Nærbillede af folkets "skønhed"

Tør du både skifte gear i bilen og i livet?

Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors. Forlaget Gyldendal.

Begge dele kan være nemmere sagt end gjort.

Da jeg som 18-årig skulle tage kørekort første gang, havde jeg en klar forventning om, at det ville gå forholdsvist let. Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare noget, som alle andre tilsyneladende fik overstået uden problemer?

Jeg tog opgaven alvorlig og prøvede at sætte mig grundigt ind i teorien og blive fortrolig med bilen og dens mekanik. Men det var som om, at der blev ved med at være en usynlig barriere mellem bilen og mig.

Jeg dumpede teoriprøven tre gange. Bestod så endelig, men dumpede derefter den praktiske prøve tre gange. Det var utroligt ydmygende at forlade de fordømte prøver igen og igen med en afvisning. Jeg måtte opgive at blive ved, da jeg skulle et år til udlandet. Da jeg kom hjem, var teoriprøven løbet ud.

Jeg møder stadig hovedrysten, når jeg fortæller historien. Folk forstår slet ikke, hvordan man kunne være så dum til noget så simpelt.

Jeg undrede mig da også selv. Jeg var trods alt lige blevet student.

En del år senere forsøgte jeg igen. Jeg ville have kørekort, så jeg kunne skrive kørekort på mit cv, når jeg skulle søge praktik under min uddannelse. Denne gang gik det bedre, om end det var lige så ubehageligt som første gang.

Jeg bestod både teoriprøven og den praktiske prøve i første hug. Men bilkørsel er stadig forbundet med usikkerhed og nervøsitet for mig.

Derfor var det virkelig en følelse af endelig at blive set, jeg fik, da jeg begyndte på ”Spejl, skulder, blink” af Dorthe Nors. Det var faktisk først, da jeg gik i gang med bogen, at det gik op for mig, at bogen med sin titel henviser til kørelærerremsen, som jeg lykkeligt havde glemt alt om.

I romanen følger vi Sonja, som er ved at tage kørekort. Hun er i 40’erne og lider af svimmelhedsanfald, hvilket bidrager til hendes generelle usikkerhed og tilbageholdende adfærd over for andre. Både i og uden for bilen.

Hun oversætter svenske krimier til dansk, men hendes eget liv synes utrolig ensformigt og motivløst.

Læs også: Profeternes hærgen på Grønland

Jeg er vild med Nors valg af køretimescenariet til at fortælle om Sonjas hæmmede liv og frygt for at tage styringen og skifte gear i tilværelsen. Det er så godt, at når man først har læst det, virker det nærmest for oplagt.

Men det er netop den følelse af usikkerhed, afmagt og manglende overblik, som man får, når man skal lære at køre bil. Hvis man altså er den type, der både frygter at blive mast af de andre, som kører mere frembusende og selvsikkert, uanset om de har evnerne til det eller ej.

Og som samtidig frygter at have andre menneskers liv i sine hænder, fordi man er bange for at begå frygtelige fejl. Fordi man mangler troen på sig selv, når noget bliver farligt eller uforudsigeligt.

I bogen bliver det blandt andet sagt ”at køre bil får én til at tænke på døden”. Og det gør det for Sonja og for mig. Jeg kan heller ikke lade være med at se de forfærdelige risici og konsekvenser for øjnene af mig, når jeg sætter sig ind og kører afsted.

Min kørelærer i anden omgang, som var tidligere udsendt soldat, sagde til mig, at jeg bare skulle lade være med at tænke så meget over det. Jeg skulle bare gøre det. Men det er svært, når man i alle andre dele af sit liv tænker og reflektere i alle lag.

Sonja er dog ved romanes begyndelse lige så usikker og handlingslammet uden for bilen, som når hun sidder i den ved siden af den dominerende kørelærer Jytte.

Sonja lader sig mase og føre af andre. Alle de nævenyttige københavnere. Men hun vil lære at køre bil og skifte gear selv, hvorfor hun må stoppe samarbejdet med Jytte, som hellere vil snakke om sig selv og sit eget liv end at lære Sonja at køre selv.

Sonja må acceptere, at man hele tiden er nødt til at presse sin vilje igennem og insistere på sine egne valg og på at skifte gear og kører frem.

Læs også: Hvornår har du sidst talt med din nabo?

Det var min første læsning af Dorthe Nors, og jeg kan lide hendes underspillede behandling af sine personer og deres handlinger, som hun skriver utrolig troværdigt frem. Indimellem tilsat lidt humoristisk udstilling.

For eksempel lader hun en af sine personer kommentere danskernes umættelige trang efter krimier: ”en kryds og tværs med sperm og maddiker, og de skal have den med i sommerhuset”.

Men også kørelæreren Jytte: BREMS FOR HELVEDE! KAN DU DA FOR SATAN IKKE SE DET FODGÆNGERFELT!

Hun bliver katalysator for hovedpersonens længe ventede livtag med bilen, gearet og sin tilværelse i København, langt fra familien og opvæksten i det tilsyneladende mere overskuelige og rolige Jylland.

Spejl, skulder, blink er således en lille fortælling, fortalt med humor og stor indsigt i hverdagens små skæbnescenarier.

Du kan købe bogen her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Nærbillede af folkets "skønhed"