Mit navn er rød

Lange venskaber og kampen for lidt liv

Et lille liv af Hanya Yanagihara. Politikens Forlag.

”Et lille liv” af Hanya Yanagihara med den iøjnefaldende forside: et billede af en yngre mand i smerte, var pludselig alle steder. Som plakater i boghandlernes vinduer, som reklamer på Facebook og som genstand for omtaler og anmeldelser i de litteraturinteresserede medier.

Det stod klart, at dette var en bog, man var nødt til at læse, hvis man ville være én af dem, der følger med i ny, vestlig litteratur.

Bogen kom på min læseliste, men det var først denne sommer (den udkom på dansk i 2016), at den var nået frem i køen og fik sin tur.

Jeg valgte at høre romanen som lydbog, hvilket var en fejl.  Med over 33 timers lytning er det en voldsom og langsommelig proces, og jeg må indrømme, at den ikke formåede at holde mig fokuseret og optændt hele vejen igennem.

Jeg kan derfor heller ikke sige mig fri for, at jeg har misset vigtige detaljer eller det flow, som romanens sprog og fortælleteknik måske ville have givet, hvis jeg selv havde brugt øjnene.

Derudover blev jeg allerede en smule træt, da jeg i løbet af de første par timer blev klar over, at dette var endnu en historie om New York. Om unge kreative i New York og deres indbyrdes forhold til hinanden over tid. Om unge mænd på en udviklingsrejse gennem livet.

Læs også: Kampen mellem brødre

Men oven på dette noget forslidte fundament har Yanagihara støbt nogle lag, som har noget nyt og vigtigt på hjerte.

Omdrejningspunktet for romanen er fire mandlige venner, men først og fremmest karakteren Jude, som er blevet udsat for frygtelige overgreb og seksuelt misbrug gennem hele sin opvækst.

Disse perfide overgreb bliver beskrevet på en måde, så man får kvalme. Ikke på grund af grove detaljer og udpenslinger, men fordi vi selv bliver sat til at danne billederne og følelserne, hvilket skubber Judes oplevelser helt ind i os selv.

Til trods for en rædselsfuld opvækst, formår Jude at blive en succesfuld advokat og danne nære venskaber. Men han kan ikke ryste sin mørke bagage af sig og kører en sideløbende destruktiv adfærd, hvor han skærer i sig selv.

Overgreb er ofte forbundet med en urimelig skam hos offeret, og Jude kan tilsyneladende ikke tilgive sig selv, hvad der blev gjort mod ham som barn. Han er nødt til at påføre sig selv fysisk smerte, for at kunne holde det ud.

Og det får rammen om fortællingen til at give mening. For mange af os kan godt genkende os selv i de unge, senere midaldrendes høje ambitioner og grådighed på livet og successen. Men samtidig ved de, som har fået succes, at successen i sig selv ikke fungerer som et middel mod fortiden.

Det gør den heller ikke for Jude, som ikke kan slippe den ondskab, han har været udsat for. Den bliver ved med at plage ham.

Hans venner, hvor vigtige og trofaste de end er, kan heller ikke nå ham. Nogle ting er for slemme til at blive glemt. Nogle sår heler ikke over tid. Og nogle venner giver op.

Læs også: Nærbillede af folkets “skønhed”

Forfatteren udtalte til Information i 2017, at hun mener, at meget moderne amerikansk litteratur har en kølig distance til det, de skriver og dem de skriver om. Hun ønskede at skrive en emotionel bog med en hovedperson, som man overgiver sig til og som man bliver hos gennem hele bogen, fordi det har han brug for.

I en tid med stort fokus på personlig succes og med en sult efter succeshistorier, er ”Et lille liv” en påmindelse om, at succes er en luftig størrelse, som ikke kan redde os fra det ubehagelige og grimme vi har mødt i livet og som har sat spor i os. Nissen flytter med.

Det gælder ikke mindst for folk som Jude, der har været igennem ekstraordinære lidelser i en ung alder, og som stadig lider under den skam og det tabu, der fortsat knytter sig til seksuelle overgreb og låser ofrene fast i ensomhed.

De har, ligesom alle os andre, brug for medmenneskelig forståelse og et langvarigt og trofast engagement gennem venskaber, som stikker dybere end den overfladiske spejling af succes eller sulten efter den. Venskaber, som ikke står og falder med den, men som holder ved og forbliver forankret i kærlighed til det lille liv, der gemmer sig i den enkelte.

Du kan købe bogen her: https://www.saxo.com/dk/et-lille-liv_hanya-yanagihara_haeftet_9788740059670

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit navn er rød