De 5 bud: Venskaber

De 5 bud: Digtsamlinger

Den hvide rose af Olga Ravn. Forlaget Gyldendal.

 

Det kommer i bølger, at jeg kaster mig over digtsamlinger. Det er som om de tiltrækker hinanden, så er man først kommet igennem én, får man lyst til at læse flere. Sådan har jeg det i hvert fald. På et tidspunkt bliver jeg mættet, og er måske også kommet igennem de aktuelle samlinger, der rent faktisk er værd at læse. Så kan der gå år før jeg læser digte igen.

Digte bevæger sig altid på grænsen mellem det gale og det geniale, og der er mange meget dårlige digte, hvor teksten tipper over i det decideret latterlige. For det er vanvittigt svært at skrive gode digte. Det bliver hurtigt patetisk, sentimentalt eller påtaget provokerende. Eller også bare en forholdsvis ligegyldig opremsning af en pågældende forfatters umiddelbare tanker og oplevelser.

I de dårlige samlinger skinner det igennem, at forfatteren i virkeligheden ikke har noget at sige, som andre end deres nærmeste familie er interesseret i at høre. Men når digte er gode, er de berigende og rammende. Her er fem bud på digtsamlinger, som har ramt mig på hver deres måde og som jeg vil anbefale at læse eller høre på lydbog.

 

  • Mette Moestrup: Dø, løgn, dø

Dø, løgn, dø af Mette Moestrup. Forlaget Gyldendal.

Mette Moestrups digtsamling fra 2013 rummer en hel masse forskellige temaer, som f.eks. hvidhed, kærlighed, køn, fællesskab og penge, og de leverer deres underspillede pointer og budskaber gennem opfindsom eksperimenteren med både det danske og engelske sprog. Jeg lyttede til den som lydbog, indlæst af forfatteren selv, og jeg vil klart anbefale andre at gøre det samme. Moestrups oplæsning er speciel og føjer et ekstra vigtigt lag til selve teksten, som nærmest bliver et sprogligt skuespil. Du kan købe/lytte til bogen her: https://mofibo.com/dk/da/books/4692-D%C3%B8–l%C3%B8gn–d%C3%B8

 

  • Yahya Hassan: Yahya Hassan

Yahya Hassan af Yahya Hassan. Forlaget Gyldendal.

Yahya Hassans første digtsamling behøver dårligt nok en introduktion. Den mest omtalte digtsamling i årtier har ikke været til at komme udenom. Der er ingen tvivl om, at Hassan havde alvorlige problemer og også skabte problemer for andre, og han er en af de forfattere, hvis person kommer til at fylde mere end sit værk, fordi han var det, han skrev og omvendt. Hassans digte satte kultureliten på den anden ende med sine vidnesbyrd fra et miljø, en opvækst og nogle oplevelser, som var så meget mere rå og virkelige end nogen andres. Han havde virkelig et tema og et emne, der mange år frem i tiden vil få andre danske digtere til at fremstå som navlebeskuende tudeprinser og prinsesser som ikke har oplevet noget nævneværdigt, som kan give digtningen vinger. Det er ikke en raffineret leg med sproget, som gør sig gældende for Hassans digtning men derimod dens indhold, som rammer én lige midt i privilegierne og naiviteten, hvilket er en anbefalelsesværdig oplevelse. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/yahya-hassan_yahya-hassan_haeftet_9788702153521

 

  • Pia Tafdrup: Synet af lys

Synet af lys af Pia Tafdrup. Forlaget Gyldendal.

Med Pia Tafdrups digtsamling ”Synet af Lys” er det lige omvendt. Her er der ikke noget hårdtslående tema, der vender op og ned på vores forståelse af det land, vi bor i eller de oplevelser, man kan komme ud for som menneske. Det er derimod sanserne som de fleste af os kender dem, som danner grundlag for digtningen. Til gengæld er sproget som digterisk redskab i fokus. Tafdrup bruger synssansen som en rød tråd gennem digtene, som er fulde af billeder og sansninger, der får ordene til at træde ud og sætte ens egne sanser i gang. Samlingen er tredje del af et sammenhængende projekt om de fem sanser, der begynder med ”Smagen af stål” efterfulgt af ”Lugten af sne”. Efter ”Synet af lys” kom ”Lyden af skyer”. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/synet-af-lys_pia-tafdrup_indbundet_9788702244762

 

  • Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Rystet spejl af Søren Ulrik Thomsen. Forlaget Gyldendal.

Søren Ulrik Thomsen er en af de digtere, der formår at henvende sig meget direkte og nært til læseren af sine digte uden at falde i den grøft, jeg omtaler ovenfor, hvor digteren sætter sin tirsdag eftermiddag på digtform uden tilsyneladende at have noget rigtig interessant at sige med det. I ”Rystet spejl” er vi tæt på forfatteren og hans personlige tanker, men der er et overordnet tema, en mening og et mål med digtningen. Rystet spejl har døden og erindringen, som omdrejningspunkt og selvom man ikke ligefrem slår sig på ordene, giver digtenes præcise konstruktioner og stemninger noget så uhåndgribeligt som sorg, savn og betydningen af minder håndgribelighed og mening. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/rystet-spejl_soeren-ulrik-thomsen_indbundet_9788702111590?gclid=Cj0KCQjw4v2EBhCtARIsACan3nyAMbiMN6X45JhmBpHEs26xKCZtYMBJYynh69v6GXD2oo1_ml_dMrcaAnQmEALw_wcB

 

  • Olga Ravn: Den hvide rose

Den hvide rose af Olga Ravn. Forlaget Gyldendal.

Jeg er stor fan af Olga Ravns romaner og har først for nylig læst hendes digtsamling ”Den hvide rose” fra 2016, som jeg klart vil anbefale. Samlingen rummer 160 ultrakorte digte, der handler om at elske en alvorlig syg med en efterhånden slidt kærlighed. Til at begynde med virker formen en smule prætentiøs, men ved at læse digtene et efter et i sammenhæng, opstår noget der minder om musik. Der er poetisk lyd i Ravns sprog, som får meget håndgribelige ord og billeder til at virke gribende og melodiske, næsten overnaturlige. Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/den-hvide-rose_olga-ravn_haeftet_9788702205824

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 5 bud: Venskaber