Verden af i går

Flere og flere meningsdannere og kulturpersonligheder taler om paralleller mellem tiden omkring Første- og Anden Verdenskrig og vores egen tid, som de mener bør vække bekymring og handling. Andre afviser blankt enhver sammenligning mellem dengang og nu og maner til ro. Uanset om man er på det ene eller andet hold vil man have stor fordel ved at gribe til nogle af de tekster, der fortæller, hvordan forandringerne og frygten føltes af dem, der oplevede dem sidst. Derfor skal man læse Stefan Zweigs berømte erindringsroman fra i 1941, ”Verden af i går”. Som de andre hovedværker i litteraturhistorien sætter den præcise ord og billeder på de store linjer og forandringer i det samfund og den kultur vi selv er en del af, hvilket bør vække interesse hos enhver europæer. Vil man forstå vores europæiske fortid og de rester af den, som mange mener nu igen er på spil, så er ”Verden af i går” et godt sted at tage fat. I romanen trækker Zweig på sin egne erindringer om Europa, sådan som det var før Første Verdenskrig og frem til 1941, hvor Zweig fra sit eksil i Brasilien skriver bogen. Året efter begår han sammen med sin kone selvmord på grund af situationen i Europa. Den europæiske dannelseskultur var tabt og barbariet havde overtaget. Der var ikke mere at leve for. Zweig betragtede sig selv som europæer, selvom han var fra Wien. En by, der for ham engang symboliserede den dannede, europæiske kultur, der tilbad kunsten, civilisationen og moderne værdier som frihed for den enkelte og menneskelig værdighed. Læs også: De 5 bud: Mine fem all-time favoritter Der er naturligvis tale om et meget romantiseret billede, men det er alligevel bevægende og engagerende, fordi det males af en forfatter der i fortvivlelse og sorg ser tilbage på det, der var…

Kort over Paradis

”Kort over Paradis” er Knud Romers anden roman og udkommer tolv år efter den prisbelønnede debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Modtagelsen har generelt været positiv blandt anmeldere og Romer-fans, men romanen er samtidig blevet kritiseret for at stikke i for mange retninger, og for at være rodet og meningsløs. Nogle har endda bemærket, at romanen burde været blevet gennemarbejdet mere! Fra mit perspektiv er de mange års arbejde resulteret i en original og værdifuld roman, som jeg gerne vil anbefale her på bloggen. Man skal ikke ret langt ind i romanen før man må give tidligere læsere ret i, at der er noget anderledes ved strukturen og formen i Romers roman. For det er hverken virkelighedens eller fiktionens kronologi, der er det styrende i ”Kort over Paradis”. Der er mange spring frem og tilbage i tid, og der veksles løbende mellem Romers ungdomsoplevelser og fantasi-vennen M’s mere eventyrlige oplevelser i og omkring Vesten under den Kolde Krig. Der er mange veje og indskud, som ikke umiddelbart tjener noget formål i forhold til romanens handling. Og så alligevel. For det her handler ikke om at danne et konkret og stringent kort over et landskab. Men om at mærke det landskab gennem et poetisk sprog og fantasifuldhed. Den røde tråd i Romers roman er stemninger, følelser og refleksioner over sit liv i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne på tværs af tid, geografi og fortællespor. Det er følelserne og refleksionerne som udgør strukturen i romanen. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Den eksplosive og anarkistiske form er enorm meningsfuld, da mange afsnit af romanen er dedikeret til at give dogmerne på litteraturvidenskab tørt på. Den unge Romer møder forventningsfuld op på studiet med sin læseglæde og kærlighed til sin barndoms- og ungdomsbøger og forfattere, der har været hans…

