I Lone Star reflekterer Mathilde Walter Clark over forholdet til sin amerikanske far. Hendes danske mor blev skilt fra ham, da Mathilde var et år gammel, og moren tog sit barn med sig tilbage til Danmark. Da Mathildes stedfar mange år senere dør, sætter det tanker i gang hos Mathilde, der beslutter sig for at undersøge forholdet til sin egen far, inden det måske er for sent. Den amerikanske far, John, har også fået ny kone og nye børn. Mathilde har besøgt dem om sommeren som barn, hvor hun tydeligt mærkede sin stedmors modstand mod hende og havde svært ved at komme tæt på faren, som først og fremmest var optaget af sit arbejde som atomfysiker. Han kom også til København på besøg, men det meste af deres forhold bestod i brevform. Læs også: Bøgerne bag serien: Napoli-kvartetten Forholdet bliver ekstra kompliceret, da stedmoren på et tidspunkt forbyder Mathildes far at have kontakt med sin ældste datter. Det bliver anledning til, at de to mødes væk fra hans hjem, bl.a. på konferencer og på et tidspunkt i Texas, hvor Mathilde Walter Clark får nye perspektiver på sin far og deres fælles familiebaggrund i sydstaterne. Dér, i rammen af familiefortællingen og blodets bånd, der tilsyneladende flyder i en uafbrudt strøm fra generation til generation i syden, går atomer og tilhørsforhold op i en højere enhed. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om romaner, der har forældre og forholdet til dem som tema, blandt andet i forbindelse med listen De 5 bud: Fortællinger om frygtelige forældre Og Mathilde Walter Clarks bog skriver sig delvist ind her, men tilføjer elementet stedforældre, forældre på afstand og den dynamik, som kan opstå i skilsmissefamilier, når nye ægtefæller har svært ved at forlige sig med tidligere forhold og børn. Læs også: House of Many Gods…

Forleden gik jeg sammen med tusindvis af andre danskere rundt i Indre By i København for at finde gaver til mine nærmeste. Man ved udmærket godt, hvad man går ind til, når man venter til december med gaverne:  mas og slid for at komme frem og tilbage i menneskehavet, som breder sig og opsnapper de ting, man også har på listen, for øjnene af én. Men det er også tradition og en vigtig del af julen, som giver os følelsen af et overordnet kulturelt fællesskab med hinanden. Vi har de samme forpligtelser på vejen mod det samme mål. Nogle af de butikker der var mest gang i denne formiddag, var byens boghandlere, og det kan man jo kun glæde sig over som bogelsker. Det er fantastisk, at folk er så vilde med at købe bøger til familie og venner. Og forståeligt, for bogen er den perfekte gave: altid personlig, kan gives til både de nærmeste og til folk, man kender mindre godt. Den er smuk, og den adskiller sig fra alle de brugsgenstande vi ellers køber og giver til hinanden. Den taler til noget andet i os. Da jeg gik rundt mellem bunkerne, fik jeg øje på en klassiker, som jeg straks genkendte uden nogensinde at have læst den. Emma Gads takt og tone. En del af vores fælles bevidsthed, selvom mange af os ikke har kigget den nærmere igennem. Vi ved bare, at er man i tvivl om noget i forhold til etikette og netop takt og tone, så er Emma Gad eksperten, man skal vende sig mod. Læs også: Min bedstemors historie Men hvorfor denne prominente plads i julehandlen? Der var ikke tid til at undersøge det nærmere, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på det, jeg egentlig søgte. Da jeg kom hjem med mine indkøb, fandt…

I denne måned har streaming-tjenesten HBO Nordic premiere på serien ”Min Geniale Veninde”, som er baseret på en roman-kvartet af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanserien begynder med romanen ”Min geniale veninde”, som altså har lagt navn til tv-serien og bliver efterfulgt af ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”. Der er ingen tvivl om, at historien om de to piger, Elena og Lila, og deres venskab, egner sig utrolig godt til serie-formatet, og jeg skal helt sikkert sidde klinet til skærmen den 19. november 2018, når serien bliver lagt på HBO. Men uanset kvaliteten af serien, og selvom det er en stor kliche, vil jeg alligevel slå et slag for, at man gør sig selv den tjeneste at læse bøgerne også. Historien er på mange måder et klassisk episk drama, forankret i to fantastiske hovedpersoner, hvis liv er spundet ind i en fascinerende og farlig kultur i Napoli. Historiens hjerte ligger i deres indbyrdes forhold og alt, hvad det udsættes for over tid, men er indlejret i en krop af farverigt italiensk liv. Historien om deres venskab afspejler således både en historisk udvikling i Napoli og i Italien, men også den universelle menneskelige udvikling fra barn til voksen. Historien begynder, da fortælleren Elena Greco sætter sig for at fortælle historien om sit venskab med veninden Raffaella Cerullo, kaldet Lila, som nu er sporløst forsvundet. Elena sætter sig til computeren og vender i tankerne helt tilbage deres venskabs begyndelse i 1950, hvor de møder hinanden i skolen i Napoli. Læs også: House of Many Gods Begge piger er fra begyndelsen bogligt stærke og har mange talenter, men kun den ene af dem får mulighed for at føre sine talenter ud i livet. Fattigdom, familieforpligtelser og forestillinger og forventninger til køn, prøver…

Du har helt sikkert hørt om den. Sikkert også læst uddrag fra den. Jeg vil anbefale dig at læse den i sin helhed. Ikke bare fordi Anne Franks dagbog er medrivende og rørende, eller fordi enhver der har været teenager engang kan relatere til forfatterens tanker om forældre, det at være ung og at have store drømme for fremtiden. Men især fordi Anne Franks dagbog giver et unikt og autentisk vidnesbyrd om det, der skete engang og som kan ske igen. Til det sidste håber Anne Frank og hendes familie, ligesom mange andre, at det ikke går så galt. Men det gør det. I tiden efter 2. Verdenskrig sagde verdenssamfundet “aldrig mere”. Aldrig igen skulle noget så grusomt få lov at finde sted, som da Europas jøder næsten blev udslettet. Men det kræver, at vi husker. Nye generationer har hørt om jødeforfølgelserne, måske også besøgt mindesmærker og set film om fænomenet. Men den kollektive hukommelse af, hvad der skete og hvordan det skete, forsvinder fra generation til generation, hvis ikke den får et indspark. Anne Franks dagbog kan noget særligt, fordi den i kraft af sit format, fortæller historien indefra gennem en ung og uskyldig hovedperson, som vi kan relatere til og føle med på en måde, der får alvoren og smerten til at gå op for os på tværs af tiden, der er gået. Læs også: Den moderne kulturs historie Det er naturligvis også derfor, at bogen er en verdensklassiker og vel nok den mest berømte dagbog nogensinde. Den er skrevet af en ung, jødisk pige, som begynder at skrive i den på sin 13-års fødselsdag. Vi når at få et kort indblik i hendes hverdag med skole, veninder og hvad der ellers optager en 13-årig pige, inden alt forandres, da hun pludselig må gå under jorden sammen med sin…

Når jeg besøger et nyt land, er det blevet en rejsetradition for mig at gå ind i en boghandel og spørge efter deres mest populære, lokale forfatter. Det er jeg begyndt at gøre, fordi den lokale litteratur kan give mig en masse information og forståelse om et sted, som en rejseguide ikke kan. Man kommer nogle skridt længere ind i en kultur og et samfund, når man går gennem en god roman af en forfatter, der kender sit stof og bruger sin viden til at fortælle om sit hjemland og sin kultur. Og samtidig kommer man i kontakt med nogle forfattere, man ellers ville være gået glip af. Læs også: De 5 bud: Efterårs-læsning Jeg er lige kommet hjem fra tre ugers ferie på Hawaii med min kæreste. Ingen af os havde været der før, og vi blev meget begejstrede for både Big Island og Oahu, som var de to øer, vi besøgte. På Big Island i byen Kailua-Kona, hvor vores rejse begyndte, hjalp en sød boghandler mig med at finde den rette feriebog, som opfyldte mine kriterier om en roman af en anerkendt hawaiiansk forfatter, som handlede om kulturen og livet på Hawaii. Hun pegede straks på Kiana Davenport, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg forstod, står bag flere internationale bestsellere, blandt andet ”Song of the Exile” og ”Shark Dialogues”. Jeg valgte Davenports roman ”House of Many Gods”, som så ud til at have en meget fængende historie, der kunne holde mig vågen på stranden. Det havde den også! Læs også: En ærlig biografi om Ghita Nørby Handlingen i ”House of Many Gods” deler sig mellem Hawaii og Rusland fra 1960erne og frem. På Hawaii følger vi Ana, der bliver efterladt hos sine slægtninge af sin mor, da hun er barn. Hendes slægtninge er omsorgsfulde, men…

Jeg kan huske, at vi læste Inger Christensen i dansktimerne i gymnasiet. Jeg mener, at det var uddrag fra digtsamlingen ”Det” fra 1969, som var Inger Christensens gennembrud. Jeg husker også, at jeg tænkte, at det var sgu meget godt, men ikke noget, der talte direkte til mig. Ikke som de romantiske guldalderdigte for eksempel. Eller Tove Ditlevsens tidlige digte, som jeg kunne nogle af udenad. Det slog mig selvfølgelig ikke, at det nok var mit forståelses- og analyseniveau, der ikke var særlig udviklet på det tidspunkt. Jeg forstod ikke Inger Christensens digte. Jeg forstod ikke meningen med hendes talsystemer, grammatik og betydningssammenhænge. Og derfor sagde de mig selvfølgelig ikke noget. Det kræver øvelse af læse og forstå den litteratur, der arbejder med kompleksitet på flere niveauer, og som eksperimenterer med sprog og fortælling. Men tør man kaste sig ud i det, er øvelsen det værd. Man bliver mere stimuleret og får mere indsigt, følelse og viden til gengæld, når man investerer tanker og kræfter i sin læsning. Læs også: Hvornår har du sidst talt med din nabo? Det er næsten som med et nyt sprog. Hvis man ikke sætter sig ned for at lære at forstå fransk, så fremstår en fransk tekst som en mystisk, meningsløs gang volapyk. Ikke som et rigtig sprog med en klar og forståelig mening. Da jeg fornylig fandt Inger Christensens egen indtaling af ”Alfabet”, som bliver betragtet som Christensens hovedværk, og ”Sommerfugledalen”, slog jeg til. ”Alfabet” kombinerer alfabetet med Fibonaccis talrække (1, 2, 3, 5, 8, 13…). På den måde udspiller digtet sig på én gang i det matematiske og det alfabetiske system, mens det fortæller om kærligheden til livet, om mennesker og om angst for det onde, som mennesker gør. ”Sommerfugledalen” bliver læst op efter ”Alfabet” og er en såkaldt sonetkrans, som består…

Jeg er egentlig ikke den store biografilæser. Jeg har læst et par stykker efterhånden, men jeg er ofte tilbageholdende med at kaste mig ud i dem, for man kan meget nemt blive skuffet. For det første kan en biografi komme til at ødelægge de forestillinger, man har om en kendt person, som i første omgang gjorde én fascineret og interesseret i vedkommende. Myten om et menneske kan nemt blive pillet fra hinanden, når man zoomer ind på deres dagligdag og nære historie. Selv de største genier og idoler har haft dage med sure pligter, pengeproblemer, fedtet hår, patetiske tanker, selvmedlidenhed og kiksede beslutninger. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at høre om dem. Jeg kan jo lide disse mennesker for deres storhed og betydning. Omvendt kan biografier være utrolig kedelige, hvis de undlader at fortælle sandfærdigt og troværdigt om deres hovedperson. Læs også: Den moderne kulturs historie Mange biografi-forfattere bliver tilsyneladende enten så fascinerede eller taknemmelige over for den person, de skriver biografi om, at de glemmer at udfordre vedkommende til at tale om de ting, han eller hun ikke bryder sig om. De mindre pæne sider. De mere triste kapitler. Fejl og fortrydelse. Dér, hvor der virkelig var noget på spil. I stedet bliver det den rene hyldest sang, så man som læser gaber kæberne af led. For det er jo kun, når vi oplever en balance mellem lys og mørke, tryghed og farer, heltemod og fejhed i en historie, at det bliver interessant. Det gælder også for biografier. Det er, når de mennesker, vi læser om, træder frem som hele mennesker, at de bliver inspirerende og fascinerende for os andre. Når de fortæller om deres livsbane og deres succes i lyset af udfordringerne og problemerne. Vi vil gerne høre om deres mod, men også om dengang de var…

”Et lille liv” af Hanya Yanagihara med den iøjnefaldende forside: et billede af en yngre mand i smerte, var pludselig alle steder. Som plakater i boghandlernes vinduer, som reklamer på Facebook og som genstand for omtaler og anmeldelser i de litteraturinteresserede medier. Det stod klart, at dette var en bog, man var nødt til at læse, hvis man ville være én af dem, der følger med i ny, vestlig litteratur. Bogen kom på min læseliste, men det var først denne sommer (den udkom på dansk i 2016), at den var nået frem i køen og fik sin tur. Jeg valgte at høre romanen som lydbog, hvilket var en fejl.  Med over 33 timers lytning er det en voldsom og langsommelig proces, og jeg må indrømme, at den ikke formåede at holde mig fokuseret og optændt hele vejen igennem. Jeg kan derfor heller ikke sige mig fri for, at jeg har misset vigtige detaljer eller det flow, som romanens sprog og fortælleteknik måske ville have givet, hvis jeg selv havde brugt øjnene. Derudover blev jeg allerede en smule træt, da jeg i løbet af de første par timer blev klar over, at dette var endnu en historie om New York. Om unge kreative i New York og deres indbyrdes forhold til hinanden over tid. Om unge mænd på en udviklingsrejse gennem livet. Læs også: Kampen mellem brødre Men oven på dette noget forslidte fundament har Yanagihara støbt nogle lag, som har noget nyt og vigtigt på hjerte. Omdrejningspunktet for romanen er fire mandlige venner, men først og fremmest karakteren Jude, som er blevet udsat for frygtelige overgreb og seksuelt misbrug gennem hele sin opvækst. Disse perfide overgreb bliver beskrevet på en måde, så man får kvalme. Ikke på grund af grove detaljer og udpenslinger, men fordi vi selv bliver sat til…

Tyrkiske Orhan Pamuk har længe været på min liste over must-reads. Han vandt nobelprisen i litteratur i 2006, hvilket jo i sig selv er en god grund til at se nærmere på hans forfatterskab. Derudover har jeg som mange andre danskere været en del i Tyrkiet, blandt andet i Istanbul, som flere af Pamuks romaner udspiller sig i. Jeg har mange dejlige minder fra det smukke land og håber at kunne vende tilbage dertil en dag. Jeg kastede mig over ”Mit navn er rød” med store forventninger og blev ikke skuffet. Romanen kræver tålmodighed, tid og et køligt overblik, men den giver til gengæld en dyb og rig læseoplevelse. Det, der først og fremmest bliver tilbage hos mig, er den måde fortællingen udfolder sig på. Bogen er inddelt i en uhørt lang række kapitler, hvor forskellige stemmer byder ind med deres individuelle perspektiver på et handlingsforløb over ni dage og på livet i Istanbul generelt i slutningen af 1590erne. Nogle stemmer kommer flere gange og fortæller løbende nye dele af deres historie og oplevelse af begivenhederne i fortællingen. Og de indbyrdes perspektiver og udlægninger stemmer ikke nødvendigvis overens. Der er således ingen enkel sandhed eller illusioner der får lov at gro fast hos læseren. I romanen bestiller Sultan Murat den III en illustreret bog som gave til en venetiansk stormand, hvilket udløser to mord på henholdsvis værkstedets mester og en af miniaturemalerne, som skal illustrere bogen efter de gældende moralske og religiøse regler i det islamiske Istanbul. Læs også: “Manuskripter kan ikke brænde” Islam tillader ikke billeder af koranen eller profeten, men bøgerne i slutningen af 1500-tallet kunne godt illumineres med miniaturefremstillinger af træer, heste, blomster og slag. Illustratorerne selv var anonyme og gjorde en dyd ud af ikke at have et individuelt særpræg eller en personlig stil i deres…

For et par år siden læste jeg et semester på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet som en del af min journalistuddannelse. Det er jeg glad for, jeg gjorde, for på et enkelt semester fik jeg udvidet min litteraturforståelse og interesse for de store værker med mange kilometer. For det første var det fantastisk at bruge helt semester udelukkende på at læse og forstå noget af den bedste litteratur, der er skrevet. For en der elsker bøger, er det ren luksus. For det andet blev jeg introduceret til nogle værker og forfattere, jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med, og som strøg direkte ind på toppen af listen over mine all-time favoritter. Jeg fik blandt øjnene op for Marcel Proust og ”På sporet af den tabte tid”, og jeg blev dybt betaget af Robert Musil og ”Manden uden egenskaber”. For det tredje blev jeg mindet om, hvor meget ekstra det kan give læseoplevelsen, at man sætter sig ind i den historiske periode, som en forfatter beskæftiger sig med. Det er selvfølgelig et privilegie at kunne tage sig tid til det, men ikke desto mindre er det anbefalelsesværdigt. En god baggrundsforståelse føjer mange lag til forståelsen og udbyttet af den fortælling, man sidder med og ikke mindst til forfatterens motivation og budskab. Læs også: “Manuskripter kan ikke brænde” Semestret beskæftigede sig med den moderne litteratur fra 1850-1950. Jeg fulgte to fag, hvor det ene havde fokus på udvalgte værker og analysen af dem, og det andet tog fat på den historiske periode fra et litterært perspektiv. Det moderne er en periode i historien, hvor der kommer fokus på frihed og fornuft. Forskellige strømninger i den vestlige verden pegede på, at hverken religion eller tradition længere burde styre den enkeltes handlinger. Kulturen var noget, der stod til forhandling, mens følelserne var det, der drev…