Verden af i går

Flere og flere meningsdannere og kulturpersonligheder taler om paralleller mellem tiden omkring Første- og Anden Verdenskrig og vores egen tid, som de mener bør vække bekymring og handling. Andre afviser blankt enhver sammenligning mellem dengang og nu og maner til ro. Uanset om man er på det ene eller andet hold vil man have stor fordel ved at gribe til nogle af de tekster, der fortæller, hvordan forandringerne og frygten føltes af dem, der oplevede dem sidst. Derfor skal man læse Stefan Zweigs berømte erindringsroman fra i 1941, ”Verden af i går”. Som de andre hovedværker i litteraturhistorien sætter den præcise ord og billeder på de store linjer og forandringer i det samfund og den kultur vi selv er en del af, hvilket bør vække interesse hos enhver europæer. Vil man forstå vores europæiske fortid og de rester af den, som mange mener nu igen er på spil, så er ”Verden af i går” et godt sted at tage fat. I romanen trækker Zweig på sin egne erindringer om Europa, sådan som det var før Første Verdenskrig og frem til 1941, hvor Zweig fra sit eksil i Brasilien skriver bogen. Året efter begår han sammen med sin kone selvmord på grund af situationen i Europa. Den europæiske dannelseskultur var tabt og barbariet havde overtaget. Der var ikke mere at leve for. Zweig betragtede sig selv som europæer, selvom han var fra Wien. En by, der for ham engang symboliserede den dannede, europæiske kultur, der tilbad kunsten, civilisationen og moderne værdier som frihed for den enkelte og menneskelig værdighed. Læs også: De 5 bud: Mine fem all-time favoritter Der er naturligvis tale om et meget romantiseret billede, men det er alligevel bevægende og engagerende, fordi det males af en forfatter der i fortvivlelse og sorg ser tilbage på det, der var…

Kort over Paradis

”Kort over Paradis” er Knud Romers anden roman og udkommer tolv år efter den prisbelønnede debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Modtagelsen har generelt været positiv blandt anmeldere og Romer-fans, men romanen er samtidig blevet kritiseret for at stikke i for mange retninger, og for at være rodet og meningsløs. Nogle har endda bemærket, at romanen burde været blevet gennemarbejdet mere! Fra mit perspektiv er de mange års arbejde resulteret i en original og værdifuld roman, som jeg gerne vil anbefale her på bloggen. Man skal ikke ret langt ind i romanen før man må give tidligere læsere ret i, at der er noget anderledes ved strukturen og formen i Romers roman. For det er hverken virkelighedens eller fiktionens kronologi, der er det styrende i ”Kort over Paradis”. Der er mange spring frem og tilbage i tid, og der veksles løbende mellem Romers ungdomsoplevelser og fantasi-vennen M’s mere eventyrlige oplevelser i og omkring Vesten under den Kolde Krig. Der er mange veje og indskud, som ikke umiddelbart tjener noget formål i forhold til romanens handling. Og så alligevel. For det her handler ikke om at danne et konkret og stringent kort over et landskab. Men om at mærke det landskab gennem et poetisk sprog og fantasifuldhed. Den røde tråd i Romers roman er stemninger, følelser og refleksioner over sit liv i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne på tværs af tid, geografi og fortællespor. Det er følelserne og refleksionerne som udgør strukturen i romanen. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Den eksplosive og anarkistiske form er enorm meningsfuld, da mange afsnit af romanen er dedikeret til at give dogmerne på litteraturvidenskab tørt på. Den unge Romer møder forventningsfuld op på studiet med sin læseglæde og kærlighed til sin barndoms- og ungdomsbøger og forfattere, der har været hans…