Indigo af Vita Andersen

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer med. Hovedpersonen i Indigo er barnet Vita, der lever en meget kaotisk barndom. Allerede som toårig kommer Vita på børnehjem første gang, og i de følgende år er hun ind og ud af forskellige børnehjem og institutioner. Noget hun hader, og som forfatteren beskriver med en udramatisk stil og med barnets håndgribelige oplevelser og perspektiver, som gør fortællingen og læsningen så intim, relatérbar og selvfølgelig hjerteskærende. Mellem opholdene på de frygtelige børnehjem, hvor børn bliver bekræftet i, hvor alene og uønskede de er, er Vita hjemme hos sin psykisk ustabile mor, som vil være forfatter, men livet igennem har fået afslag på afslag af de forlag, som hun mener bevidst nægter hende en chance. Om natten vækker hun sin datter, så de sammen kan gå ned og drukne sig. Hun præsenterer sine børn, navnlig datteren Vita, for klassisk omsorgsvigt. Enkelte lyspunkter opstår, når Vita kommer hen til sin onkel og tante, som hun får kærlighed og tryghed af. Det får hendes mor dog også ødelagt. Resten af tiden sendes Vita rundt mellem fremmede mennesker og morens bekendte, når moren ikke…

Steppeulven af Hermann Hesse

  Steppeulven af Hermann Hesse er en af de romaner jeg har læst, da det egentlig var for sent. Det er ikke en ungdomsroman som sådan, men den behandler mange typiske ungdomstanker, f.eks. spørgsmålet om sand identitet og natur, foragten for det etablerede samfund, for tidligere generationer og selvmordet, som eneste udvej fra følelsen af fremmedgjorthed. Temaer, der generelt gør sig bedre som læse- og tankestof inden man selv har forladt ungdommen og er blevet kynisk og uimponeret. Det er vel også derfor, at Steppeulven blev kultroman for ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne. Nok også på grund af bogens eksplicitte beskrivelser af sex og rusmidler, som også var meget opsigtsvækkende, da bogen udkom i 1927. De har dog svært ved at få en læser op af stolen i dag. Jeg blev egentlig introduceret for romanen, da jeg var femten år gammel og netop gik med mange af de tanker, som jeg genkender i romanen i dag. Det var en dygtig filosofi- og latinlærer, som gav mig den efter at have læst en af mine opgaver. Han mente, at jeg ville få meget ud af at læse Steppeulven, som satte ord på mange af de følelser, jeg tilsyneladende gik rundt med. Men af uransagelige årsager fik jeg den ikke læst. For jeg var også en femtenårig med mere jordnære interesser, som tog min tid. Hvor var det dumt, jeg ikke tog imod rådet. Jeg ville uden tvivl have følt en stor lettelse ved at blive genkendt og talt til af en stor forfatter på tværs af tid og sted. Men nu, seksten år senere, har jeg endelig fået Steppeulven læst. Og jeg forstår, hvor god en anbefaling den var. Også til mit nutidige jeg. For naturligvis forlader tankerne om selvet, naturen, samfundet og sammenhængen mellem de tre aldrig én, når man…

Lone Star

I Lone Star reflekterer Mathilde Walter Clark over forholdet til sin amerikanske far. Hendes danske mor blev skilt fra ham, da Mathilde var et år gammel, og moren tog sit barn med sig tilbage til Danmark. Da Mathildes stedfar mange år senere dør, sætter det tanker i gang hos Mathilde, der beslutter sig for at undersøge forholdet til sin egen far, inden det måske er for sent. Den amerikanske far, John, har også fået ny kone og nye børn. Mathilde har besøgt dem om sommeren som barn, hvor hun tydeligt mærkede sin stedmors modstand mod hende og havde svært ved at komme tæt på faren, som først og fremmest var optaget af sit arbejde som atomfysiker. Han kom også til København på besøg, men det meste af deres forhold bestod i brevform. Læs også: Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten Forholdet bliver ekstra kompliceret, da stedmoren på et tidspunkt forbyder Mathildes far at have kontakt med sin ældste datter. Det bliver anledning til, at de to mødes væk fra hans hjem, bl.a. på konferencer og på et tidspunkt i Texas, hvor Mathilde Walter Clark får nye perspektiver på sin far og deres fælles familiebaggrund i sydstaterne. Dér, i rammen af familiefortællingen og blodets bånd, der tilsyneladende flyder i en uafbrudt strøm fra generation til generation i syden, går atomer og tilhørsforhold op i en højere enhed. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om romaner, der har forældre og forholdet til dem som tema, blandt andet i forbindelse med listen De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre Og Mathilde Walter Clarks bog skriver sig delvist ind her, men tilføjer elementet stedforældre, forældre på afstand og den dynamik, som kan opstå i skilsmissefamilier, når nye ægtefæller har svært ved at forlige sig med tidligere forhold og børn. Læs også: House of Many Gods…

Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten

I denne måned har streaming-tjenesten HBO Nordic premiere på serien ”Min Geniale Veninde”, som er baseret på en roman-kvartet af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanserien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, som altså har lagt navn til tv-serien og bliver efterfulgt af ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”. Der er ingen tvivl om, at historien om de to piger, Elena og Lila, og deres venskab, egner sig utrolig godt til serie-formatet, og jeg skal helt sikkert sidde klinet til skærmen den 19. november 2018, når serien bliver lagt på HBO. Men uanset kvaliteten af serien, og selvom det er en stor kliche, vil jeg alligevel slå et slag for, at man gør sig selv den tjeneste at læse bøgerne også. Historien er på mange måder et klassisk episk drama, forankret i to fantastiske hovedpersoner, hvis liv er spundet ind i en fascinerende og farlig kultur i Napoli. Historiens hjerte ligger i deres indbyrdes forhold og alt, hvad det udsættes for over tid, men er indlejret i en krop af farverigt italiensk liv. Historien om deres venskab afspejler således både en historisk udvikling i Napoli og i Italien, men også den universelle menneskelige udvikling fra barn til voksen. Historien begynder, da fortælleren Elena Greco sætter sig for at fortælle historien om sit venskab med veninden Raffaella Cerullo, kaldet Lila, som nu er sporløst forsvundet. Elena sætter sig til computeren og vender i tankerne helt tilbage deres venskabs begyndelse i 1950, hvor de møder hinanden i skolen i Napoli. Læs også: House of Many Gods Begge piger er fra begyndelsen bogligt stærke og har mange talenter, men kun den ene af dem får mulighed for at føre sine talenter ud i livet. Fattigdom, familieforpligtelser og forestillinger og forventninger til køn, prøver…

House of Many Gods

Når jeg besøger et nyt land, er det blevet en rejsetradition for mig at gå ind i en boghandel og spørge efter deres mest populære, lokale forfatter. Det er jeg begyndt at gøre, fordi den lokale litteratur kan give mig en masse information og forståelse om et sted, som en rejseguide ikke kan. Man kommer nogle skridt længere ind i en kultur og et samfund, når man går gennem en god roman af en forfatter, der kender sit stof og bruger sin viden til at fortælle om sit hjemland og sin kultur. Og samtidig kommer man i kontakt med nogle forfattere, man ellers ville være gået glip af. Læs også: De 5 bud: Efterårs-læsning Jeg er lige kommet hjem fra tre ugers ferie på Hawaii med min kæreste. Ingen af os havde været der før, og vi blev meget begejstrede for både Big Island og Oahu, som var de to øer, vi besøgte. På Big Island i byen Kailua-Kona, hvor vores rejse begyndte, hjalp en sød boghandler mig med at finde den rette feriebog, som opfyldte mine kriterier om en roman af en anerkendt hawaiiansk forfatter, som handlede om kulturen og livet på Hawaii. Hun pegede straks på Kiana Davenport, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg forstod, står bag flere internationale bestsellere, blandt andet ”Song of the Exile” og ”Shark Dialogues”. Jeg valgte Davenports roman ”House of Many Gods”, som så ud til at have en meget fængende historie, der kunne holde mig vågen på stranden. Det havde den også! Læs også: En ærlig biografi om Ghita Nørby Handlingen i ”House of Many Gods” deler sig mellem Hawaii og Rusland fra 1960erne og frem. På Hawaii følger vi Ana, der bliver efterladt hos sine slægtninge af sin mor, da hun er barn. Hendes slægtninge er omsorgsfulde, men…

