Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Velkommen til Storyline!

Hej læser og tak, fordi du kigger forbi.

Jeg hedder Therese og er uddannet journalist fra DMJX, antropolog fra KU og har læst et halvt år på litteraturvidenskab på KU. Jeg er vokset op nord for København, har boet et år i London, et halvt år i Wien og halvandet år i Århus.

I dag bor jeg på Østerbro i København sammen med min kæreste Jacob og vores skotsk terrier Henry. Og så læser jeg masser af bøger. Helst flere ad gangen, så jeg kan skifte lidt rundt alt efter humør, interesse og overskud.

Søerne i København. Foto: Therese

Anbefalinger af bøger

Jeg har altid læst meget forskelligt, men de senere år er jeg gået målrettet efter de store værker, både de nye og de gamle, i verdenslitteraturen og i dansk litteratur.

Verden er fuld af gode bøger, og jeg vil gerne nå at læse så mange af dem som muligt. Derfor har jeg valgt at prioritere de bøger, som har gjort størst indtryk på deres omgivelser. Det er selvfølgelig ikke altid, at de af den grund også gør indtryk på mig, men når de gør, vil jeg gerne dele dem med jer andre.

Det er meningen med storyline.dk. Jeg anmelder ikke i klassisk forstand ved at vurdere en bogs gode og dårlige sider. Mit mål med bloggen er udelukkende at beskæftige mig med anbefalinger af de bøger, der har gjort indtryk på mig på den ene eller anden måde.

Uddrag af bogreolen. Foto: Therese

Inspirationslister og moods

Gode bøger har det med at påvirke én, og det er meget forskelligt, hvornår jeg har lyst til at blive påvirket eller inspireret i en bestemt retning. Jeg er sikker på, at der er andre, der har det på samme måde.

Derfor laver jeg inspirationslister, så du kan få inspiration til, hvad du skal læse, når du har brug for opmuntring eller et godt grin, har krise eller er misfornøjet, er i en periode med fokus på forholdet til dine forældre eller forholdet til din partner.

Kunne du tænke dig en inspirationsliste med et bestemt tema? Så skriv til mig her.

Min lokale boghandel på Østerbrogade. Foto: Therese

Nyt indlæg på bloggen hver torsdag!

Hold øje med bloggen om torsdagen. Der lægger jeg et nyt indlæg op, som enten er en anbefaling af en god bog jeg har læst eller en liste med 5 bud på romaner med et bestemt tema.

Vil du gerne have direkte besked, når jeg poster et nyt indlæg? Så følg mig på FACEBOOK eller INSTAGRAM.

Kærlig hilsen

Therese Rekling

Fælledparken i København. Et af de gode læsespots i byen!

Alt indhold på storyline.dk – © Therese Rekling