Vi husker først og fremmest de mandlige forfattere

En klassiker om piger der bliver til kvinder

Pigebørn af Louisa M. Alcott. Forlaget Høst & Søn.

Den første rigtige ”voksenbog”, man læser helt selv, er noget særligt. Man har endelig knækket læsekoden og kaster sig ud på sit første eventyr over siderne, helt på egen hånd og uden hjælp fra en voksen. For første gang oplever man historien komme direkte ind i én selv, ord for ord, i stedet for gennem et stemmefilter. Man er alene med historien og forfatteren. Det er på én gang overvældende, uhyggeligt, udfordrende og vanedannende.

For mig var det ”Pigebørn” af Louisa M. Alcott. Jeg var elleve/tolv år gammel og på sommerferie med min familie. Jeg husker ikke, hvor jeg havde fået udgaven fra, men jeg havde haft den stående på reolen i mit værelse i noget tid og endelig besluttet, at inden ferien var omme, skulle jeg have læst den!

Jeg var måske inderst inde lidt bekymret for, om jeg nu kunne indfri mit eget løfte. Dengang var sætninger lange og svære størrelser, som det tog tid og koncentration af tyde og forstå. Det føltes anstrengende at se og høre hvert enkelt bogstav for at kunne sætte det sammen til meningsfulde ord, selvom det blev lettere for hver gang man gjorde det.

Men uanset udfordringerne husker jeg timerne, hvor jeg lå på min seng eller sad i en stol udenfor, mens jeg nysgerrigt og dedikeret vendte siderne i bogen og lidt efter lidt lærte Jo, Meg, Beth og Amy at kende. Og Laurie selvfølgelig. Jeg blev suget ind i deres verden af leg, overvejelser og bekendtskaber, og jeg længtes efter at have søstre som dem eller en nabo som Laurie.

Jeg indfriede mit mål uden problemer og læste den sidste side inden ferien var forbi. Hjemme igen fik jeg filmen ”Pigebørn” fra 1994 på VHS med blandt andre Winona Ryder, Christian Bale, Kirsten Dunst og Clarie Danes i hovedrollerne. Med den tog fascinationen af March-familien rigtig fart og jeg viste den til udvalgte veninder, som blev lige så vilde med den. Hold op var vi forelskede i Bale’s portrættering af Theodore Lawrence! Hvor vi drømte om at være lige så modige som Jo.

Filmen handlede også om den anden del af fortællingen, bind 2, som jeg ikke var nået til i bogform, nemlig ”Unge Kvinder”, der følger op på pigebørnenes historier. Først som voksen fandt jeg ud af, at der faktisk er endnu flere fortsættelser. Dem har jeg til gode.

I foråret 2020 skulle en ny filmudgave af ”Pigebørn” have premiere, men den er indtil videre udskudt på grund af Corona-krisen. Jeg skal helt sikkert se den, når den på et tidspunkt kommer ud, selvom jeg nok bliver en smule nostalgisk efter de gamle skuespillere.

Forhåbentlig vil den inspirere nye generationer af piger og unge kvinder til på egen hånd at læse sig ind i Alcott’s univers og på tværs af mere end 150 år få sat ord og billeder på meget genkendelige følelser i det at være søskende, at være på grænsen mellem barn og ung kvinde og at drømme og planlægge fremtiden.

Bogen egner sig uden tvivl også godt til højtlæsning, søskende eller generationer imellem, hvis det under omstændighederne er samværet og den fælles oplevelse, der er mest brug for. Det er under alle omstændigheder en uundgåelig klassiker!

Du kan købe bogen her: https://www.bog-ide.dk/produkt/2250230/louisa-m-alcott-pigeboern-paperback/2492638?gclid=EAIaIQobChMIkYihha_R6AIVx0QYCh35hwOREAQYAiABEgJ1IfD_BwE&gclsrc=aw.ds

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Vi husker først og fremmest de mandlige forfattere