En ærlig biografi om Ghita Nørby

Jeg er egentlig ikke den store biografilæser. Jeg har læst et par stykker efterhånden, men jeg er ofte tilbageholdende med at kaste mig ud i dem, for man kan meget nemt blive skuffet. For det første kan en biografi komme til at ødelægge de forestillinger, man har om en kendt person, som i første omgang gjorde én fascineret og interesseret i vedkommende. Myten om et menneske kan nemt blive pillet fra hinanden, når man zoomer ind på deres dagligdag og nære historie. Selv de største genier og idoler har haft dage med sure pligter, pengeproblemer, fedtet hår, patetiske tanker, selvmedlidenhed og kiksede beslutninger. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at høre om dem. Jeg kan jo lide disse mennesker for deres storhed og betydning. Omvendt kan biografier være utrolig kedelige, hvis de undlader at fortælle sandfærdigt og troværdigt om deres hovedperson. Læs også: Den moderne kulturs historie Mange biografi-forfattere bliver tilsyneladende enten så fascinerede eller taknemmelige over for den person, de skriver biografi om, at de glemmer at udfordre vedkommende til at tale om de ting, han eller hun ikke bryder sig om. De mindre pæne sider. De mere triste kapitler. Fejl og fortrydelse. Dér, hvor der virkelig var noget på spil. I stedet bliver det den rene hyldest sang, så man som læser gaber kæberne af led. For det er jo kun, når vi oplever en balance mellem lys og mørke, tryghed og farer, heltemod og fejhed i en historie, at det bliver interessant. Det gælder også for biografier. Det er, når de mennesker, vi læser om, træder frem som hele mennesker, at de bliver inspirerende og fascinerende for os andre. Når de fortæller om deres livsbane og deres succes i lyset af udfordringerne og problemerne. Vi vil gerne høre om deres mod, men også om dengang de var…

Mit navn er rød

Tyrkiske Orhan Pamuk har længe været på min liste over must-reads. Han vandt nobelprisen i litteratur i 2006, hvilket jo i sig selv er en god grund til at se nærmere på hans forfatterskab. Derudover har jeg som mange andre danskere været en del i Tyrkiet, blandt andet i Istanbul, som flere af Pamuks romaner udspiller sig i. Jeg har mange dejlige minder fra det smukke land og håber at kunne vende tilbage dertil en dag. Jeg kastede mig over ”Mit navn er rød” med store forventninger og blev ikke skuffet. Romanen kræver tålmodighed, tid og et køligt overblik, men den giver til gengæld en dyb og rig læseoplevelse. Det, der først og fremmest bliver tilbage hos mig, er den måde fortællingen udfolder sig på. Bogen er inddelt i en uhørt lang række kapitler, hvor forskellige stemmer byder ind med deres individuelle perspektiver på et handlingsforløb over ni dage og på livet i Istanbul generelt i slutningen af 1590erne. Nogle stemmer kommer flere gange og fortæller løbende nye dele af deres historie og oplevelse af begivenhederne i fortællingen. Og de indbyrdes perspektiver og udlægninger stemmer ikke nødvendigvis overens. Der er således ingen enkel sandhed eller illusioner der får lov at gro fast hos læseren. I romanen bestiller Sultan Murat den III en illustreret bog som gave til en venetiansk stormand, hvilket udløser to mord på henholdsvis værkstedets mester og en af miniaturemalerne, som skal illustrere bogen efter de gældende moralske og religiøse regler i det islamiske Istanbul. Læs også: “Manuskripter kan ikke brænde” Islam tillader ikke billeder af koranen eller profeten, men bøgerne i slutningen af 1500-tallet kunne godt illumineres med miniaturefremstillinger af træer, heste, blomster og slag. Illustratorerne selv var anonyme og gjorde en dyd ud af ikke at have et individuelt særpræg eller en personlig stil i deres…