Indigo af Vita Andersen

Indigo fra 2017 er Vita Andersens seneste roman, og handler eftersigende om hendes egen barndom. Jeg har ikke læst meget af hende, men det er en stor fejl. Noget af det mest fantastiske ved en god læseoplevelse er, når fornøjelsen i høj grad knytter sig til sproget. For det betyder, at selvom historien slutter, kan forholdet til teksten fortsætte i et andet af forfatterens værker. Vita Andersen har 1970’er generationens kontante og enkle stil, som sætter få, rigtige ord på verdenen og dens fortællinger. Det er ikke minimalistisk eller sparsomt, forhindrer hverken stemninger eller sansninger, men giver læseren plads til at opleve og sanse gennem sine egne følelser og forståelser. Man kan lægge de lag i historien, man selv kommer med. Hovedpersonen i Indigo er barnet Vita, der lever en meget kaotisk barndom. Allerede som toårig kommer Vita på børnehjem første gang, og i de følgende år er hun ind og ud af forskellige børnehjem og institutioner. Noget hun hader, og som forfatteren beskriver med en udramatisk stil og med barnets håndgribelige oplevelser og perspektiver, som gør fortællingen og læsningen så intim, relatérbar og selvfølgelig hjerteskærende. Mellem opholdene på de frygtelige børnehjem, hvor børn bliver bekræftet i, hvor alene og uønskede de er, er Vita hjemme hos sin psykisk ustabile mor, som vil være forfatter, men livet igennem har fået afslag på afslag af de forlag, som hun mener bevidst nægter hende en chance. Om natten vækker hun sin datter, så de sammen kan gå ned og drukne sig. Hun præsenterer sine børn, navnlig datteren Vita, for klassisk omsorgsvigt. Enkelte lyspunkter opstår, når Vita kommer hen til sin onkel og tante, som hun får kærlighed og tryghed af. Det får hendes mor dog også ødelagt. Resten af tiden sendes Vita rundt mellem fremmede mennesker og morens bekendte, når moren ikke…

Orlando

Som jeg har nævnt før her på bloggen, er jeg stor fan af den engelske forfatter, Virginia Woolf (1882 – 1941). Hendes skrivestil kan være utrolig kompleks og svær, men netop derfor er hun en af de forfattere, jeg har læst, som jeg synes indfanger livet og det at være menneske – i al sin kompleksitet – mest præcist i sine tekster. Den seneste af hendes romaner jeg har læst, er romanen ”Orlando” fra 1928. Den har længe været på min læseliste – en Virginia Woolf-roman, dedikeret til Vita Sackville-West fra ”Portræt af et ægteskab”, en fortælling, som bøjer og udfordrer køn. What’s not to like? Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Bogens hovedperson, Orlando, bliver født som adelsmand under Elizabeth den første af England, men skifter som 30-årig, pludseligt og uventet, køn. Som kvinde bliver livet meget anderledes for Orlando, der indtil nu har levet med adelsmandens mange privilegier og friheder, fordi der gælder andre regler for kvindekønnet. Ved hjælp af kønsskiftningen oplever Orlando på egen krop kønsrollernes forskellige begrænsninger, navnlig kvindens, som læseren gennem ham/hende bliver konfronteret med. Læs også: De 5 bud: Om køn og feminisme Vi følger Orlando frem til 1928. I de mellemliggende knapt 400 år forbliver Orlando ung, men møder under mange eventyrlige hændelser, flere af den engelske litteraturhistories store navne. Han drømmer selv om at blive forfatter. En drøm, der bliver en hel del mere umulig i en kvindekrop, fordi kvinder gennem historien og også i Woolfs tid, bliver taget meget lidt alvorlige som kunstnere, samfundsborgere og som mennesker i det hele taget. Romanen er inspireret af og dedikeret til Woolfs elskerinde og nære veninde, den aristokratiske digter og forfatter Vita Sackville-West, hendes adelige familie og dens historie, centreret omkring familiens slot Knole, som Sackville-West elskede. Ved hjælp af Woolfs roman bliver Sackville-West…

