“Guds barmhjertighed” af Kerstin Ekman er en af de bøger, jeg har haft stående på min bogreol i årevis, men først rigtig fik taget hul på for nylig på grund af mit “læs-bogreolen-princip” (http://storyline.dk/2020/04/16/laeseprojekt-under-corona/). Det er et godt princip, for der er jo en eller anden grund til, at netop disse bøger er landet hos mig og er blevet hængende år efter år. Nogen syntes, at jeg skulle have dem, eller jeg har selv følt trang til at købe dem. Kerstin Ekmans bog fik jeg for snart tyve år siden, da den ikke var ret gammel, og at bogen udkom for nu mere end tyve år siden, fornemmer man på den ene side godt i både sprog og i den…

En bitter, 40-årig embedsmand sidder fra sin kælderlejlighed og udgyder sin skuffelse og vrede over samfundet, sine medmennesker og ikke mindst sig selv. Det lyder som en komedie, og det er komisk læsning, men tragikomisk. For hvem kan ikke genkende elementer af denne mand i folk, vi kender, eller i os selv? Hvem bærer ikke skuffelser og ydmygelser med sig i bagagen? Hvem har ikke ulmet af vrede og hævnlyst? Hvem har ikke måtte æde fornedrelse, udelukkelse og hån? I sin karikerede form bliver kældermennesket et spejl for os alle, der måske finder en trøst i genkendelsen af disse tabubelagte følelser, men også bliver gjort opmærksomme på, hvordan vi ikke reagerer hensigtsmæssigt på dem. Jo mere hovedpersonen insisterer på sin…

Der er noget særligt ved at gå i lag med et af de store værker. Forventningerne er tårnhøje, og man kan vel nærmest også indimellem føle en form for præstationsangst. Kan jeg opleve dette store, jeg står over for rigtigt? Godt? Dermed ikke sagt, at alle bøger som er udråbt til klassikere og storværker rent faktisk lever op til disse ærefulde prædikater, men det gør “Forbrydelse og Straf” efter min mening. Lad det være sagt med det samme, at læsningen kræver vilje og tålmodighed. Det er tungt stof på alle måder – sprogligt, tematisk og scenisk. Temaet er som altid hos Dostojevskij de mørke sider af mennesket og samfundet. I denne fortælling stilles spørgsmålet: Kan vi undgå at blive straffet…

“Kammerat Napoleon”, måske bedre kendt under sin engelske titel “Animal Farm” fra 1945 er en klassiker, som mange har stiftet sporadisk bekendtskab med, enten i gymnasiet eller som en af de mange fænomener, man har hørt om så mange gange, at man synes, man kender det så godt uden præcis at vide, hvad det er. Selv hører jeg til den første kategori. Jeg husker svagt at have læst et kapitel eller to af romanen til engelsk-undervisningen i gymnasiet, men som så meget andet i den periode, var det af pligt og ikke af lyst, og derfor blev mødet med dette sociale portræt kort og overfladisk. For nylig hørte jeg så den danske oversættelse som lydbog på Mofibo og havde en…

  Jeg er stor fan af Virginia Woolf, men læste for første gang “Til Fyret” i sin fulde længde for nylig. Romanen bliver sammen med Mrs. Dalloway og The Waves betegnet som hendes hovedværker. Når man kommer fra en moderne, skandinavisk roman, kræver det et øjebliks tilvænning at komme ind i Woolfs sprog og billeder. Woolfs skrivestil kaldes “stream of consciousness” – strøm af bevidsthed – og er et forsøg på at komme så tæt som muligt på vores måde at være i verden på som mennesker: den ene tanke afløser eller afbryder den anden, tusind indtryk fra vores omgivelser blander sig hvert sekund med vores indre, vores minder og vores fremtidsdrømme, ofte i en pærevælling, som hjernen konstant forsøger…

Det, man i første omgang bemærker, når man læser “Girl, Woman, Other”, er den poetiske skrivestil, hvor tekstens opbygning får lov at have sin egen betydning og rolle at spille som i et digt. Og det fungerer godt og bliver hverken generende eller akavet i forhold til fortællingen. Det skyldes, at teknikken ikke bliver brugt som en meningsløs og kunstig skriveøvelse, men har en praktisk funktion for forfatterens kommunikation med læseren. I det hele taget har Bernardine Evaristo en evne til at holde en samtale igang med sin læser gennem hele bogen, hvilket for mig er et stort kvalitetstegn, fordi det tilføjer et ekstra lag til læseoplevelsen. I bogen kommer tolv forskellige kvinder til orde i hvert deres kapitel. De…

Det har længe irriteret mig, at jeg mærkeligt nok har meget lidt styr på kunsthistorien. Jeg kender de fleste af -ismerne og delvist deres rækkefølge, men vil have svært ved, på stående fod, at nævne mere end ét eksempel på en kunstner eller et værk inden for nogen af stilarterne. Derfor ledte jeg for nylig efter en god kunsthistoriebog, som kunne afhjælpe noget af min uvidenhed. I min søgning faldt jeg over “Gennembrud”, som udkom i slutningen af 2021. Det var et perfekt fund, for mens jeg ved meget lidt om kunsthistoriens strømninger, ved jeg til gengæld alt for godt, at det gælder for den som for litteraturhistorien og næsten alt anden historieskrivning, at kvinder indtil for ganske nyligt har…

Som jeg har nævnt før, har jeg det svært med biografier, der ikke bestræber sig på at give et nogenlunde heltstøbt og ærligt billede af det menneske, som bliver portrætteret. Genren bliver ofte tåkrummende og mikrofonholdende og så tandløs, at jeg hurtigt opgiver at læse den. Forfatteren eller journalisten lader simpelthen bogens hovedperson male præcis det skønmaleri af sig selv og sit liv, vedkommende ønsker sig. Der kommer måske nogle enkelte pseudo-kritiske bemærkninger a la – “jeg har måske ikke altid været perfekt, men jeg har altid gjort mit bedste”, eller “det kunne jeg måske godt have gjort anderledes, men i det store hele fortryder jeg ikke noget”. Nå? Hvad kommer det mig ved? Når man læser en biografi er…

I dag vil jeg gerne anbefale ”Samlede noveller af Tove Ditlevsen” fra Gyldendal fra 2015. Jeg har lige genlæst den og har endnu engang nydt de mange forskellige noveller fra Ditlevsen hånd. Jeg holder meget af novellen som genre, fordi den giver så meget og kræver så lidt. Den korte længde med det koncentrerede forløb, hvor forfatterens meddelelser til læseren springer fra hver eneste linje, er som at spise på en Michelin-restaurant fra det ny-nordiske køkken. Det gælder ikke om at æde løs, men om at få en smagseksplosion og sanseoplevelse af små, veludvalgte stykker af sprødhed, sødme og så videre. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være skønt med en vellavet entrecote med det hele. Ligesom det kan…

  De bedste romaner bliver ved med at tale til læseren, som kan genkende sig selv eller livet i fortællingen, selvom tiderne skifter. Jenny af norske Sigrid Undset fra 1911 er et godt eksempel, som jeg hørte som lydbog i slutningen af min graviditet (og heldigvis ikke efter, jeg havde født. Forklaring følger.) Hovedpersonen Jenny Winge er en ung norsk maler, der forsøger at etablere sig som billedkunstner. Vi møder hende første gang i Rom, hvor hun sammen med en gruppe andre unge kunstnere svælger i den italienske (læs romantiske og højstemte kultur) langt fra den nordiske kulde. Her indleder hun et forhold til den jævnaldrende landsmand, Helge Gram, med de største forventninger til kærligheden. Tilbage i Norge falder hendes…