Nærbillede af folkets “skønhed”

”Folkets skønhed” af Merete Pryds Helle er en af de romaner, jeg har haft på listen over romaner, jeg skal læse i løbet af sommeren. Det tog mig kun tre arbejdsdage at læse den, så jeg er kommet godt fra start. Når jeg har læst den så hurtigt, skyldes det selvfølgelig, at den var svær at slippe, fordi historien er god og fængende, men også fordi sproget er klart og let tilgængeligt, selvom det på ingen måde er banalt eller fattigt. Tværtimod. Pryds Helle fortæller levende, men enkelt og præcist. Det var skønt i sommervarmen! Fattige er til gengæld bogens personer i mere end én forstand. De er i høj grad inspireret af Merete Pryds Helles egen familie fra Langeland. Romanes hovedperson, Marie, vokser op på et fattigt husmandssted på Langeland i 1930’erne og 1940’erne sammen med sine fem søskende, og vi følger hende, indtil hun som voksen bor med sin egen kernefamilie i et nybygget parcelhus i Værløse. ”Folkets skønhed” behandler altså en af de perioder af den nyere danmarkshistorie, som vi som nation har beskæftiget os mest med: tiden fra 1930erne og frem til det økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig. Ikke mindst kender vi perioden fra serien Matador, som med tiden er blevet fortællingEN om Danmark i de år. Og udover et stort fokus på ”de fem onde år”, er det især fortællingen om det store økonomiske fremskridt, som ændrede livet i Danmark radikalt, som jeg også husker fra historietimerne, diverse historieprogrammer og fortællingerne i min egen familie. Og det er selvfølgelig også vigtigt at se på alt det positive, der kom med opsvinget og forandringerne, som ligger til grund for det velfærds Danmark, som vi kender i dag. Læs også: De 5 bud: Arven fra landet Men som Pryds Helle udtaler i flere interviews om bogen, forsvandt…

“Manuskripter kan ikke brænde”

Manuskripter kan ikke brænde bliver det sagt i ”Mesteren og Margarita”, men meget andet går op i røg, når djævlen og hans ledsagere hærger det sovjetiske Moskva for en tid. Det gælder både kjoler, sko, bygninger og mange af indbyggernes forstand, som bliver presset ud af form, da de bliver udsat for slængets forskellige påfund. Romanen af Mikhail Bulgakov foregår i mellemkrigsårenes Sovjet, da Satan selv i form af en professor Woland aflægger Moskva et besøg, ledsaget blandt andre af en sort kat, der går oprejst og finder stor fornøjelse i at hyle alt og alle ud af den med sine tricks og selvretfærdige enetaler. Gruppens helt store nummer finder sted i Varietéteatret, hvor en mand får revet hovedet af og bagefter sat det på igen efter publikums ønske. Det regner med penge i salen, og samtlige kvinder blandt publikum bliver inviteret op på scenen, hvor de frit kan vælge mellem fantastiske stykker tøj og sko, som de må bytte ud med det gamle de har på. Alle herlighederne forsvinder imidlertid igen, da de uheldige senere står i butikker, går på gaden eller forsøger at betale noget med de erobrede penge, som forvandler sig til avispapir. Mange ender på det psykiatriske hospital, hvor man forsøger at gøre noget ved deres forvirring. Hvis man selv prøver at holde orden på alt, hvad der sker og bliver sagt i ”Mesteren og Margarita” risikerer man selv at blive en smule skør i hovedet. Det hele er meget syret, men til gengæld fortalt satirisk genialt, så man hurtigt slipper behovet for at finde den nøjagtige mening med det hele og i stedet lader sig rive med af løjerne og vanviddet. Navnlig er der nogle fantastiske dialoger, som sprudler af forfatterens indsigt i menneskers komiske tankerækker, meningsudvekslinger og ikke mindst misforståelser. Det er raffineret humor,…