Steppeulven af Hermann Hesse

  Steppeulven af Hermann Hesse er en af de romaner jeg har læst, da det egentlig var for sent. Det er ikke en ungdomsroman som sådan, men den behandler mange typiske ungdomstanker, f.eks. spørgsmålet om sand identitet og natur, foragten for det etablerede samfund, for tidligere generationer og selvmordet, som eneste udvej fra følelsen af fremmedgjorthed. Temaer, der generelt gør sig bedre som læse- og tankestof inden man selv har forladt ungdommen og er blevet kynisk og uimponeret. Det er vel også derfor, at Steppeulven blev kultroman for ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne. Nok også på grund af bogens eksplicitte beskrivelser af sex og rusmidler, som også var meget opsigtsvækkende, da bogen udkom i 1927. De har dog svært ved at få en læser op af stolen i dag. Jeg blev egentlig introduceret for romanen, da jeg var femten år gammel og netop gik med mange af de tanker, som jeg genkender i romanen i dag. Det var en dygtig filosofi- og latinlærer, som gav mig den efter at have læst en af mine opgaver. Han mente, at jeg ville få meget ud af at læse Steppeulven, som satte ord på mange af de følelser, jeg tilsyneladende gik rundt med. Men af uransagelige årsager fik jeg den ikke læst. For jeg var også en femtenårig med mere jordnære interesser, som tog min tid. Hvor var det dumt, jeg ikke tog imod rådet. Jeg ville uden tvivl have følt en stor lettelse ved at blive genkendt og talt til af en stor forfatter på tværs af tid og sted. Men nu, seksten år senere, har jeg endelig fået Steppeulven læst. Og jeg forstår, hvor god en anbefaling den var. Også til mit nutidige jeg. For naturligvis forlader tankerne om selvet, naturen, samfundet og sammenhængen mellem de tre aldrig én, når man…

Lone Star

I Lone Star reflekterer Mathilde Walter Clark over forholdet til sin amerikanske far. Hendes danske mor blev skilt fra ham, da Mathilde var et år gammel, og moren tog sit barn med sig tilbage til Danmark. Da Mathildes stedfar mange år senere dør, sætter det tanker i gang hos Mathilde, der beslutter sig for at undersøge forholdet til sin egen far, inden det måske er for sent. Den amerikanske far, John, har også fået ny kone og nye børn. Mathilde har besøgt dem om sommeren som barn, hvor hun tydeligt mærkede sin stedmors modstand mod hende og havde svært ved at komme tæt på faren, som først og fremmest var optaget af sit arbejde som atomfysiker. Han kom også til København på besøg, men det meste af deres forhold bestod i brevform. Læs også: Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten Forholdet bliver ekstra kompliceret, da stedmoren på et tidspunkt forbyder Mathildes far at have kontakt med sin ældste datter. Det bliver anledning til, at de to mødes væk fra hans hjem, bl.a. på konferencer og på et tidspunkt i Texas, hvor Mathilde Walter Clark får nye perspektiver på sin far og deres fælles familiebaggrund i sydstaterne. Dér, i rammen af familiefortællingen og blodets bånd, der tilsyneladende flyder i en uafbrudt strøm fra generation til generation i syden, går atomer og tilhørsforhold op i en højere enhed. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om romaner, der har forældre og forholdet til dem som tema, blandt andet i forbindelse med listen De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre Og Mathilde Walter Clarks bog skriver sig delvist ind her, men tilføjer elementet stedforældre, forældre på afstand og den dynamik, som kan opstå i skilsmissefamilier, når nye ægtefæller har svært ved at forlige sig med tidligere forhold og børn. Læs også: House of Many Gods…

Jul med Emma Gad

Forleden gik jeg sammen med tusindvis af andre danskere rundt i Indre By i København for at finde gaver til mine nærmeste. Man ved udmærket godt, hvad man går ind til, når man venter til december med gaverne:  mas og slid for at komme frem og tilbage i menneskehavet, som breder sig og opsnapper de ting, man også har på listen, for øjnene af én. Men det er også tradition og en vigtig del af julen, som giver os følelsen af et overordnet kulturelt fællesskab med hinanden. Vi har de samme forpligtelser på vejen mod det samme mål. Nogle af de butikker der var mest gang i denne formiddag, var byens boghandlere, og det kan man jo kun glæde sig over som bogelsker. Det er fantastisk, at folk er så vilde med at købe bøger til familie og venner. Og forståeligt, for bogen er den perfekte gave: altid personlig, kan gives til både de nærmeste og til folk, man kender mindre godt. Den er smuk, og den adskiller sig fra alle de brugsgenstande vi ellers køber og giver til hinanden. Den taler til noget andet i os. Da jeg gik rundt mellem bunkerne, fik jeg øje på en klassiker, som jeg straks genkendte uden nogensinde at have læst den. Emma Gads takt og tone. En del af vores fælles bevidsthed, selvom mange af os ikke har kigget den nærmere igennem. Vi ved bare, at er man i tvivl om noget i forhold til etikette og netop takt og tone, så er Emma Gad eksperten, man skal vende sig mod. Læs også: Min bedstemors historie Men hvorfor denne prominente plads i julehandlen? Der var ikke tid til at undersøge det nærmere, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på det, jeg egentlig søgte. Da jeg kom hjem med mine indkøb, fandt…

Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten

I denne måned har streaming-tjenesten HBO Nordic premiere på serien ”Min Geniale Veninde”, som er baseret på en roman-kvartet af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanserien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, som altså har lagt navn til tv-serien og bliver efterfulgt af ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”. Der er ingen tvivl om, at historien om de to piger, Elena og Lila, og deres venskab, egner sig utrolig godt til serie-formatet, og jeg skal helt sikkert sidde klinet til skærmen den 19. november 2018, når serien bliver lagt på HBO. Men uanset kvaliteten af serien, og selvom det er en stor kliche, vil jeg alligevel slå et slag for, at man gør sig selv den tjeneste at læse bøgerne også. Historien er på mange måder et klassisk episk drama, forankret i to fantastiske hovedpersoner, hvis liv er spundet ind i en fascinerende og farlig kultur i Napoli. Historiens hjerte ligger i deres indbyrdes forhold og alt, hvad det udsættes for over tid, men er indlejret i en krop af farverigt italiensk liv. Historien om deres venskab afspejler således både en historisk udvikling i Napoli og i Italien, men også den universelle menneskelige udvikling fra barn til voksen. Historien begynder, da fortælleren Elena Greco sætter sig for at fortælle historien om sit venskab med veninden Raffaella Cerullo, kaldet Lila, som nu er sporløst forsvundet. Elena sætter sig til computeren og vender i tankerne helt tilbage deres venskabs begyndelse i 1950, hvor de møder hinanden i skolen i Napoli. Læs også: House of Many Gods Begge piger er fra begyndelsen bogligt stærke og har mange talenter, men kun den ene af dem får mulighed for at føre sine talenter ud i livet. Fattigdom, familieforpligtelser og forestillinger og forventninger til køn, prøver…

Anne Franks dagbog

Du har helt sikkert hørt om den. Sikkert også læst uddrag fra den. Jeg vil anbefale dig at læse den i sin helhed. Ikke bare fordi Anne Franks dagbog er medrivende og rørende, eller fordi enhver der har været teenager engang kan relatere til forfatterens tanker om forældre, det at være ung og at have store drømme for fremtiden. Men især fordi Anne Franks dagbog giver et unikt og autentisk vidnesbyrd om det, der skete engang og som kan ske igen. Til det sidste håber Anne Frank og hendes familie, ligesom mange andre, at det ikke går så galt. Men det gør det. I tiden efter 2. Verdenskrig sagde verdenssamfundet “aldrig mere”. Aldrig igen skulle noget så grusomt få lov at finde sted, som da Europas jøder næsten blev udslettet. Men det kræver, at vi husker. Nye generationer har hørt om jødeforfølgelserne, måske også besøgt mindesmærker og set film om fænomenet. Men den kollektive hukommelse af, hvad der skete og hvordan det skete, forsvinder fra generation til generation, hvis ikke den får et indspark. Anne Franks dagbog kan noget særligt, fordi den i kraft af sit format, fortæller historien indefra gennem en ung og uskyldig hovedperson, som vi kan relatere til og føle med på en måde, der får alvoren og smerten til at gå op for os på tværs af tiden, der er gået. Læs også: Den moderne kulturs historie Det er naturligvis også derfor, at bogen er en verdensklassiker og vel nok den mest berømte dagbog nogensinde. Den er skrevet af en ung, jødisk pige, som begynder at skrive i den på sin 13-års fødselsdag. Vi når at få et kort indblik i hendes hverdag med skole, veninder og hvad der ellers optager en 13-årig pige, inden alt forandres, da hun pludselig må gå under jorden sammen med sin…

