De 5 bud: Digtsamlinger

Samlede noveller af Tove Ditlevsen

Samlede noveller af Tove Ditlevsen. Forlaget Gyldendal.

I dag vil jeg gerne anbefale ”Samlede noveller af Tove Ditlevsen” fra Gyldendal fra 2015. Jeg har lige genlæst den og har endnu engang nydt de mange forskellige noveller fra Ditlevsen hånd. Jeg holder meget af novellen som genre, fordi den giver så meget og kræver så lidt. Den korte længde med det koncentrerede forløb, hvor forfatterens meddelelser til læseren springer fra hver eneste linje, er som at spise på en Michelin-restaurant fra det ny-nordiske køkken. Det gælder ikke om at æde løs, men om at få en smagseksplosion og sanseoplevelse af små, veludvalgte stykker af sprødhed, sødme og så videre.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan være skønt med en vellavet entrecote med det hele. Ligesom det kan være skønt at sidde med en murstenstung roman, hvor en livshistorie udvikler sig i mageligt tempo fra side til side. Men indimellem er det en befrielse at blive hevet kort ind og sendt ud igen af en fortælling, og man behøver ikke altid tusind sider for at fortælle noget vigtigt og interessant. Er man god, kan man gøre det på tre, som Ditlevsen gør i flere af sine noveller.

Tove Ditlevsen er måske først og fremmest kendt for sine digte og for sine brevkassesvar hos Familie Journal, men hun skrev også romaner og altså et hav af noveller. ”Samlede noveller” er en samling af Ditlevsens fire novellesamlinger – ”Den fulde sandhed”, ”Dommeren”, ”Paraplyen” og ”Den onde lykke” – alle skrevet mellem 1946 og 1963.

Novellerne varierer dejligt i længde og fortællestil, mens temaerne er velkendte Tove Ditlevsen-temaer: ægteskab, familieforhold og kærlighed, spiddet af Ditlevsens nøgterne og udramatiske blik på hverdagslivet mellem kærester og ægtefolk.

Jeg kan indimellem godt have det svært med det støvede kønssyn, der præger fortællingerne og budskaberne, for Ditlevsen iscenesætter sine fortællinger omkring to slags figurer: mænd og kvinder. Der er ikke noget midt imellem, og ikke mange nuancer at hente omkring det at være mand eller kvinde.

Men hvis man tilskriver det tidsbilledet, som i sig selv er interessant og lærerigt, synes jeg godt man kan lade det ligge og i stedet nyde de detaljer Ditlevsen finder omkring samliv og kærlighed, og ikke mindst hendes måde at drage sin læser ind med en fængende første sætning, som straks sætter fantasien og indlevelsen i gang.

Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/samlede-noveller_tove-ditlevsen_haeftet_9788702185607

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

De 5 bud: Digtsamlinger