeg egentlig søgte. Da jeg kom hjem med mine indkøb, fandt…

De 5 bud: Mine fem all-time favoritter

Det er svært at huske samtlige gode bøger, man har læst. Så snart sidste side er vendt og bogen lukket i, forsvinder de fleste store værker ind på den private boghylde et sted bag i hjernen. Der står de så og støver mentalt til indtil de, måske, bliver hentet delvist frem. Men nogle helt særlige bøger får lov til at holde sig i altid frisk erindring, fordi de bliver læst igen. Og igen. Og igen. Jeg har især fem forskellige bøger, som jeg har læst mere end én gang, og som jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse igen. Læs også: “Manuskripter kan ikke brænde” De kan nogle forskellige ting, og jeg kan lide dem af forskellige årsager. Men de har det tilfælles, at jeg efter måneder, nogle gange år, begynder jeg at savne dem. Jeg må have fat i dem igen og lade det særlige de nu hver især kan, strømme igennem mig som før. Det er helt indlysende, at de har min varmeste anbefaling.   På sporet af den tabte tid, Swans verden af Marcel Proust   Første bind af På sporet af den tabte tid (der er 13 i alt) hedder Swanns verden og handler om en lille drengs sommerferie på landet og hans observationer af sine forældre og deres venner. Blandt andet bruges de første cirka 20 sider på at beskrive, hvordan det er at være barn og blive lagt i seng, mens de voksne stadig er oppe. Beskrivelserne er så geniale og betydningsfulde og hvert et ord så ladet med mening, at hvis man følger ordentligt med, kan man få en fuldt detaljeret stemnings- og følelsesoplevelse, så man bliver sendt tilbage i sin egen barndom. Der bliver man overvældet af følelsen af, hvordan det var at være syv eller otte år…

Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten

I denne måned har streaming-tjenesten HBO Nordic premiere på serien ”Min Geniale Veninde”, som er baseret på en roman-kvartet af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanserien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, som altså har lagt navn til tv-serien og bliver efterfulgt af ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”. Der er ingen tvivl om, at historien om de to piger, Elena og Lila, og deres venskab, egner sig utrolig godt til serie-formatet, og jeg skal helt sikkert sidde klinet til skærmen den 19. november 2018, når serien bliver lagt på HBO. Men uanset kvaliteten af serien, og selvom det er en stor kliche, vil jeg alligevel slå et slag for, at man gør sig selv den tjeneste at læse bøgerne også. Historien er på mange måder et klassisk episk drama, forankret i to fantastiske hovedpersoner, hvis liv er spundet ind i en fascinerende og farlig kultur i Napoli. Historiens hjerte ligger i deres indbyrdes forhold og alt, hvad det udsættes for over tid, men er indlejret i en krop af farverigt italiensk liv. Historien om deres venskab afspejler således både en historisk udvikling i Napoli og i Italien, men også den universelle menneskelige udvikling fra barn til voksen. Historien begynder, da fortælleren Elena Greco sætter sig for at fortælle historien om sit venskab med veninden Raffaella Cerullo, kaldet Lila, som nu er sporløst forsvundet. Elena sætter sig til computeren og vender i tankerne helt tilbage deres venskabs begyndelse i 1950, hvor de møder hinanden i skolen i Napoli. Læs også: House of Many Gods Begge piger er fra begyndelsen bogligt stærke og har mange talenter, men kun den ene af dem får mulighed for at føre sine talenter ud i livet. Fattigdom, familieforpligtelser og forestillinger og forventninger til køn, prøver…

Anne Franks dagbog

Du har helt sikkert hørt om den. Sikkert også læst uddrag fra den. Jeg vil anbefale dig at læse den i sin helhed. Ikke bare fordi Anne Franks dagbog er medrivende og rørende, eller fordi enhver der har været teenager engang kan relatere til forfatterens tanker om forældre, det at være ung og at have store drømme for fremtiden. Men især fordi Anne Franks dagbog giver et unikt og autentisk vidnesbyrd om det, der skete engang og som kan ske igen. Til det sidste håber Anne Frank og hendes familie, ligesom mange andre, at det ikke går så galt. Men det gør det. I tiden efter 2. Verdenskrig sagde verdenssamfundet “aldrig mere”. Aldrig igen skulle noget så grusomt få lov at finde sted, som da Europas jøder næsten blev udslettet. Men det kræver, at vi husker. Nye generationer har hørt om jødeforfølgelserne, måske også besøgt mindesmærker og set film om fænomenet. Men den kollektive hukommelse af, hvad der skete og hvordan det skete, forsvinder fra generation til generation, hvis ikke den får et indspark. Anne Franks dagbog kan noget særligt, fordi den i kraft af sit format, fortæller historien indefra gennem en ung og uskyldig hovedperson, som vi kan relatere til og føle med på en måde, der får alvoren og smerten til at gå op for os på tværs af tiden, der er gået. Læs også: Den moderne kulturs historie Det er naturligvis også derfor, at bogen er en verdensklassiker og vel nok den mest berømte dagbog nogensinde. Den er skrevet af en ung, jødisk pige, som begynder at skrive i den på sin 13-års fødselsdag. Vi når at få et kort indblik i hendes hverdag med skole, veninder og hvad der ellers optager en 13-årig pige, inden alt forandres, da hun pludselig må gå under jorden sammen med sin…