Det, man i første omgang bemærker, når man læser “Girl, Woman, Other”, er den poetiske skrivestil, hvor tekstens opbygning får lov at have sin egen betydning og rolle at spille som i et digt. Og det fungerer godt og bliver hverken generende eller akavet i forhold til fortællingen. Det skyldes, at teknikken ikke bliver brugt som en meningsløs og kunstig skriveøvelse, men har en praktisk funktion for forfatterens kommunikation med læseren. I det hele taget har Bernardine Evaristo en evne til at holde en samtale igang med sin læser gennem hele bogen, hvilket for mig er et stort kvalitetstegn, fordi det tilføjer et ekstra lag til læseoplevelsen. I bogen kommer tolv forskellige kvinder til orde i hvert deres kapitel. De…

Det har længe irriteret mig, at jeg mærkeligt nok har meget lidt styr på kunsthistorien. Jeg kender de fleste af -ismerne og delvist deres rækkefølge, men vil have svært ved, på stående fod, at nævne mere end ét eksempel på en kunstner eller et værk inden for nogen af stilarterne. Derfor ledte jeg for nylig efter en god kunsthistoriebog, som kunne afhjælpe noget af min uvidenhed. I min søgning faldt jeg over “Gennembrud”, som udkom i slutningen af 2021. Det var et perfekt fund, for mens jeg ved meget lidt om kunsthistoriens strømninger, ved jeg til gengæld alt for godt, at det gælder for den som for litteraturhistorien og næsten alt anden historieskrivning, at kvinder indtil for ganske nyligt har…

Som jeg har nævnt før, har jeg det svært med biografier, der ikke bestræber sig på at give et nogenlunde heltstøbt og ærligt billede af det menneske, som bliver portrætteret. Genren bliver ofte tåkrummende og mikrofonholdende og så tandløs, at jeg hurtigt opgiver at læse den. Forfatteren eller journalisten lader simpelthen bogens hovedperson male præcis det skønmaleri af sig selv og sit liv, vedkommende ønsker sig. Der kommer måske nogle enkelte pseudo-kritiske bemærkninger a la – “jeg har måske ikke altid været perfekt, men jeg har altid gjort mit bedste”, eller “det kunne jeg måske godt have gjort anderledes, men i det store hele fortryder jeg ikke noget”. Nå? Hvad kommer det mig ved? Når man læser en biografi er…

I dag vil jeg gerne anbefale ”Samlede noveller af Tove Ditlevsen” fra Gyldendal fra 2015. Jeg har lige genlæst den og har endnu engang nydt de mange forskellige noveller fra Ditlevsen hånd. Jeg holder meget af novellen som genre, fordi den giver så meget og kræver så lidt. Den korte længde med det koncentrerede forløb, hvor forfatterens meddelelser til læseren springer fra hver eneste linje, er som at spise på en Michelin-restaurant fra det ny-nordiske køkken. Det gælder ikke om at æde løs, men om at få en smagseksplosion og sanseoplevelse af små, veludvalgte stykker af sprødhed, sødme og så videre. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være skønt med en vellavet entrecote med det hele. Ligesom det kan…

  De bedste romaner bliver ved med at tale til læseren, som kan genkende sig selv eller livet i fortællingen, selvom tiderne skifter. Jenny af norske Sigrid Undset fra 1911 er et godt eksempel, som jeg hørte som lydbog i slutningen af min graviditet (og heldigvis ikke efter, jeg havde født. Forklaring følger.) Hovedpersonen Jenny Winge er en ung norsk maler, der forsøger at etablere sig som billedkunstner. Vi møder hende første gang i Rom, hvor hun sammen med en gruppe andre unge kunstnere svælger i den italienske (læs romantiske og højstemte kultur) langt fra den nordiske kulde. Her indleder hun et forhold til den jævnaldrende landsmand, Helge Gram, med de største forventninger til kærligheden. Tilbage i Norge falder hendes…

Den første rigtige ”voksenbog”, man læser helt selv, er noget særligt. Man har endelig knækket læsekoden og kaster sig ud på sit første eventyr over siderne, helt på egen hånd og uden hjælp fra en voksen. For første gang oplever man historien komme direkte ind i én selv, ord for ord, i stedet for gennem et stemmefilter. Man er alene med historien og forfatteren. Det er på én gang overvældende, uhyggeligt, udfordrende og vanedannende. For mig var det ”Pigebørn” af Louisa M. Alcott. Jeg var elleve/tolv år gammel og på sommerferie med min familie. Jeg husker ikke, hvor jeg havde fået udgaven fra, men jeg havde haft den stående på reolen i mit værelse i noget tid og endelig besluttet,…

”A Haunted House” fra 1944 er en novellesamling af Virginia Woolfs noveller gennem en årrække, sammensat og produceret af den på det tidspunkt afdøde forfatters mand, Leonard Woolf. Samlingen indeholder 18 noveller, som alle er kendetegnet ved Virginia Woolfs særlige eksperimenterende stil og sproglige virkemidler, der sender læseren ind i et konstant udvekslingsforhold mellem drøm og virkelighed, bevidsthed og det ubevidste. Det betyder, at man som regel skal have tungen lige i munden for at følge med og forstå alt, hvad forfatteren kommunikerer, uanset om man læser på engelsk eller dansk. Woolfs bøger er det diametralt modsatte af f.eks. krimien, som holder læseren i hånden og som en film præsenterer letforståelige handlinger og dialoger. I Woolfs værker er det ikke…

Meningsdannere og kulturpersonligheder i hele verden drager paralleller mellem tiden omkring Første- og Anden Verdenskrig og vores egen tid, som de mener bør vække bekymring og handling. Andre afviser blankt enhver sammenligning mellem dengang og nu og maner til ro. Uanset om man er på det ene eller andet hold vil man have stor fordel ved at gribe til nogle af de tekster, der fortæller, hvordan forandringerne og frygten føltes af dem, der oplevede dem sidst. Derfor skal man læse Stefan Zweigs berømte erindringsroman fra i 1941, ”Verden af i går”. Som de andre hovedværker i litteraturhistorien sætter den præcise ord og billeder på de store linjer og forandringer i det samfund og den kultur vi selv er en del…

”Kort over Paradis” er Knud Romers anden roman og udkommer tolv år efter den prisbelønnede debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Modtagelsen har generelt været positiv blandt anmeldere og Romer-fans, men romanen er samtidig blevet kritiseret for at stikke i for mange retninger, og for at være rodet og meningsløs. Nogle har endda bemærket, at romanen burde været blevet gennemarbejdet mere! Fra mit perspektiv er de mange års arbejde resulteret i en original og værdifuld roman, som jeg gerne vil anbefale her på bloggen. Man skal ikke ret langt ind i romanen før man må give tidligere læsere ret i, at der er noget anderledes ved strukturen og formen i Romers roman. For det er hverken virkelighedens eller…

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer…