Refleksion #3: Søg inspiration og nye indtryk

Andre skrivende kender det uden tvivl. Man er kommet godt i gang med sit projekt, man har målet for øje, og man forskanser sig med sin computer i dagevis for ikke at blive distraheret eller forstyrret af noget som helst. Jeg skal skrive! Jeg har lært, at den strategi indimellem kan være en fejl. For pludselig sidder man bare og stirrer på skærmen og den blinkende cursor uden nogen form for resultat, og med mindre man har lagt digitale benspænd ud for sig selv, ender man – ender jeg – på komplet uvedkommende steder som Facebook, Twitter og Netflix. Jeg har lært, at i stedet for hidsigt at tvinge mig selv tilbage til dokumentet og forsøge at fremmane et engagement og et flow, kan det være en god idé at klappe maskinen sammen, løfte blikket og gå ud i verden for at lede efter noget eller nogen, der kan sætte tankerne og ikke mindst fingrene i gang på tastaturet igen. Jeg er så heldig at have en hund, som hellere end gerne gør mig selskab på en tur eller flere. Med snørede gummisko og Henry i snor, marcherer jeg ud i byen, gennem parker og ned ad gader. Jeg ser på livet omkring mig og prøver at lade noget af det lagre sig, mens Henry søger informationer med næsen. Der sker næsten altid noget, når man går rundt i byen. Om ikke andet kan man blive forundret over, hvordan folk, store som små, opfører sig i det offentlige rum. Hvordan dagens forskellige tidspunkter har forskellige stemninger og udtryk. Hvor mange mennesker man deler byens rum med, som man synes aldrig at have set før. Nogle gange kan en rask gåtur være nok til at sætte hjernen i gang. Andre gange skal der mere til. Så må jeg tage en skrivedag…

Refleksion #2: Vær tålmodig!

Min sidste refleksion handlede om udfordringen ved at finde ud af og derefter fastholde, hvad den bog jeg skriver, egentlig handler om (se refleksion #1). Selvom jeg stadig kæmper med den udfordring, føler jeg, at jeg i løbet af den sidste måned er kommet tættere på en mening, en sammenhæng og måske endda et budskab. Ikke særlig overraskende er det alt sammen kommet til syne efterhånden som jeg har fået sat flere ord på papiret. Det er først, når byggeklodserne lægges, at der kan forme sig et mønster. Faktisk har jeg været inde i en god stime af ord og handling de sidste dage. Sætninger i meningsfulde scener er kommet forholdsvis nemt til mig, når jeg har holdt koncentrationen. Jeg tror, det skyldes, at jeg har undladt at redigere og læse gammel tekst i gennem før jeg fortsatte og i stedet fokuseret på at komme videre i teksten, som man siger. Det har været en befrielse bare at ignorere alt det, der allerede er skrevet, som om det ikke har noget med mig at gøre, selvom jeg godt ved, at det uden tvivl trænger til kraftig redigering. Men det må komme senere. Den fremgangsmåde har gjort mig i stand til at komme ind i et godt skrive-flow og opnå den udsøgte tilfredsstillelse at se sideantallet stige og stige. Læs også: De 5 bud: Bøger om at skrive Og her kommer så udfordring nummer 2. For med det gode skrive-flow, der sætter ord på sider og sider i bogen, som giver én følelsen af, at målet nærmer sig, bliver jeg utrolig utålmodig efter så at nå det mål hurtigst muligt. Jeg har aldrig prøvet at løbe et maraton eller nogen anden form for konkurrenceløb, men jeg forestiller mig, at når man først øjner målstregen, bliver man mere utålmodig end nogensinde for…

Refleksion #1: Hvad handler det her om?!

Skrivedagbog: Hvad handler det her om? Jeg har taget fat på at skrive en roman. Jeg har skrevet en del i mit 31-årige liv, men det er første gang jeg kaster mig ud i et så stort skriveprojekt, som det er at få en roman til at hænge sammen. Bare det at få den skrevet! Jeg aner ikke om jeg kan og hvordan resultatet bliver. Jeg frygter at fejle, frygter at give op, men jeg har besluttet mig for at følge et af de mest konkrete forfatterråd (se ”De 5 bud: Bøger om at skrive”), jeg har læst i den sidste tid: blive ved indtil den forbandede bog er færdig. Fordi det er første gang, kender jeg endnu ikke de forskellige faser, jeg som forfatter må gennemgå før jeg kommer ud på den anden side. Jeg kan ikke trøste mig selv ved at sige, rolig nu, sådan var det jo også sidste gang. Du var lige så usikker i dit forrige projekt, da du nåede dette punkt. Du forstod først præcis, hvordan historien skulle ende, da du havde skrevet de indledende kapitler og en krog i midten. Du troede karakterne stak i alle retninger, men når du læser dem i dag, er de skåret som fuldfede menneskeskikkelser på papiret. Jeg er nået et par kapitler ind i romanen, og lige nu kæmper jeg med at forstå og holde fast i, hvad bogen egentlig handler om. Det virker måske som noget, der burde være på plads allerede ved idéudviklingen, og det er det selvfølgelig delvist også. Jeg ved, hvem mine hovedpersoner er, og hvilken rejse de skal ud på. Jeg ved også nogenlunde, hvor og hvornår jeg skal slippe dem igen. Jeg har også en række temaer, som skal med, som er vigtige og som er hele grundlaget for, at jeg…