House of Many Gods

Når jeg besøger et nyt land, er det blevet en rejsetradition for mig at gå ind i en boghandel og spørge efter deres mest populære, lokale forfatter. Det er jeg begyndt at gøre, fordi den lokale litteratur kan give mig en masse information og forståelse om et sted, som en rejseguide ikke kan. Man kommer nogle skridt længere ind i en kultur og et samfund, når man går gennem en god roman af en forfatter, der kender sit stof og bruger sin viden til at fortælle om sit hjemland og sin kultur. Og samtidig kommer man i kontakt med nogle forfattere, man ellers ville være gået glip af. Læs også: De 5 bud: Efterårs-læsning Jeg er lige kommet hjem fra tre ugers ferie på Hawaii med min kæreste. Ingen af os havde været der før, og vi blev meget begejstrede for både Big Island og Oahu, som var de to øer, vi besøgte. På Big Island i byen Kailua-Kona, hvor vores rejse begyndte, hjalp en sød boghandler mig med at finde den rette feriebog, som opfyldte mine kriterier om en roman af en anerkendt hawaiiansk forfatter, som handlede om kulturen og livet på Hawaii. Hun pegede straks på Kiana Davenport, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg forstod, står bag flere internationale bestsellere, blandt andet ”Song of the Exile” og ”Shark Dialogues”. Jeg valgte Davenports roman ”House of Many Gods”, som så ud til at have en meget fængende historie, der kunne holde mig vågen på stranden. Det havde den også! Læs også: En ærlig biografi om Ghita Nørby Handlingen i ”House of Many Gods” deler sig mellem Hawaii og Rusland fra 1960erne og frem. På Hawaii følger vi Ana, der bliver efterladt hos sine slægtninge af sin mor, da hun er barn. Hendes slægtninge er omsorgsfulde, men…

Alfabet og Sommerfugledalen

Jeg kan huske, at vi læste Inger Christensen i dansktimerne i gymnasiet. Jeg mener, at det var uddrag fra digtsamlingen ”Det” fra 1969, som var Inger Christensens gennembrud. Jeg husker også, at jeg tænkte, at det var sgu meget godt, men ikke noget, der talte direkte til mig. Ikke som de romantiske guldalderdigte for eksempel. Eller Tove Ditlevsens tidlige digte, som jeg kunne nogle af udenad. Det slog mig selvfølgelig ikke, at det nok var mit forståelses- og analyseniveau, der ikke var særlig udviklet på det tidspunkt. Jeg forstod ikke Inger Christensens digte. Jeg forstod ikke meningen med hendes talsystemer, grammatik og betydningssammenhænge. Og derfor sagde de mig selvfølgelig ikke noget. Det kræver øvelse af læse og forstå den litteratur, der arbejder med kompleksitet på flere niveauer, og som eksperimenterer med sprog og fortælling. Men tør man kaste sig ud i det, er øvelsen det værd. Man bliver mere stimuleret og får mere indsigt, følelse og viden til gengæld, når man investerer tanker og kræfter i sin læsning. Læs også: Hvornår har du sidst talt med din nabo? Det er næsten som med et nyt sprog. Hvis man ikke sætter sig ned for at lære at forstå fransk, så fremstår en fransk tekst som en mystisk, meningsløs gang volapyk. Ikke som et rigtig sprog med en klar og forståelig mening. Da jeg fornylig fandt Inger Christensens egen indtaling af ”Alfabet”, som bliver betragtet som Christensens hovedværk, og ”Sommerfugledalen”, slog jeg til. ”Alfabet” kombinerer alfabetet med Fibonaccis talrække (1, 2, 3, 5, 8, 13…). På den måde udspiller digtet sig på én gang i det matematiske og det alfabetiske system, mens det fortæller om kærligheden til livet, om mennesker og om angst for det onde, som mennesker gør. ”Sommerfugledalen” bliver læst op efter ”Alfabet” og er en såkaldt sonetkrans, som består…